Marie-Louise Bregendahl | Københavnersnuden #158

0
487
Ugens Københavnersnude er en spændende kvinde, der har undervist LoveCopenhagens Louise T i noget så vanskeligt som kærlighedsmønstre. Marie-Louise Bregendahl er uddannet Mindjuice Mastercoach og familiecoach og har siden 2015 været indehaver af RecreateYou. Hun er skribent, foredragsholder og underviser i, hvordan vores barndomsmønstre ofte spænder ben for at sundt kærlighedsliv, og hvordan man rydder op i disse mønstre med muligheden for at ligeværdigt parforhold til følge. Hun er dog mest af alt en kvinde, der elsker at se ind i øjnene på et menneske, der lyser op i et aha-øjeblik.

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
MB: Lige nu bruger jeg stort set al min tid på et stort online websummit, som hedder ”Jagten på Lykken”, hvor jeg i samarbejde med Helene Friis Philipsen har samtaler med 23 ærlige og inspirerende danske kvinder omkring, hvad lykke er for dem, og hvilken vej de har gået for at opnå den.

LC: Hvor bor du?
MB: Jeg foretrækker at sige, at jeg bor på Amager – men sådan mere præcist bor jeg faktisk i Kastrup kommune. Det tog mig lang tid at vende mig til at være et godt stykke fra byens energi og mange tilbud om adspredelse. Men nu elsker jeg det – masser af grønt og tæt på vandet.

LC: Hvor går du tur?
MB: Jeg går faktisk helst ture ved vandet i det hele taget – og fordi jeg bor tæt på Amager Strand, så bliver det ofte der.

LC: Hvor drikker du kaffe?
MB: Jeg drikker ikke kaffe. Men rødvin drikker jeg gerne, helst på min terrasse med min mand eller med venner.

LC: Hvor spiser du?
MB: Jeg spiser allerhelst derhjemme, for jeg elsker at lave mad. En virkelig god dag er en dag, hvor min mand tager børnene et par timer, mens jeg bare kan få lov til at gå i madlavningsmeditationsmode helt for mig selv. Men når det er sagt, og jeg overgiver mig til, at andre skal stå for maden, så vil jeg gerne have en stor rød bøf på feks. Mash.

ml5

LC: Hvor fester du?
MB: Helt ærligt, jeg fester sgu ret sjældent. Jeg har to små børn på 3 og 4 år og en bonussøn på 12, så de fleste fester er børnefødselsdage og brunch med andre satte par. Skal jeg feste ude, er jeg faktisk mest til udendørsfestivaler i byens rum.

LC: Hvor inspireres du?
MB: Jeg inspireres, når jeg cykler igennem byen små gader, og når jeg tager min computer med på et af mine ”udekontorer” (læs: Caféer). Jeg elsker at sidde blandt mennesker, jeg ikke kender og derfor ikke skal forholde mig til, og ligesom bare observere deres adfærd, deres følelser – og lytte til brudstykker af deres samtaler. Så forestiller jeg mig, hvad jeg ville skrive, hvis jeg skulle skrive et nyhedsbrev feks. præcis til den/de personer. Det giver mig ofte inspiration til nye vinkler i mit materiale.

LC: Hvad er mit yndlings sted i København?
MB: Ahhh, der er mange, for jeg elsker København. Jeg flyttede hertil fra Jylland for 16 år siden, og jeg kan huske den første morgen, jeg vågnede op i mit lille bitte overpris-lejede værelse lige ved Nørreport. Jeg klappede bogstavelig talt i mine hænder, da jeg gik ned på gaden først gang – så lykkelig var jeg for at være her.
Men to steder er nok ret højt på yndlings listen: Volden på Christianshavn, hvor jeg elsker at gå tur – tror nærmest der må være et decideret spor rundt om den, hvor jeg har gået en million gange med mit først barn i barnevogn.
Og så Torvehallerne. På en eller anden måde smager Torvehallerne af noget sydlandsk og eksotisk, synes jeg, da jeg altid har elsket at gå på marked for at købe ind – tre stk. grønt, fire stk. frugt, nogle blomster, noget fisk og så et glas vin i solen. Det er for mig total lykke.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
MB: Ja, det er sådan set nemt, for det er jeg stort set hver dag i Kastrup – nærmere bestemt i mit eget hus.
Jeg er så heldig, at jeg har den mest fantastiske mand, jeg kunne tænke mig, derfor går jeg ofte rundt og er lidt småforelsket. Men hvis jeg skulle sige, hvornår jeg sidst har følt mig helt ”jeg kan næsten ikke være i min egen krop” forelsket, så var det i sommers, hvor min mand og jeg tog vores to børn med til Hornbæk (udvider lige Københavns rammer lidt her) for at vise dem det sted, hvor vi besluttede at være kærester. Det var ret fint at stå det samme sted, hvor vi for 7 år siden kiggede hinanden i øjnene og valgte en fremtiden sammen, nu med de blandede gener i hånden.

LC: Bedste minde om København?
MB: Jeg kunne nævne masser. Men noget af det, jeg husker tilbage på med varme i maven, er alle de lange sommeraftener og nætter, som jeg har tilbragt i de københavnske parker – Frederiksberg Have, Landbohøjskolens Have og Kongens Have især. Siddende på tæpper med billig rosévin i papkrus, alt imens jeg og mine skønne veninder ordnede verdenssituationen på en nat.

LC: Bedste anbefaling til oplevelse i København?
MB: Det lyder så banalt, men alligevel så smukt. Bare sid på en cafe og tag stemningen ind, gå en tur med din elskede i hånden rundt om søerne, mens efterårsbladende falder, lad dig døse hen i en liggestol på Papirøen, med den sidste rest af sol i ansigtet. Og så elsker jeg noget så tacky som en kanalrundfart.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu muligheden for at tilføje den ene ting, som du syntes byen mangler – hvad er det?
MB: Jeg synes egentlig, at København har alt, hvad jeg har brug for og sætter pris på. Men som det sikkert skinner igennem, så er jeg vild med at lave mad. Derfor synes jeg personligt, at der mangler et fedt udendørs madmarkedsplads hver weekend, hvor alle mindre producenter fra Sjælland kunne komme og sælge deres velproducerede varer, sådan lidt fra jord til bord agtigt – allerhelst på Amager.

LC: Soundtrack til byen?
MB: Jeg er tilbøjelig til at sige Copenhagen Dreaming med Loveshop, fordi den har den der drømmende stemning over sig, som jeg også får i de københavnske gader. Og så Anchor med Kúra – fordi jeg ofte har det, som om jeg svømmer i et stort hav af muligheds-skatte, når jeg cykler gennem byen.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Marie-Louise.

GOD SØNDAG!