Nanna Balslev | Københavnersnuden #319

0
621
Nanna Balslev
Ugens Københavnersnude er Nanna Balslev, selvstændig kulturjournalist, DJ og underviser på Rytmisk Musikkonservatorium – og så er hun booker og PR-ansvarlig for debatfestivalen om ligestilling, køn og feminisme Talk Town, der løber af stablen til maj i år. Hun bor på Vesterbro, har kontor på Nørrebro, går ture på Refshaleøen og Amager – og så har hun lavet en playliste med musik til vores hovedstad. Mød Nanna Balslevs København lige her.
Nanna Balslev. Fotograf: Charlotte de la Fuente
Nanna Balslev. Fotograf: Charlotte de la Fuente

LC: Hvad har du gang i for tiden?
Nanna Balslev: Jeg er booker og PR-ansvarlig for debatfestivalen, Talk Town, som vi afholder til maj. Det er meget arbejde at planlægge festival i en tid, hvor vi ikke ved, hvad man må om to måneder. Men vi er mega sejt hold og lærte sindssygt meget af rædselsåret 2020.

Og så underviser jeg i et valgfag om strømninger i popmusikken i 10’erne på Rytmisk Musikkonservatorium. Jeg elsker at undervise, selv om det også er hårdt – især når det foregår på Zoom. Og så skriver jeg freelanceartikler, redigerer tekster og overvejer, om jeg skal søge ind på en ny uddannelse til sommer. Jeg fylder 40 næste år og er ikke sikker på, at jeg skal være kulturjournalist og DJ resten af mit liv.

LC: Hvor bor du?
Nanna Balslev: Midt på Vesterbro i den ‘hårde’ ende. Her har jeg boet siden 2002 og set, hvordan kvarteret er gået fra slumromantik til trendy bydel med byfornyede luksuslejligheder med børnefamilier, kaffebarer, yogacentre og så narkomanerne og Mændenes Hjem, der nok ikke overgiver sig foreløbigt. Det håber jeg ikke, de gør. Jeg kan godt lide kontrasterne og kan godt lide, at der er mange skæve typer – og at jeg altid møder nogle, jeg kender på gaden.

LC: Hvor går du tur?
Nanna Balslev: I Søndermarken eller på Vestre Kirkegaard. Og så i Ejby Mose ved vores kolonihave. Det er mit lille helle, som jeg har haft i fem år til sommer. Jeg havde aldrig troet, at jeg var en havetype, indtil jeg fik et barn og forelskede mig i et lille bitte kolonihavehus på 45 kvm. Vi bor der de fleste weekender fra april-oktober.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Nanna Balslev: Café Griffens på Nørrebro, som er tæt på mit kontor. Ellers kan jeg godt lide Beat på Enghave Plads og Sort Kaffe & Vinyl på Skydebanegade, fordi de er vildt søde og har et fedt udvalg af plader – både nye og secondhand. Jeg har brugt mange penge på musikbøger hos Beat de sidste par år. 

Nanna Balslev

LC: Hvor spiser du?
Nanna Balslev: Mest derhjemme. Men hvis jeg går ud, er det tit i nærheden – Jah Izakaya på Gasværksvej, som er japansk bistro og ikke så dyrt, eller Fu Hao på Colbjørnsensgade, som har et genialt udvalg af dim sum. Og så ligner stedet noget fra en gangsterfilm af Nicolas Winding Refn.

LC: Hvor fester du?
Nanna Balslev: Fordi jeg plejer at arbejde som DJ en-to gange om måneden, (find Nannas DJ-mix her, red) går jeg ikke så meget ud selv. Inden corona var det mest koncerter på Vega eller Alice eller en brun bar som Høker på Skelbækgade, Mesteren & Lærlingen eller måske Jolene, hvis nogle af mine venner spillede. Jeg savner virkelig at DJ’e og den energi, det plejede at give mig. Men jeg har lavet en række DJ-mix under corona – og har planer om en kæmpe fest til efteråret, som skal være all in med Djs, cigaretpiger og slutty stemning.

LC: Hvor inspireres du?
Nanna Balslev: Af at gå rundt i byen. Jeg er en af de irriterende typer, der er begyndt at vinterbade et par gange om ugen med nogle venner, og udsigten over Københavns Havn kl. 8.30 på en mandag kan virkelig noget.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Nanna Balslev: Refshaleøen er ret dejlig at gå tur i. Og jeg har en ting med lufthavnen, selv om den også er hektisk. Måske er det, fordi det minder mig om alle de oplevelser, rejser og udenlandske musikfestivaler, der er startet der. Jeg skal købe et dyrt magasin, når jeg er i lufthavnen.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Nanna Balslev: I mandags, da jeg var nede og bade alene ved Bølgen, og solen varmede min krop, mens jeg drak min medbragte kaffe.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Nanna Balslev: En dancehall-fest i Basement ved siden af Vega, hvor Universal Soundsystem og People’s Choice spillede som DJs. Jeg tog mig sammen og kyssede en sød fyr, selv om jeg havde sagt, at der slet ikke kom til at ske noget. Vi er stadig sammen i dag og har lige haft kobberbryllup. Det var en legendarisk aften – også fordi det var starten på et nyt kapitel.

Nanna Balslev. Fotograf: Charlotte de la Fuente
Nanna Balslev. Fotograf: Charlotte de la Fuente

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Nanna Balslev: Tag ud på Fælleden en søndag morgen kl. 10 og gå rundt i et par timer og se, hvor vild natur vi har 20 minutters cykel fra Rådhuspladsen. Det kan godt tage pusten fra mig.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Nanna Balslev: Billige boliger, som dem, der ikke tjener 40.000 om måneden rent faktisk har råd til at bo i. Det er helt fucked, at boligmarkedet i København kun er for dem med friværdi, dem der betaler topskat eller har rige forældre. Det gør mig så træt, at der bliver bygget ungdomsboliger til 7.000 pr. måned. Hvem har råd til det på SU?

LC: Dit soundtrack til byen?
Nanna Balslev: Jeg har selvfølglig lavet en playliste, som opsummerer det, jeg elsker ved København. Måske laver jeg den som DJ-mix en dag.

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Nanna. Vi glæder os til Talk Town lige om lidt – og til, at du kan DJ’e med din fabelagtige Københavner-liste 😉 

 

GOD SØNDAG!