Maja Brøns | Københavnersnuden #339

0
502

Ugens Københavnersnude er sanger, sangskriver og producer, Maja Brøns. Maja er født og opvokset i Ballerup i en familie af sangskrivere, fantaster og skolelærere. Hun flyttede til København som 21-årig og har siden arbejdet, boet og festet i alle bydele. Nu har hun fundet sig en vestjyde på Amager og venter en lille københavnersnude om en måned. På sommerens sidste fredag, d. 27.august, udkommer ”Margueritter”, som bliver anden single fra hendes kommende album, som udkommer i maj 2021. 

 

 Foto af Helene Christensen

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Maja: Disse uger er ret særlige, da jeg både lægger sidste hånd på min debutplade og udgiver en single (27. august), inden jeg faktisk meget snart skal føde en lille datter. Så på mange måder er denne tid helt ny og alt kan ske. Og så er jeg lige dele bekymret for Afghanistan og glad for, at Amager Fælleds Venner har fået medhold i byretten.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Maja: Jeg bor på Amager ved DR Byen.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Maja: Der er mange gode gå-tur-steder på Amager. Fælleden er selvfølgelig genial, men jeg kan også godt li` at gå ture i de gamle villakvarterer på Amager, og har for nyligt fået øjnene op for Remiseparken, der bliver skøn med et barn. Og så er Amager Strandpark et hit til en pause-is og sand under fødderne.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Maja: Min sidste kop kaffe købte jeg i Ismageriet ved IT-universitetet, hvor man jo passende kan få en sidevogn af skildpadde- eller jordbæris. Elsker deres Pariser-vibe og grønne sten på væggene.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Maja: Just nu spiser jeg en lækker humus-anretning på Ingolfs Kaffebar.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Maja: Nu er jeg ret gravid, men mit yndlingssted på Amager er helt klar Hop House, hvor man kan få specialøl fra hele verden og sidde udenfor i deres Berliner-agtige gårdhave. Det er dejligt afslappet og perfekt til en fredagsøl.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Maja: Alle steder.

Foto af Mads Fisker

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Maja: Det afhænger af bydelen, men i mine tidlige Københavnerår var det Bang og Jensen på Vesterbro, og så har Blågaards Apotek været en favorit længe. Nu er det nok Hop House på Amagerbrogade, omend der nok går lang tid, før jeg må drikke øl med så høje procenter igen.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Maja: Under jazzfestivalen, hvor min veninde tog mig med til Roots Vinbutik på Teglholmen, hvor hendes kæreste spillede jazz ved kanalen. Teglholmen har på mange måder potentiale til at blive et lille Venedig i København, og så var den aften bare magisk med dans i baren efter lukketid og skønne mennesker fra hele verden.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Maja: Generelt elsker jeg at være i København under jazzfestivalen, hvor jeg tit får set en masse venner og kollegaer spontant. Elsker de dage fuld af musik og uplanlagte fester.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Maja: Jeg kan anbefale en cykeltur ud på Reffen, hvor man kan få sig en kaffe, en dukkert og en saunatur hos La Banchina – især lækkert nu hvor efteråret lægger an til start. Derfra kan man f.eks. cykle videre til Copenhagen Contemporary eller Reffen Foodmarket. Der er noget meget charmerende ved de gamle industri-bygninger derude, og hvis man cykler videre til Teaterøen, er der også massere at se og opleve.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Maja: Vi mangler helt klart nogle lokalpolitikere, der tager ansvar for at bevare byens grønne områder. Det har været helt absurd at opleve dobbeltmoralen omkring kampen om Lærkesletten i Amager Fælled, og jeg er sgu ret spændt på, hvordan det kommer til at rykke på magten ved næste valg. Jeg krydser fingre for en grønnere vej!

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Maja: Jeg har mange, men et af ældre dato kunne være “Sweep of Days” med Blue Foundation og af nyere; “go for a walk” med Lowly.

[ot-video][/ot-video]

Du kan høre Maja Brøns’ musik her. Hendes nye single “Margueritter” udkommer den 27. august, og her kredser lyrikken om hendes mor, skizofreni og månen. Singlen er sfærisk og meditativ med et stramt beat á la alternativ pop.

Tak fordi du ville dele dit København med os, Maja!