Min stjernekigger-fødsel

Min stjernekigger-fødsel

by 03/08/2021
I starten af juli kom min søn til verden. Han var stjernekigger, og derfor var det en kompliceret fødsel, der heldigvis endte lykkeligt. Efter maaaaange timer. Og nu er han her. Men vejen til livet var hård for det lille menneske.

 

Af Louise Taarnhøj

 

Jeg var faktisk ikke rigtig nervøs for at føde. Jeg vidste jo godt, at det var point of no return, da jeg stod der med min højgravide mave, så der var ingen grund til at spekulere for meget over den smerte, jeg stod overfor. Desuden havde min søster haft to ret stille og rolige fødsler (siger hun selv), og min mor kan ikke huske andet fra sine fødsler, end a det selvfølgelig gjorde ‘pokkers ondt’. Så hvad havde jeg egentlig at frygte?

Retrospektivt er jeg rigtig glad for, at jeg ikke gik og frygtede fødslen – og at jeg ikke vidste, hvad der var i vente. For holy shit! Det var den mest vanvittige oplevelse, jeg nogensinde har haft.

Det siger de fleste kvinder, der har født, uden tvivl. Men jeg må indrømme, at det kom bag på mig, hvor slemt det egentlig kunne være. Min søn var nemlig stjernekigger. At være stjernekigger betyder, at barnet ligger forkert inde i moderens mave – at det ligger med ansigtet opad, hvilket gør det meget vanskeligt at føde uden hjælp. Normalt vil barnet nemlig ligge med ansigtet nedad, således at baghovedet kan trykkes fladt på vej ud. Det er helt naturligt – til gengæld kan ansigtet ikke trykkes på samme måde, og derfor er der simpelthen ikke plads til, at barnet kommer ud.

Hvis du selv står overfor at skulle føde, tror jeg ikke, at du skal læse videre her. Min fødsel var nemlig kompliceret, og man kan ikke vide, om barnet er stjernekigger, før du er i gang med fødslen…. Så er du advaret 🙂

Historien starter her

Det hele starter fredag kl. 13, hvor vandet gik – næsten ligesom i film. Jeg har ligget i sengen i lang tid og læst i en bog, og da jeg står op og kommer ud af badet, ser jeg, at jeg pludselig står og tisser – ret meget! Hvad fanden…?!? Tænkte jeg, og det bliver sådan set ved. Det må jo være vandet, der er gået, der er også kun lige præcis én uge til termin, så det passer vel meget godt.

Jeg ringer til min søster, som skal med til min fødsel, og beder hende om at være standby. Jeg har ingen veer overhovedet, jeg går bare og tisser… Og på hospitalet beder de mig om at komme ind, når jeg har veer, og hvis ikke de kommer, skal jeg komme ind kl. 18.

Veerne kommer ikke, og vi kører til Hvidovre Hospital kl. 18, hvor vi venter i tre timer uden nogen antydning af veer. Min livmoderhals er væk, hvilket er et godt tegn, men jeg har ikke åbnet mig, så der er ikke noget barn på vej endnu. Vi bliver sendt hjem igen, hvor vi ser resten af en EM-fodboldkamp og går i seng kl. 23.

Men så, kl. 00.30, begynder veerne, og der er præcis tre minutter imellem dem. Vi skynder os ud til hospitalet igen, hvor jeg får at vide, at jeg ikke har åbnet mig, og at vi derfor er nødt til at vente. Efter tre timers ventetid får jeg noget morfin for at kunne falde til ro, hvilket resulterer i, at jeg sover on and off fra kl. 4.30 til kl. 7.30 – virkelig dejligt og tiltrængt!

Endelig klar til fødestuen

Efter nogle timer om morgenen er veerne så kraftige, at jeg kommer ind på fødestuen, hvor jordemoderen Elisa har klargjort et badekar til mig. Det har jeg ønsket, lige som jeg har ønsket at få en fødsel med så lidt smertestillende som muligt. Når man får smertestillende, som eksempelvis en epidural, bevirker det, at kroppen ikke længere naturligt arbejder med veerne for at få barnet ud, og det vil jeg gerne undgå.

Desværre kan jeg slet ikke finde ro i badekaret og må op efter kun 10 minutter. Det eneste, der hjælper, når der kommer en ve, er at gå ned i squat og trække vejret dybt. Og sådan går der adskillige timer.

Da klokken er 14, har jeg åbnet mig næsten helt, og fordi det var mere en 24 timer siden, at vandet gik, fik den lille baby en elektrode på sit hoved, så jordemoderen kunne tracke, om han havde det godt. Smerterne er nu så kraftige, at jeg kaster op flere gange, og jeg må op på sengen og hænge ind over en sækkepude for at få aflastet lænden lidt.

Ingen smertestillende til mig

Det er for sent at få en epidural, som jeg flere gange beder om. Jeg kommer ikke til at mærke den, forklarer jordemoderen mig, for jeg er nemlig åben og skal gå i gang med at presse. Endelig, tænker jeg, for det her har været for lang tid allerede. Klokken er nu 16.00.

Presseveerne er voldsomme. De kommer med sådan en kraft, at jeg ikke kan andet end at presse, men samtidig gør det så ondt, at jeg føler, jeg mentalt forlader min krop momentalt flere gange. Hvad jeg heldigvis ikke ved på nuværende tidspunkt er, at fødslen skal vare helt til kl. 20.19!

Han er stjernekigger

Efter jeg har haft presseveer i tre timer og lidt til, siger jeg, at jeg ikke kan mere, at jeg ikke vil mere. Jeg er helt udmattet, kan mærke, at jeg ikke har sovet i over et døgn, ikke har fået noget at spise eller drikke i lang tid, og smerterne er uudholdelige.

Grunden til, at han er så svær at føde er, at han er stjernekigger.

Jeg siger til jordemoderen, at jeg vil have et akut kejsersnit. Hun ryster på hovedet, det skal vi ikke ud i, siger hun heldigvis. Men hun siger til gengæld, at vi kan tage ham med sugekop for at hjælpe det hele lidt på vej. Det siger jeg ja til. Klokken er nu 19.40, og det myldrer ind på stuen med sygeplejerske og en ekstra jordemoder. Fødslen har nemlig skiftet karakter til at være en kompliceret fødsel, og det kræver flere hænder.

Jeg får ve-drop sat ind, hvilket gør, at jeg får flere veer, hurtigere i træk. Det gør mig vildt nervøs, for jeg kan næsten ikke klare de veer, som jeg i forvejen har. Men på en eller anden måde kommer jeg igennem de første veer. Jordemødrene guider mig, siger at jeg skal presse, at jeg gør det godt, og at det hjælper lidt hver gang, jeg presser. Men desværre, fordi han er stjernekigger, vil han bare ikke ud.

Jeg græder igen og beder om at få et kejsersnit, jeg kan simpelthen ikke mere. Men jordemoderen siger til mig, at hun gætter på, at der er to presseveer tilbage, så er han ude. Om jeg kan klare det? Jeg nikker og prøver at samle al den sidste energi i kroppen sammen.

Ud-af-kroppen-oplevelse

Den ene presseve kommer, og jeg får igen ud-af-kroppen-oplevelsen, hvor min hjerne slår fra i et par sekunder. Det føles som om, jeg når at drømme mig et andet sted hen, og jeg føler, at jeg har været besvimet. Det har jeg ikke, min hjerne har måske bare hjulpet mig med at komme igennem fødslen.

Ved den næste presseve kommer han til verden. Jeg kan næsten ikke forstå, hvad der er sket, fordi jeg stadig er så konfus, afkræftet og svimmel. Han bliver med det samme lagt på min mave, og jeg forstår det slet ikke, Han er så lille og fin, og han skriger en lille smule. Min søn. Det er så uvirkeligt.

Jordemoderen fortæller mig, at jeg skal sys, for hun blev nødt til at klippe mig for, at han kunne komme ud. Jeg mærkede ingenting, vildt nok, at man ikke mærke, at nogen klipper bækkenmusklerne over, men det gjorde jeg ikke. Igen er hjernen så smart indrettet, at den skåner én for at mærke den vanvittige smerte.

Efterfølgende bliver han tjekket godt og grundigt igennem for at sikre, at han trækker vejret, og han ikke fejler noget. En fødsel med sugekop kan stresse barnet meget, så det er vigtigt at se til ham som det første. Efter nogle timer på stuen, hvor han er blevet tjekket, bliver vi kørt ind på en lille stue, hvor vi skal vente på, at der er en sygeplejerske ledig til at sy mig.  Det er der først kl. 4 om morgenen, og kl. 5 bliver vi endelig kørt op på barselsgangen, hvor vi skal være de næste døgn og sørge for, at den lille mand får en god start på livet.

Og sådan kom min lille søn til verden.

Kæmpe respekt til personalet

Da jeg blev gravid, spekulerede jeg over, om Covid-19 mon ville have indflydelse på, hvordan min fødsel ville gå. Da sygeplejeske-strejken kom, blev jeg en anelse nervøs for, om det ville ramme mig – ville der være nok personale?

Jeg er i tvivl, om strejken var skyld i noget, da jeg var indlagt. Men der er ingen tvivl om, at der er mangel på personale. Da jeg blev indlagt natten mellem fredag og lørdag, gik der adskillige timer, før vi kunne få svar på, hvad vi skulle gøre – mine veer var slemme, men ikke uoverkommelige. Alligevel var det frustrerende at ligge og ikke vide, hvad der skal ske. En sygeplejerske kom på et tidspunkt forbi for at se til en anden patient på vores stue. Da min søster spurgte, hvornår der kom nogen til os, sagde hun meget stresset, at hun var alene om 10 kvinder i fødsel, og at hun ikke vidste, hvornår vi kunne få besøg – og på vej ud tilføjede hun: Der er simpelthen ikke nok personale, jeg håber, at I vil klage over det, for der er ikke noget, jeg kan gøre!

Vi var lidt overraskede over hendes stressede udbrud, men på den anden side kunne vi også godt forstå hende. Hvor må det være frustrerende og utilfredsstillende overhovedet ikke at kunne nå sit arbejde, hele tiden være bagud og vide, at der ligger mennesker, som man ikke kan nå at tilse.

Under selve fødslen følte jeg mig hele tiden i gode hænder. Jeg havde to jordemødre, fordi min fødsel tog så lang tid – så om formiddagen og eftermiddagen var det Elisa, der tog sig af mig, og om aftenen var det Julie. Begge var så kompetente – og vigtigst af alt, så balancerede de forståelse og ekspertise helt perfekt – lyttede til mig, men fortalte mig også, hvad jeg skulle gøre, når jeg var ved at give op.

I slutningen af fødslen, hvor min søn skulle tages med sugekop, kom der ca. 7-8 ekstra personale ind på min stue for at hjælpe til, og alle var med til at gøre fødslen til en tryg oplevelse. Selvom jeg ikke nåede at opfatte så meget af, hvad de hver især lavede, så mærkede jeg, at jeg var i gode hænder, og på intet tidspunkt var jeg bange for, at der ville ske mig eller min søn noget.

Jeg skylder en kæmpe tak til det vanvittigt dygtige personale, der står med så vigtig en opgave et bringe et liv til verden – tænk at have det ansvar, når man går på arbejde! Det er svært at forstå det ansvar, som disse jordemødre og sygeplejersker her, hvis man ikke har været til en fødsel, det havde jeg i hvert fald. Jeg håber virkelig, at strejken for sygeplejersker giver en højere løn, og at aktivisterne bag Jordemødre for Ligeløn lykkes med at gøre op med tjenestemandsreformen 1969, der fastholder typiske kvindefag i en meget lav lønkategori. Jeg støtter i hvert fald disse to faggruppers kamp 100 %.

 

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.