Marianne Taarnhøj | Københavnersnuden #94

0
446

Vi på LoveCopenhagen har tit talt om, at bloggen her bør henvende sig til både børn, voksne og pensionister. Og nu tager vi første skridt i den retning og bringer her en pensioneret og passioneret københavnersnude, Marianne Taarnhøj (jojo, det er Louises mor), som her fortæller om, hvordan København virkelig kan bruges, når man som hende er pensioneret. Marianne er tidligere folkeskolelærer i Hørsholm og har altid gået meget op i både kunst, litteratur og kultur – og det afspejler sig over i dette interview, som er spækket med gode tips til kultur i byen:

LC: Hvad pusler du med for tiden?
MT: Jeg er pensioneret, så i øjeblikket går tiden meget med havearbejde, gåture og masser af oplevelser i København. Derudover er jeg frivillig i Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg laver arrangementer for ensomme kræftramte og pårørende. Jeg går også meget i biografen, når vejret ikke er så godt – der er ikke noget så vidunderligt som at sidde i biografmørket, glemme tid og sted og forsvinde ind i en anden verden. Og så elsker jeg at læse en god krimi!

LC: Hvor bor du? 
MT: Jeg bor i Trørød med min mand, Jacob. 

LC: Hvor går du tur? 
MT: Skiftevis i området her i Trørød og skiftevis oppe i Rungsted – jeg går altid sammen med min gode veninde Kirsten, og vi går mellem 8 og 9 kilometer én gang om ugen. 

LC: Hvor drikker du kaffe? 
MT: Jeg elsker Lagkagehusets kaffe, og så er deres christianshavnerkager fortræffelige. Jeg er også meget glad for Coffee Collective i Torvehallerne, mest på grund af deres kaffe, men også på grund af den entusiasme, som personalet i kaffebaren lægger for dagen – det er smittende. De har en enorm viden, og det er rart, når man som jeg godt kan lide kaffe. I det hele taget kan jeg godt lide Torvehallerne. Og jeg kan også godt lide at snuppe en kop kaffe i Grand, inden jeg skal i biografen med veninderne. 

LC: Hvor spiser du? 
MT: Der ligger et lille fransk sted lige over for Torvehallerne i Rømershade – La Petanque. Her får du nogle fantastiske madpandekager. Jeg har også fået en rigtig god oplevelse på Restaurant Giggles, som hører sammen med Comedy Zoo. Ved Arbejdermuseet ligger restauranten, Café og Ølhalle “1892”, og de har virkelig gode smørrebrød. Det er vist lavet lidt om, siden jeg var der sidst, så jeg ved ikke, om de holder niveauet, men der er en helt speciel stemning, et historiens vingesus, over det sted. Men jeg er også generelt vild med Arbejdermuseet. På Kanal Café du man altså også gode smørrebrød! Og nu vi er i gang, så bliver jeg vist også nødt til at nævne Orangeriet, hvor jeg har fået et lækkert stykke smørrebrød med blandt andet nystegt fiskefilet, hvor vi sad ud i haven og fik en helt fantastisk betjening, det kan jeg anbefale! Papirøen er også fremragende, her har jeg været tre gange på to uger. Det er meget anbefalelsesværdigt – og meget ærgerligt at de lukker i 2018. 

LC: Hvor fester du? 
MT: Jeg fester nok mest privat, men jeg glæder mig til fredagsbarerne på Carlsberg, hvor der i juli måned er jazz, øl og grill. Jeg fester også i byen under jazzfestivalen, der er mange gode udendørs arrangementer. 

Hvor inspireres du? 
MT: Det gør jeg på museer. Eksempelvis Davids Samling, som er en perle i byen – og så er det gratis. Den islamiske kunst er fabelagtig, og jeg bliver aldrig mættet af det. Ordrupgaard og Statens Museum for Kunst er også dejlige steder. Der er så mange gode museer i byen, hvor man kan få masser af historier og indtryk for næsten ingen penge og nogle gange helt gratis.
Derudover er havnebussen er et godt sted at samle inspiration – du kan komme hele havnen rundt, men husk at stoppe ved Papirøen. Dem, der styrer havnebåden gør, at man bliver helt glad i låget. Det lyser ud af dem, at de har det skægt på deres arbejde, og det er så smittende. De har altid en sjov bemærkning, så jeg bliver i så godt humør, når jeg er med havnebussen. Jeg kan også nyde at sidde sammen med en veninde og betragte mennesker på gaden – den mangfoldighed, der findes i byen, er i sig selv inspirerende. 

LC: Hvad er dit yndlingssted i København? 
MT: Det er svært, for hver gang jeg kommer til et nyt sted, bliver det et nyt yndlingssted. Men jeg er meget, meget glad for Statens Museum for Kunst. Noget nyt for mig er Kastellet – at gå tur her og på Langelinje, det nyder jeg meget i øjeblikket. 

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København? 
MT: Det gjorde jeg, da jeg sejlede med havnebussen for en uge siden, fordi jeg bliver så stolt af byen, og at man nu begynder at tænke anderledes. Der er mange mastodonter i Københavns havn, som er grimme, men der er også noget spændende i gang arkitektonisk, hvor man tør noget mere. 

LC: Hvad er dit bedste minde om København? 
MT: Det er min barndom på Peter Bangsvej 58, hvor sporvognene kørte ude foran, og min mor og far havde et ismejeri. Der var masser af børn at lege med i gården, og vi måtte tegne med kridt på fliserne, og så var det lige ved Lindevangsparken, hvor vi også legede. Men ellers er et dejligt minde den lejlighed i Smallegade, hvor mine døtre boede, mens min mand og jeg boede i Saudi Arabien i en årrække. Så boede vi i Smallegade i en måned om sommeren, når vi var i København, hvor jeg kunne cykle rundt og kigge på byen – en stor kontrast til livet i Jeddha, som var meget mere restriktivt – fx måtte jeg ikke køre i bil. Allerede fra jeg landede i lufthavnen i Kastrup, kunne jeg mærke glæden ved at være tilbage i dejlige København. 

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København? 
MT: Tag en tur i havnebussen, smut forbi Davids Samling, gå rundt i byen og fornem stemningen – og oplev det fantastiske mylder af forskellige mennesker med forskellige nationaliteter. Læg også mærke til den københavnske arkitektur – og slut eventuelt dagen af med en tur til Eremitageslottet og Dyrehaven. Gå også i teatret og lad dig forføre af de mange dygtige skuespillere, vi har her i landet. 

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
MT: Goboat bør få større succes. Det er et smart koncept. Man kan leje en båd, hvor alt er lavet af genbrugsmaterialer, og så kan du sejle lydløst rund i hele havnen. Der er plads til otte personer, og så kan du købe deres økologiske snacks med, eller medbringe din egen hjemmelavet mad. Det er en helt genial idé. Jeg håber det bedste for dem. 

LC: Dit soundtrack til byen?
MT: Det må næsten være Forelsket i København – sunget på svensk 🙂 Ellers er jeg meget glad for Dan Turélls sidste tur gennem byen, og så er der københavnerdigteren, Claus Høxbro, også god – han digter om København og sætter musik til. Når jeg er på Christianshavn, skal jeg selvfølgelig lytte til Kim Larsen og Gasolin. 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os! 

Rigtig god søndag!