Mere frokost – af den dejlige danske slags

0
466

Mad! Igen! Det kan jeg nu godt lide. Og noget af det, jeg holder allermest af, er at spise en god, dansk frokost ude. Og derfor er jeg altid på udkig efter nye gode steder, hvor jeg kan unde mig selv denne luksus. I weekendens dejlige solskin fik jeg endelig prøvet Frederik VI, der ligger lige på hjørnet af Alhambravej og Frederiksberg Allé. Og fordi solen skinnede så varmt og dejligt, blev frokosten indtaget på restaurantens udendørsservering.

Frederik VI i solskin
Frederik VI i solskin
Frederik VI udendørs servering
Frederik VI udendørs servering

Jeg var af sted med min kæreste, og vi elsker at dele det meste. Så det gjorde vi selvfølgelig også denne gang. Og det er super fint, når der er smørrebrød på menuen, for det betyder, at vi kan smage mere end ellers. Denne dejlige dag kastede vi os over tre af vores favoritter: hønsesalat med bacon, frikadeller med kartoffelsalat og mørbradbøffer med bløde løg. Mums.

Hønsesalaten med bacon
Hønsesalaten med bacon
Frikadeller med kartoffelsalat
Frikadeller med kartoffelsalat

Hønsesalaten er en af de bedste, jeg har smagt. Frikadellerne var herligt varme og friske sammen med den lækre kartoffelsalat og mørbradbøfferne var også lige i skabet. Brødet var hjemmelavet, og smagte også helt fantastisk!

Frederik VI indenfor
Frederik VI indenfor

Frederik VI er dog ikke bare en frokostrestaurant. Det er også et (gammelt) værtshus (1973) og har med tiden udviklet sig til også at være en ølbar, hvor der altid er et stort udvalg af forskellige øl fra hele verden. Og når man træder indenfor fra den dejlige sol fornemmer man tydeligt værtshuset – på den helt rigtige, hyggelige måde. Stemningen er afslappet og tjenerne er virkelig søde. Og bagerst i lokalet står da også et stort billard-bord, der vidner om, andre aktiviteter end blot at indtage sin mad her.

Det eneste lille minus, der kan være ved Frederik VI er faktisk beliggenheden – i forhold til at spise udendørs. For krydset Alhambravej – Frederiksberg Allé er et meget travlt kryds. Og bilerne er mange og larmende. Det ødelægger den ellers ret idylliske stemning en lille smule. Men heldigvis ikke mere end, det lækre smørrebrød absolut kan veje op for det. Heldigvis.

Frederik VI
Frederik VI

Vi betalte og drog videre ud i solen. Svært tilfredse. Og jeg er ret sikker på, at vi kommer igen. Sikkert i solen. Til frokost udendørs! Ahhh!

/Anne