Mandagstanker om #metoo sugardating og ærlighed

Det store fokus på seksuelle overgreb, sugardating og ligestilling har fået mig til at tænke. Nej, jeg lyver ikke – emnerne er så komplekse, og alligevel finder jeg, at jeg selv står ganske klart i mine holdninger.

Først, lad mig fortælle dig en sand historie fra i morges: Jeg står tidligt op for at cykle en tur rundt om søerne. Normalt plejer jeg at starte dagen med en løbetur, men da jeg i starten af august fik en alvorlig skade, som har afholdt mig fra at løbe (indtil forhåbentlig snart!), cykler jeg i stedet. Da jeg skal til at svinge til venstre i et kryds på Vesterbrogade, ser jeg en ung mand, der er ved at lægge brosten. Han smiler og råber godmorgen til mig, giver thumbs-up. Jeg smiler forsigtigt og ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. ”Den slags komplimenter hænger ikke på træerne,” tænker jeg og griner.

#metoo min historie, og hvorfor debatten er vigtig

I snart en uge har hashtagget #metoo raset på internettet. Kvinder verden over har delt deres historier om seksuelle overgreb, den ene historie mere forfærdelig end den anden. Debatten er vigtig, for hvis vi ikke sætter ord på det, der foregår mellem linjerne, kan vi aldrig ændre det. Her er min historie.

Jeg har selv oplevet seksuelle overgreb. I arbejdssammenhænge har det ikke været værre end, at min mandlige kollega i timevis snakkede om g-strenge, og hvor frække de var, efter han havde spottet toppen af min. Jeg var praktikant på DR, genert og pligtopfyldende og syntes ikke, det var sjovt. Men jeg følte det ikke som et overgreb.

Det gjorde jeg til gengæld, da jeg Sankt Hans aften, lige efter 9. Klasse, blev voldtaget på en båd i Rungsted Havn. Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad der skete, men de få gange jeg har fortalt det til nogen, har jeg hørt lignende historier. Hvilket har givet mig mod til at fortælle det oftere.

Dengang sagde jeg det ikke til nogen. Jeg tænkte: ”Det her sker jo ikke for de pæne, dygtige piger. Jeg er billig og klam. Jeg er selv ude om det. Jeg er ikke god eller smuk nok til at behandle pænt. Sådan er det at være så ulækkert et menneske.”

Alt det tænkte jeg om mig selv. Da jeg kom i gymnasiet og fiken sød kæreste, kunne jeg ikke have sex med ham. Jeg var bange. Og det endte med, at han gik fra mig. Jeg lærte først at lade drenge nærme sig mig, da jeg som 20-årig fik en meget tålmodig og sød kæreste.

I dag har jeg det fint, selvom det er grænseoverskridende for mig bare at tænke på episoden. Jeg taler aldrig om det, og det er kun få kærester, jeg har fortalt det til. Da jeg var i starten af 20’erne, blev jeg nødt til at fortælle det til nye kærester, fordi jeg ellers var bange for, at de ville blive trætte af mig – jeg var jo ikke så erfaren eller udfarende med hensyn til sex.

Og hvorfor fortæller jeg denne historie? Fordi debatten er vigtig. Fordi vi, ved at tale højt om det, fjerner skammen og skylden.

Jeg hørte programmet 55 Minutter på Radio 24Syv i går, som handlede om #metoo. Særligt én kvinde lagde jeg mærke til. Hun fortalte, at hun syntes, det var grænseoverskridende at dele sin historie, så derfor havde hun bare delt hashtagget.

Jeg havde det præcis på samme måde, jeg undlod bare at deltage i debatten fuldstændig. På en måde bryder jeg mig ikke om den slags social media-debatter – indtil jeg læste et opslag af en facebook-bekendt, som skrev, at nu måtte det her #metoo altså stoppe; vi må stoppe med at se os selv som ofre, og intet ændres ved at skrive om det på Facebook.

Jeg er lodret uenig. Som en Facebook-ekspert skrev på Instagram i sidste uge: Når sociale medier får superkræfter’ og delte et billede, hvor hun selv og to andre kvinder var i Aftenshowet for at diskutere #metoo.

Hvis vi ikke diskutere disse ting, hvis vi synes, det er bedre at holde den slags for os selv og bearbejde de traumatiske oplevelser i privaten – så ændrer vi ikke noget i kulturen. Det er jo her, den er gal. Når SÅ mange kvinder har oplevet voldtægt eller andre seksuelle overgreb, bliver vi nødt til at tale om, hvorfor det sker, og hvordan vi kan forhindre det. Fuldstændig lige som da vi snakkede om, hvordan gymnasiepiger i særligt Nordsjælland bliver udsat for hævnporno på nærmest daglig basis.

Jeg har fået bearbejdet min oplevelse. Først fordi jeg fik en kæreste, der havde prisværdig tålmodighed med mig. Dernæst fordi jeg har tilbragt utallige timer hos psykologer og psykiatere. Selvfølgelig skal jeg selv bearbejde mine traumer.

Sugardating

Da jeg som 18-årig arbejdede som tjener på en fin restaurant i London, fik jeg på et tidspunkt en gæst, som blev fascineret af mig. Han var forretningsmand og havde vist mange penge. Han må også have været meget ensom, for han gav mig 100 pund i drikkepenge og spurgte, om jeg ville med ham i svømmehallen næste dag (!). Jeg tog hverken imod penge eller svømmehalsdate.

Når nu det sidste program om Gina og sugardating er rullet hen over skærmen, har jeg lyst til at lufte min forargelse. Det bliver ganske kort.

Nu er jeg langt fra teenager længere, selvom jeg ind imellem opfører mig som én. Men jeg kan sagtens huske, hvordan jeg var som teenager med hensyn til ligestilling og dating.

Jeg har lært, at vi alle er lige, og derfor skal vi også være lige, når regningen skal betales. Det betyder, jeg ikke skal lade mig opvarte af en mand.

Det er taget mig en del år at lære, at det ikke behøver at være så sort og hvidt, men at der er nogle gråzoner, hvor man gerne må lade sig forkæle af sin kæreste eller date. Men i bund og grund har jeg svært ved det på grund af min opvækst og den kultur, der var i min venindekreds.

Vi kunne nemlig alt selv. Det var i 1990’erne og 00’erne, og stærke popsangerinder sang om at stå på egne ben. Jeg havde kvindelige undervisere, der var kvindelige sportsidoler, der var kvindelige politikere, og der var kvindelige topchefer. Måske ikke i samme overflod, men det tænkte jeg helt ærligt ikke over. Så meget interesserede jeg mig ikke for ligestilling – jeg så ganske enkelt blot mig selv som et menneske, der havde lige muligheder som mine mandlige bekendte.

I den forbindelse kunne jeg slet heller ikke se, hvorfor nogen skulle betale for mig. Og nu kommer vi så til, hvorfor jeg er forarget over sugardating, for som en klog kvinde engang sagde til mig, så handler al forargelse om dig selv.

Hvad betyder det? Vil jeg selv gerne sugardate? Nej. Men jeg vil nok gerne være bedre til at slappe af og ikke hele tiden holde øje med, at jeg ikke skylder nogen noget. At jeg får en middag, betyder ikke nødvendigvis, at jeg skal gøre gengæld.

Men når jeg så hører, at sugardatingsider er blevet lagt ned med nye tilmeldinger efter programmerne, bliver jeg ked af det. Gina, den smukke og charmerende pige, ser jeg selv som en trist person. Ja, jeg dømmer hende, selvom hun mange gange i løbet af programmerne lyder til at klare sig fint. Ja, hun er ulykkeligt forelsket, men det jeg for Guds skyld også været. Det hører med til livet.

Men som en ekspert sagde i et debatprogram for noget tid siden, så er den største fare jo, at man vender sig til at få gaver for sin opmærksomhed og selskab. En dag vil man måske føle, at man giver noget gratis, selvom kærlighed jo på den måde er og skal være gratis. Det er ikke en byttehandel, som sugardating er.

Jeg kom til at tænke på én af mine yndlingssange, da jeg var teenager – Ms. Dynamite. Jeg kunne hele teksten uden ad, og særligt hendes rap tog jeg til mig. Især disse sætninger:

Little sisters now I really gotta let you know
Real women ain’t sexin for no mans doe
Real women work hard to make they own

Hvorfor er det ikke sejt at tjene sin egne (gode penge) og købe sine egne lækre designertasker? Når jeg går ned ad gaden med én af mine dyre tasker, vil jeg gerne have, at du ved, at jeg har arbejdet sindssygt hårdt og interviewet mange topchefer i den danske mediebranche for at få råd til dem. Og det er jeg stolt af. De mænd jeg dater er også stolt af mig.

/Louise