Mariann Klein Ivansdóttir | Københavnersnuden #97

0
388

Mariann Klein Ivansdóttir er Director i Balmain Hair Denmark, frisør og salonejer (Royal Intercoiffure i Thorshavn på Færøerne) – og indehaver af et yogastudio på Færøerne! En spændende kvinde med masser af bolde i luften og en stor forkærlighed for København. Vi er glade for at tildele ‘københavnersnude’-titlen til en skøn person, der deler sit liv op mellem København og Færøerne: 

LC: Hvad pusler du med for tiden?
MKI: Jeg er i fuld gang med at præsentere Balmain Hair for saloner, medier og kunder her i Danmark, så jeg drøner fra den ene salon til den anden, og jeg underviser meget. Jeg er eksklusiv distributør for Balmain Paris Hair Couture både i Danmark og på Færøerne og har arbejdet sammen med Balmain i mange år. Samtidig har jeg min egen salon og et yogastudie på Færøerne, så jeg flyver mellem København og Thorshavn flere gange om måneden.

LC: Hvor bor du?
MKI: Jeg deler min tid mellem Thorshavn på Færøerne og Havneholmen i København, hvor jeg bor sammen med min kæreste, når jeg er her.

LC: Hvor går du tur?
MKI: Vi går rigtig mange ture over broen til Islands Brygge, og det er en fantastisk tur hver gang med så meget at kigge på.

LC: Hvor drikker du kaffe?
MKI: Jeg kan mega godt lide Royal Smushi Café på Amagertorv, der er virkelig inspirerende. Og så laver de god kaffe. Café Norden kommer jeg også tit på, selvom det er noget helt andet. Norden er meget klassisk og stilren, mens Royal Smushi er mere playful.

MARIANN

LC: Hvor spiser du?
MKI: Vi spiser meget på Café Victor. De har dejlig mad, og man møder spændende folk, og typisk er jeg der også med folk, der er spændende. Når jeg har gæster fra udlandet, fx fra Balmain Hair, så går vi på Café Victor.

LC: Hvor fester du?
MKI: Jeg går slet ikke i byen. Jeg har ikke tid og energi til det. Det sker kun, hvis der er special events, for jeg kan slet ikke hænge sammen i forhold til mit arbejde, hvis jeg går for meget ud.

LC: Hvor inspireres du?
MKI: Jeg finder nye steder hele tiden. Jeg synes bare, at København er mega spændende og byder på så mange interessante saloner, caféer og områder. Typisk bliver jeg inspireret af bygningerne omkring Havneholmen, specielt om aftenen, når man går over broen til Islands Brygge, hvor alt er lyst op. Wow, det er bare så flot.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
MKI: Når jeg er i København, bruger jeg meget af min tid inde i de forskellige saloner for at undervise, og jeg har ikke tid til at være så meget ude. Men ude foran vores lejlighed på Havneholmen, har vi en lille terrasse og bådebro, og der elsker jeg at sidde i en solplet med en kop kaffe.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
MKI: Det gør jeg hele tiden. Men for nyligt skød vi en ny video til Balmain Hair Denmark ved Marmorkirken, og der er simpelthen så flot, at jeg blev overvældet. Stemningen var også fantastisk, ja, næsten lidt parisisk.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
MKI: Det må være at komme i Tivoli som barn sammen med mine forældre og brødre. Der er en helt særlig stemning derinde, når alt kører, og alle lysene er tændt. Det er magisk.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
MKI: En shoppingtur ved Strøget, hvor du hurtigt smutter ud af alle sidegaderne, for det er jo der, alle de små spændende butikker gemmer sig. Og så er Illum også en fantastisk oplevelse, især deres rooftop.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
MKI: Jeg synes faktisk, København har alt til enhver smag, og man behøver aldrig at kede sig. Så jeg synes ikke, der mangler noget. Hvis jeg vil have færøsk mad, tager jeg til Færøerne, og hvis jeg vil have Eiffeltårnet, tager jeg til Paris. København er unik.

LC: Dit soundtrack til byen?
MKI: Det må være Halo med Beyoncé. For hver gang jeg hører den, kriller det i hele kroppen, fordi jeg skal til koncert med Beyoncé den 24.juli i København.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Mariann!

GOD SØNDAG!