Ugens Københavnersnude er sangerinden Marie Fjeldsted (tidligere Penny Police), som sidste år udgav albummet ‘Keep It Alive’. Med Maries iørefaldende vintage-pop kom hun blandt de 10 mest spillede på P6 Beat og fik mange flotte anmeldelser. Til efteråret tager hun på tour, og du kan bl.a. opleve hende på Ideal Bar den 23. oktober.
LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Marie Fjeldsted: Jeg er ved at færdiggøre næste single, som skal udgives inden mine koncerter i oktober. Jeg glæder mig meget til at spille den live med mit skønne band!
LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Marie Fjeldsted: På Nørrebro med min kæreste og vores to børn.
LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Marie Fjeldsted: Jeg bor tæt på stefansgadekvarteret og kan godt lide at gå tur i de gader. Særligt om sommeren bliver jeg mindet om alt det dejlige ved at bo i byen; når der er så meget liv, får jeg en følelse af at høre til.
LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Marie Fjeldsted: Mest derhjemme, men jeg har et nært forhold til Harbo Bar på Blågårdsgade, som jeg tidligere har boet tæt på. Så her går jeg gerne forbi og køber en kop kaffe, arbejder lidt og får en sludder med den søde medejer Gitte.
LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Marie: Jeg kan godt kan lide at holde det lokalt, og med to børn er vi alle rigtig glade for Stefanos Pizzabar. Min favorit er nummer 24, men nogle gange går vi også forbi for bare lige at købe en bakke pomfritter til at tage med på flyverlegepladsen. Skal det være på den lidt højere klinge vil jeg gerne snart på Oysters & Grill igen.
LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Marie: Jeg er mest til de lidt brunere værtshuse som fx Lygtens Kro og ellers privatfester. Jeg kan godt lide, når det er uformelt, så er det sjovest, synes jeg.
LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Marie: På cyklen når jeg skal fra A til B rundt i byen. Så popper der ofte en melodi eller noget tekst op.
LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Marie: Jeg har mange. Jeg synes, der er noget magisk ved fx Haveforeningerne i Sydhavn, hvor jeg kom meget som lille, da noget af min familie boede der. Der vil jeg gerne bo, når jeg bliver gammel. Så er jeg også vild med Statens Museum for Kunst, Helgolandbadet og i det hele taget de mange bademuligheder i Kbh. Så synes jeg også der er noget særligt ved at tage ind til midtbyen med alle de små og lidt skæve butikker og caféer i de gamle historiske bygninger i fx Studiestræde og Pisserenden.
LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Marie: Når solen begynder at titte frem efter en lang vinter, så elsker jeg den måde københavnere pibler ud af deres lejligheder og finder steder overalt at slå sig ned for at nyde solens stråler. Særligt når Dronning Louises Bro er fyldt op af glade ansigter, der har savnet solen, og jeg kommer cyklende mod mit skønne Nørrebro, så bliver jeg lidt ekstra forelsket i Kbh og den måde, jeg føler byen inviterer til fællesskab på.
LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Marie: Det er at gå forbi Funkes, hvor min kæreste kyssede mig for første gang.
LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Marie: Jeg synes faktisk, det er mega hyggeligt at tage på kanalrundfart, men ellers er det nærmest en oplevelse i sig selv bare at cykle rundt i byen på en sommerdag og mærke alt det forskellige som byen kan lige fra havnebade, husbåde og flotte parker til fede genbrugsbutikker, historiske bygninger og hyggelige caféer.
LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Marie: Af en eller anden grund, så ville jeg faktisk ønske, at her var en ægte diner med spisebåse og det hele.
LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Marie: Adrianne Lenker
Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Marie!
Du kan se mere til Marie på @mariefjeldsted, @mariefjeldstedfacebook og få en forsmag på hendes musik på Youtube.
Til efteråret tager Marie på tour rundt i landet, bl.a. spiller hun og hendes band på Ideal Bar 23. oktober. Her præsenterer hun også nyt materiale som hendes nyeste single “Love As Much As Fast As You Can”.
Marie Fjeldsteds efterårs-tour:
4/10: Dexter, Odense
5/10: Halsnæs Bryghus, Hundested
8/10: Toldkammeret, Helsingør
23/10: Ideal Bar, Vega, Kbh
30/10: Engelsholm Slot, Bredsten
31/10: Sønderborghus, Sønderborg
2/11: Radar, Aarhus