Maria Stilov | Københavnersnuden #99

0
475
Ungens snude sætter i den grad pris på, at sommersolen varmer os i byen. Hun har nemlig lige lanceret sandalbrandet Shangies by Stilov, som du bl.a. finder i hipsterkiosken over dem alle, Kihoskh på Vesterbro. Maria Stilov veksler mellem at bo i storbyen Shanghai og på “Ønskeøen” Amager, og er ikke i tvivl om, hvad hun sætter pris på herhjemme – og hvad vi mangler og kan blive bedre til.

IRS_2828

LC: Hvad pusler du med for tiden?

MS: Shangies by Stilov – mit nye sandalbrand. Lette, behagelige og fine sandaler i skønne farver, som sælges, hvor du ikke troede, sandaler fandtes. Hos hipster købmanden Kihoskh på Vesterbro, mellem fine krukker og blomster hos Blomstertanken i Gilleleje, hos Danmarks mest sælgende softice butik Kandis i Ry, hos Anholt gartneri mellem rabarber og rosmarin og flere andre skønne steder. Udover Shangies har jeg møbelfirmaet Marcus P i Kina, som jeg også bruger en del tid på.

LC: Hvor bor du?

MS: I et skønt kolonihavehus på ”Ønskeøen” også kaldet Amager – og på 23. etage i min lejlighed i Shanghai. Der er en kæmpe kontrast mellem begge steder, men jeg nyder, at jeg har muligheden for at få det bedste af to vidt forskellige verdener. Jeg er så heldig, at jeg har tre super dygtige kinesiske ansatte, som passer møbelfirmaet og produktionen af Shangies, som foregår et skønt sted i Kina hos en fabriksejer, som går meget op i at anvende genanvendelige materialer. Produktionsområdet ligner nærmest et parkområde med drivhus og en skøn atmosfære. Ejeren dyrker sine egne grøntsager, fanger selv fisken til aftensmaden og har høns og grise ved fabrikken. Det har jeg aldrig oplevet i Kina, og jeg har set ret mange fabrikker.

LC: Hvor går du tur?

MS: Amager Strandpark er jo et fantastisk sted, og jeg holder meget af at mødes med en god veninde, hente skøn kaffe hos Wulff og Konstalis eller Le Kaff og gå en tur i Strandparken og nyde den fantastiske udsigt. De lidt højere etagebyggerier er vel også det tætteste, jeg kan komme på en ”skyline” i København, så det bringer også tankerne til skønne Shanghai.
LC: Hvor drikker du kaffe?

Der er så mange fine og meget forskellige kaffesteder i København. Det er egentlig svært at nævne ét sted. Jeg har pt. ikke kontor, og jeg synes, at det er hyggeligt at arbejde fra forskellige caféer med god kaffe.

Jeg starter ofte min morgen på Wulff og Konstalis ved Lergravsparken, som allerede åbner klokken 7. Der er en hyggelig stemning tidligt om morgenen og søde morgenfriske medarbejdere. Jeg kommer også meget på byens forskellige Riccos, Café Taxa i Hørsholmgade, og på det sidste har jeg været en del på ShaBaz Kaffebar & Køkken på Strandboulevarden. Shabaz er et fint kontor med god plads, strøm til computeren, søde medarbejdere, god kaffe og lækre rugbrødsmadder. Humus med æble er min absolutte favorit frokost.

LC: Hvor spiser du?

MS: Der er jo virkelig sket meget på restaurantscenen i København de sidste år. Det er fantastisk, at der nu er så mange skønne restauranter. Jeg tænker ofte, hvor var alle de mennesker før på en tirsdag aften…. De sidste par måneder er mange af mine aftener endt på Ingolfs Kaffebar på Ønskeøen. Efter en travl dag så træder man ind i en oase på Ingolfs med hyggelig jazzmusik, skønne medarbejdere, og en super kontorplads i vinduet – også med strøm.


LC: Hvor fester du?

MS: Jeg må indrømme, at det er en del tid siden, at der virkelig er blevet festet. Der har været fokus på Shangies, men jeg holder meget af jazz, og jeg synes, at La Fontaine i Kompagnistræde er et helt fantastisk sted. Jeg kan endda finde på at tage derind alene (lidt nørdet), da man ofte falder i snak med nogle hyggelige mennesker. Efter snart 8 år i Shanghai, så er det en af forskellene, som jeg mærker mellem det, at bo ”ude” og så bo i Danmark: at ”ude” ofte er bedre til at tale med fremmede. Det kunne vi danskere godt lære lidt af. Jeg får meget inspiration af at tale med folk, jeg ikke kender.
LC: Hvor inspireres du?

MS: Alle steder – og af meget forskelligt. Det kan både være steder, medier, ting jeg ser på min vej, men også dygtige personer i mit netværk – eller de ”fremmede”, som giver mig uundværlige input. Uden dem var hverken min møbelvirksomhed eller Shangies kommet til, hvor det er i dag.


LC: Hvad er dit yndlingssted i København?

MS: Siden jeg var lille har jeg haft noget med Irma hønen. Når jeg står der ved søerne og kigger op på hønen og lyset, så har jeg altid følt, at NU er jeg i København!


LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?

MS: Den bedste forelskelse er i en mand – eller kvinde, men jeg er tosset med København – og alle de forskellige muligheder, som byen byder på. Det er dejligt efter mange år i udlandet, at jeg har mulighed for at dele min tilværelse op og være tættere på venner og familie i København.


LC: Hvad er dit bedste minde om København?

MS: Der er rigtig mange, men lige nu kommer jeg til at tænke på en fantastisk hyggelig middag med mine bedste venner på Paté Paté i Kødbyen for nogle år siden. Jeg havde fødselsdag, var hjemme fra Shanghai, og havde inviteret de bedste på middag på Paté Paté. Det var en rigtig sjov aften med super mad, vin og drinks – og skønt at være samlet med så mange af dem, som jeg holder meget af. Det er jo de bedste, som man savner meget, når man bor ude i verden.


LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?

MS: Her vil jeg sige det samme, som jeg gør til dem, som skal til Shanghai. Gå en lang tur gennem byen og oplev den til fods. Kom gerne forbi Jægersborggade, Assistens Kirkegården, Elmegade, søerne og husk endelig at stoppe i Torvehallerne ved Le Petit og få et glas bobler, skøn vin eller en af deres fantastiske madretter. Her er personalet også skønne og overskudsagtige. Aftensmaden kunne være på Magasasa i Kødbyen, som jeg synes serverer god og autentisk kinesisk mad – og kombinationen med skønne drinks og anderledes indretning er sjov.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?

MS: Hver gang, jeg har en fantastisk hyggelig aften i Torvehallerne, så undres jeg over, hvorfor, at dette skønne sted ikke kan have længere åbningstider. Er man sydpå – eller helt i Shanghai, så ville åbningstiderne være helt anderledes.

Hvis jeg her kan nævne to ting, så håber jeg også, at der findes en ny løsning for Papirøen. Det er et virkelig skønt sted at hænge ud og prøve forskellige spændende køkkener.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os Maria. Vi glæder os til at se dine farverige sandaler lyse op i  byen og hepper også på, at Torvehallerne snart får udvidet deres åbningstider.

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.