KONCERTER I MAJ 2016

0
423

Hvad må du ikke gå glip af i maj måned på de københavnske livescener? Geske Mendel fra Musiklarm guider dig lige her:

Det er mærkværdigt som nogle tider virker til at være mere barske end andre. Knap nok har mindebegivenhederne for Bowie klinget ud, før verden mister endnu et ikonisk, musikalsk geni – endnu en af dem som vi troede var udødelig. Ligesom at Bowie var det her uudgrundelige menneske, der sprængte rammerne for hvad rock- og popmusik kan være og hvordan det kan fortolkes, så var Prince et helt usædvanligt talent, der igennem 40 år udgjorde en grundpille for, hvordan moderne funk, R’n’B og 1.klasses popmusik udvikles og skæres skarpt. Heldigvis er de to herrers musikalske bidrag så substantielle, at vi vil nyde godt af både deres originale materiale og alle dem der lader sig inspirere af dem i…hvad jeg kun kan forstille mig som for evigt. Mon ikke flere af denne måneds kunstnere på kalenderen har ladet sig inspirere af enten David Bowie eller Prince, hvis man lytter godt nok efter. Der er i hvert fald lagt op til at hver eneste weekend fyldes med glitter, højhælede boots og eyeliner. Let’s dance the night away, like it’s 1999!

Fre. 6: De Underjordiske på Pumpehuset kl 21 for 140 kr.
Hvis man nu synes, at den nye bølge af dansk syrerock allerede lyder liiidt gammel, så er De Underjordiske et af de mest særegne eksemplarer fra den populære genre, der stritter spændende ud fra mængden både lyrisk og musikalsk.

Lør. 7: Promoe på Loppen kl 21 for 90 kr.
Har man haft bare en lille flirt med noget svensk hiphop, måske iklædt dreadlocks og Adidas, så var det nok Promoe og resten af Looptroop, der var en del af det. Tag til glad i låget fest og dans din mås af denne aften.

Fre. 13: Bisse + Selvhenter + The Birthday Band på Loppen kl 21 for 100 kr.
En aften med urban lyrik fra både den ældre og den nye generation af skæve, noizy gadepoeter.

Fre. 20: ONBC + The New Investors på KB18 kl 20 for 60 kr.
To danske bands der forstår at komponere fine indiepop melodier og sprøde vokalharmonier.

Fre. 27: Cyril Hahn på Rust kl 01 for 100 kr.
En sjælden anbefaling af natkoncert med DJ fra min kant – men Cyril Hahns vildt festlige klubmix af alverdens kunstnere synes jeg er usædvanligt underholdende og lækre.

Lør. 28: Father John Misty i Falconer Salen kl 20 for 375 kr.
Min favorit kyniker vender tilbage til DK og jeg skal heldigvis se ham igen. Jeg kan kun anbefale at man graver dybt og skynder sig at få billet. Bum finale.