MIN MUSIKBY: CODY

0
379

Cody startede som et kollektiv af københavnske musikere, men sådan er det ikke længere. Nu består Cody kun af fire medlemmer og gruppen er efterhånden en nagelfast enhed. I dag udgiver de et nyt album, I’ll Ride With You, og vi har taget en snak med forsanger Kaspar Kaae om hans musikoplevelser i København: 

Hvad er din yndlings-koncertvenue i København?
Kaspar:
Vi har spillet de fleste steder efterhånden, og der har for det meste altid været gode oplevelser forbundet med. Men Bremen, hvor vi har været en del gange, fungerer rigtig godt for os. Vi har egentlig altid været ret glade for at spille for et siddende publikum. Og så har vi set nogle gode koncerter derinde. Sidst var det Mark Kozelek, og det var en virkelig god oplevelse.

Hvad er den bedste koncertoplevelse I har haft i København, hvor I selv har spillet?
Kaspar:
Som sagt har mange af koncerterne været virkelig gode oplevelser, men måske har de også været oplevelser, som kan være svære at skille fra hinanden. En, som naturligvis stikker ud, er vores aften med Copenhagen Phil for nogle år tilbage. Det var en fysisk oplevelse at have det store orkester i ryggen og høre vores musik med en anden lyd.

Hvad er den bedste koncertoplevelse du har haft i København, hvor du har overværet en koncert?
Kaspar: Her er også mange at vælge imellem. Jeg tror, jeg vil gå nogle år tilbage, hvor jeg lige var flyttet til København. Jeg gik til koncerter hele tiden, og jeg brugte alle mine penge på det. Her så jeg Sigur Ros spille () parentes-pladen på Store Vega, en plade som endnu ikke var udkommet. Det var en af de oplevelser, hvor det bestemt ikke gjorde noget, at jeg ikke kendte de nye numre. Det var så smukt og potent.

Hvad er fordelen ved at spille for et stort publikum?
Kaspar:
Som regel får man lidt flere penge for det, og man kan få lov til at spille højt. Og så er der også den fordel, at der er mange nye, der kommer til at høre det, eller der er mange, som er med til at booste ens ego højt op.

Et lille publikum?
Kaspar: Vi har spillet mange imtim/stuekoncerter, og det er altid sjovt at være så tæt på publikum. Det er et særligt rum, hvor distancen er så lille som den kan være.

Hvad mangler København spillestedsmæssigt?
Kaspar:
Det er et utroligt godt spørgsmål. Jeg tror, jeg synes, der mangler et sted, som har den samme anerkendelse som fx Vega har, men hvor det ikke er så forbandet dyrt. Jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt, men jeg tror det.

Hvilken kunstner vil du rigtig gerne opleve live i København?
Kaspar:
Mange – rigtig mange, men jeg er fx en smule ked af, at jeg ikke har været med til at opleve Neil Young og Bob Dylan i Falkoner Salen. Det bliver jeg nødt til at være lidt bedre til næste gang. Igen kommer det altid ned til, at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt en koncert er over 1.000 kr. værd. Jeg vil også gerne opleve Kent, når de spiller afsked turné i november. Dem lyttede jeg meget til i Gymnasiet.

Lyt til Cody’s nye album på eksempelvis Spotify – eller køb den på Vinyl hos eksempelvis Sound Station på Gammel Kongevej.

CODY_I'll Ride With You_2016