MÅ JEG FORTÆLLE DIG EN HEMMELIGHED?

‘Lad nu være med at skrive om det – så bliver de jo bare overrendt, og så er det hele ødelagt,” sagde en ven til mig, da jeg fortalte ham om min nye kærlighed. Jeg kan bare ikke lade være med at råbe det ud over byens tage, når jeg begejstres. Og det blev jeg denne weekend.

Jeg har tabt mit hjerte. Til Uhørt.

Det har været det samme hele sommeren igennem: Når jeg kommer hjem fra en festival, føler jeg mig så færdig med festivaler. Indtil videre har jeg besøgt Spot, Copenhell, Roskilde, Copenhagen Jazz Festival, Trailer Park – og i sidste weekend var det Uhørt. Hver gang én festival er slut, er jeg færdig. Altså som i tømt for energi, på den der måde, hvor jeg ikke engang har lyst til at åbne munden og ytre et eneste ord. Træt på grund af manglende søvn, for meget alkohol, for lidt rigtig mad, virkelig mange indtryk, nye mennesker, ny musik, nye steder, nye oplevelser. Og alligevel går der bare to dage, så er jeg nærmest rastløs for at komme af sted igen.

Det skal jeg også meget snart – om en uge faktisk – men lige nu skal det handle om min betagelse af Uhørt, som stadig er brandvarm og vedholdende. For dem, der ikke har fulgt med i kulturpressen eller på nærværende blog, er Uhørt en festival for landets upcoming artister og bands – 40 af slagsen – af forskellige genrer. Festivalen varer to dage og finder sted på Refshaleøen i København.

Og nu skal jeg med en seks-punkts-liste fortælle dig, hvorfor jeg føler mig taget med storm:

1. VARIGHED

Jeg er glad for, at festivalen kun strækker sig over to dage, af den simple grund, at jeg er et tidsoptimistisk menneske, der tror, at jeg kan nå rundt til ALLE events i byen – og det kan jeg faktisk også ind imellem, men jeg kan også godt lide, når noget er en overkommelig størrelse, især tidsmæssigt. Det er lidt ligesom tatar. Nogle steder har de ikke forstået, at et kilo tatar måske er lige i overkanten. Jeg brækker mig jo, inden jeg nået halvvejs?!? Præcis sådan er det selvfølgelig også med festivaler. Fredag eftermiddag – slut kl. 1.00 (se minusliste), lørdag kl. 13 – slut kl. 1.30 (se minusliste). Det er til at overskue. Jeg når at møde mennesker, drikke mig fuld, se koncerter, spise mad, cykle hjem, have tømmermænd, få det godt og cykle tilbage, møde mennesker, drikke mig fuld, se koncerter, spise mad, cykle videre i byen og cykle hjem – i løbet af de to dage. Jeg er træt søndag, men ikke så træt, som jeg kunne have været, hvis festivalen var fortsat til kl. 4. – i mere end to dage.

2. PLACERING

Uhørt ligger i en overskuelig afstand til byen – og så er der fantastisk smukt. Refshaleøen fungerer perfekt som festival-location, og de gamle øvelokalebygninger som kulisse er dybt charmerende. I øvrigt er jeg meget betaget af den store grå bygning, som nærmest danner bagtæppe for Tak Rock Scenen. Hvordan kan jeg få lov at komme op på toppen af den? Anyone?

3. GAMLE VENNER – NYE VENNER

Jeg løber ind i gamle venner – og jeg får nemt nye venner på Uhørt. Hvorfor løber jeg ind i så mange gamle venner? Billetprisen er lav, og dermed har alle råd til at tage her forbi. Vi er tæt på byen – jeg er stadig overrasket over, hvor tæt vi egentlig er – man tror, at man ikke når frem i tide til den vigtige koncert, så man står i pedalerne og kører mere eller mindre stresset på cykelstierne – men pludselig rammer man øen og festivalen og den vigtige koncert, og alt er godt. Derudover har 80 % af mine gamle gymnasievenner spillet musik – eller også spiller de stadig. Måske står de endda på programmet – de er i hvert fald stærkt repræsenteret. Det er lige før, vi kan lave en slags RG/Nordsjælland-reunion.
Og hvorfor har jeg nemt ved at få nye venner? Det er fordi, folk bare er så skidesøde på Uhørt. Jeg krammer meget mere end normalt, når jeg er på Uhørt. Det er nærmest underligt ikke at kramme. Jeg får også altid et smil igen, når jeg sender et af sted til en person på Uhørt. Det sker kun 45 % af tiden, når jeg færdes andre steder i byen. Stof til eftertanke.

4. Vejrmøller

Der er ikke for mange mennesker på Uhørt, og derfor er der plads til at slå en vejrmølle. Og der er også plads til en lille improviseret selskabsleg – Shot Kast: Saml dine venner, drik indholdet af et shotrør. Stil jer på en række tre meter fra en skraldespand. Kast røret – den, der rammer længst fra spanden, giver det næste shot. Når I er blevet for fulde, bliver straffen, at taberen slår en vejrmølle.
(bare husk at passe på de andre gæster, så I ikke kaster shotsrør på dem – og husk også at samle de rør op, som ikke lander i skraldespanden, hvis du kaster dårligt)

5. Bedste sted at opleve ny musik

Da jeg lavede voxpop-interivews på Trailerpark, var der én, der sagde: “Jeg troede, Trailerpark var stedet at opleve ny musik – men sådan er det vist ikke længere. Her må man nok til Uhørt for at få det nyeste nye.” Det har hun jo ret i. Det er tydeligvis et hold af dygtige folk (jeg melder mig gerne til næste år!), der udgør lytterpanelet, som vælger de sidste 40 bands. Det er de gode til, for jeg oplevede ikke ét band, som faldt helt igennem. Naturligvis er der genrer, som jeg holder mere af en andre, men skal jeg lytte helt neutralt uden forudindtagede præferencer, så var samtlige bands værd at bruge tid på. Vildt nok, når vi har med upcoming bands at gøre. Det ville ikke være underligt, hvis bare et par stykker var ad helvede til.

6. Andefedtsfritter

Jeg elsker en god fest, og det får jeg på Uhørt – men faktisk elsker jeg god mad lige så højt. Og her blev jeg glædeligt overrasket, da jeg fik stukket en luksustoast og nogle andefedts-fritter i hånden lørdag aften. Det var prikken over i’et. Jeg har smagt de fritter på Kødbyens Madmarked og på Papirøen, men ligesom med god vin på ferien, så spiller location og omstændigheder også en stor rolle i bedømmelsen af maden: herude smagte det bare bedre. Da jeg senere gik en tur i området, om bag pladsen ved min yndlingsbygning bag Tak Rock Scenen, og så den klare stjernehimmel efter en smuk solnedgang – så var jeg 100 % tilfredsstillet på alle sanser. TAK.

Uhørt er ikke perfekt, men det er der ingen, der er. Det skal du ikke være ked af, Uhørt. Men du kan arbejde på disse tre punkter – så er du ved at være perfekt:

1. VARIGHED

Jeg vil gerne modsige mig selv nu, for jeg synes, at Uhørt slutter for tidligt. Ja, jeg ved godt, at jeg lige har sagt, at det er fedt at komme i seng i ordentlig tid, men det mener jeg selvfølgelig ikke. Jeg vil gerne feste, til jeg ikke har mere at give af, og jeg havde masser at give af, da Uhørt sluttede fredag aften (det var ikke helt tilfældet lørdag, selvom jeg alligevel ikke tog direkte hjem). Det kunne mærkes på næsten alle de mennesker, der blev på Uhørt til kl. 1. De ville ikke hjem. Ingen er trætte kl. 1. I kan sagtens strække den til 2.30.

2. ENTUSIASME

Lidt mere entusiasme fra konferencieren på Tak Rock Scenen. Der er ingen tvivl om, at konferencierne er søde og dygtige mennesker, men da jeg stod på en stor, grøn kasse fredag aften og vinkede farvel til ThrKngs, blev jeg svært skuffet over den manglende gejst hos konferencieren. “Jeg håber, I har nydt det, kom godt hjem, tak for i aften,” blev der sagt, lidt sløvt. Jeg havde mere brug for dette:

“Var det fedt? (publikum: jaaaa). Var det FEDT? (publikum: jaaaa!). Var det megafucking FEDT??? (publikum: JAAAAA!) SÅ KOM IGEN I MORGEN KL. 13, HVOR VI FLÆKKER ØEN MIDT OVER, VI RIVER JER RUNDT MED FREAKINGFUCKINGFANTASTISKE BANDS, DER GIVER JER MULTIPLE ØREORGASMER, VANVITTIGE BEATS, SEXY MOVES OG SINDSSYGE SHOWS. DET BLIVER FUCKING VILDT! SES VI?????”

3. DRAMA PÅ KASSERNE

De grønne kasser står måske en anelse for langt fra hinanden. Det resulterer i lidt af et stunt natten til lørdag, hvor ThrKngs spiller op til dans: Jeg kravler glad op på den største kasse for at danse til fredagens sidste toner. Ingen problemer. Indtil koncerten var slut. Jeg tager langsomt og sikkert et skridt ned til den næste kasse, som står klods op ad den store. Jeg vender mig mod én af mine venner, som galant holder hånden ud mod mig for at hjælpe mig ned til den laveste kasse. Jeg stikker foden ud – i ingenting – og falder helt ned mellem de to kasser, hvor min fod lige præcis passer ind. På vejen derned når jeg i panik at hive fat i manden til højre for mig, som får overbalance, hvilket resulterer i, at han hælder sin fadøl ned i hovedet på mig. Undskyld mit sprog, men det gør fucking ondt. Ikke at få øl i håret, det gør kun ondt på stoltheden. Men mit ben dunker og bløder, og jeg har lyst til at vræle højt som en firårig. Men det får man jo ingen point for som voksen, så derfor griner jeg helt hysterisk, mens jeg råber fuckfuckfuck. Og min ven aner ikke, hvad han skal gøre, stakkels mand. Heldigvis er jeg på mange måder stadig lidt et barn, og efter 10 minutter er jeg faktisk bare stolt af mit kæmpesår på skinnebenet, som stadig i dag er ét stort blåt mærke. Sejt. Til næste år vil jeg dog gerne være det drama foruden.

Det er småting, Uhørt skal arbejde med. Jeg glæder mig allerede til 2016.

Tak for i år, Uhørt, jeg kan virkelig godt lide dig.

/Louise