Lånte Fjer på Café Nørreport

0
295

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=HMghpBpewe0&w=640&h=360]

Sidste weekend hev min veninde Kristine mig med ud på et for mig helt ukendt territorium: Livemusik ved Nørreport Station! Det lyder som et umage par, men det var det slet ikke.

Café Nørreport ligger på Frederiksborggade, skråt over for Torvehallerne. Et lille sted, som for mig helt ærligt er lidt upersonligt – men det er jo smag og behag.

Hvad der ikke er upersonligt eller kedeligt er stedets musikprofil. De har nemlig ofte besøg af Tobias Trier, som synger og spiller, så hele caféen sejler, på den helt rigtige måde.

Tobias Trier har lavet et genialt koncept, der hedder ‘Lånte Fjer’. Her fortolker han sange, som han ville ønske, at han selv havde skrevet, og han gør det i selskab med en dansk sangerinde – som skiftes ud fra gang til gang.

Denne aften havde han selskab af Monique, som jeg tydeligt husker fra Maiken Wexøs 90er-musikprogram, 3773 Hitservice! Jeg havde faktisk ikke rigtig skænket Monique en tanke siden sidst i 90erne, men da hun pludselig stod der og sang så smukt, blev jeg lidt lykkelig og meget taknemmelig over, at jeg nu hørte hende igen; nøj hun synger godt.

Sammen med Tobias spillede hun to sæt af virkelig skøn musik; klassiske numre, som alle kunne synge med på, i deres egne fortolkninger. Derudover spillede Tobias nogle af sine egne numre alene – hvilket fik undertegnede til at undre sig over, hvorfor man ikke noget oftere hører manden i radioen? Hans musik er jo virkelig skøn. Det kunne være, man skulle begynde at skrive til radioerne og bede dem om at spille ham noget mere..?

Næste gang – den 24. november – får Tobias selskab af Charlotte Fich (skuespilleren fra Rejseholdet!), og det ville jeg virkelig gerne opleve. Jeg har nemlig hørt, at hun skulle have en ret dejlig stemme. Men jeg er desværre afsat til anden side, så derfor vil jeg nøjes med at anbefale dig, kære læser, at tage derind. Fantastisk musik, god stemning og dejlige mennesker – det er, hvad man oplever sådan en lørdag aften på Café Nørreport.

God fornøjelse, jeg ville ønske, at jeg kunne være der.

/Louise