O / Day: Ny festival på Refshaleøen den 11.-13. august

0
516
O / Day Fest på Reffen 11.-13. august

København bliver snart en festival rigere, når O / Day Fest finder sted for første gang på Refshaleøen fra den 11.-13. august. O er en ny københavnsk festivaloplevelse, hvor dagsfesten er i fokus, og du kan nyde lækker mad, specialøl, cocktails, design, kunst, og selvfølgelig musik fra artister som canadiske Carabou, britiske Romy fra the XX, danske When Saints Go Machine, Emil Kruse og den elektroniske DJ Main Phase. 

 

Af Louise Bro

En af vores yndlings-ølbarer må være Åben i Den Grønne Kødby. Stemningen er altid i top, og vi har efterhånden ikke tal på, hvor mange timer og øl, vi har nydt og konsummeret på dette fabelagtige sted. Derfor blev vi også meget begejstret, da vi hørte, at mikro-bryggeriet Åben sammen med Live Nation ville afholde en festival på Refshaleøen, og nu er ventetiden snart slut. Den nye festival O / Day løber nemlig af stablen fra den 11.-13. august, og her får du et overblik over, hvad du kan se frem.

O / Day Fest på Refshaløen
Foto af Jonas Pryner

Musik

O / Day er en ny københavnsk festival, hvor musikken skal opleves i helt nye rammer, der tilfører en ekstra dimension gennem opbygningen af universer, lys og dekorationer. Du kan se frem til at opleve DJ sets i det kæmpe drivhus Orangerie omgivet af planter og se live acts på hovedscenen Omni; en stilladsopbygning inspireret af bueformede amfiteatre med trinvis opdeling, hvorfra du får udsigt til Københavns havn og resten af pladsen.

Musikprogrammet byder primært på elektronisk musik med et twist af hiphop og dansevenlig disco. Du kan se frem til både danske og internationale verdensstjerner med et line up, der byder på:

AV AV AV, Avalanches, Caribou, Channel Tres, Chinah, Courtesy, Debbie Sings, Emil Kruse, FLAVA, Floating Points, Gioli & Assia, Jayda G, JEURU, Jyoty, Josefinity B2B Amanda Baun, Kenton Slash Demon, Main Phase, Malika Mahmoud, Namasenda, Romy, Sofia Kourtesis, Tripolism, TSHA, og When Saints Go Machine

Udover lineuppet kan du hver dag se frem til at nogle af Danmarks største artister åbner hovedscenen som surprise acts sammen med bandet O / Orchestra by Tabloid.

Events & Design

På pladsen kan du gå på opdagelse blandt kunst og designinstallationer af spirende og etablerede kunstnere. Blandt andet vil du allerede ved indgangen blive mødt af en blomsterinstallation kreeret af det København-baserede blomster- og design studio TABLEAU, lytte med til live optagelsen af Politikens Poptillægget i Green Communion Pavillon opbygget af det kreative kollektiv Manége, hvor du også kan tage del i talks og workshops.

Som en del af festivalens arkitektkonkurrence O / Create, kan du opleve 3 større interaktive installationer, hvoraf vinderprojektet udnævnes på sidstedagen af en jury bestående af ledende profiler fra Copenhagen Contemporary, TABLEAU og pihlmann architects.

Mad & drikke 

Nu er det jo Åben bryggeri, der står bag O / Day, og derfor kan du naturligvis også se frem til en masse lækker mad og drikke. I løbet af festivalen kan du bl.a. deltage i øl- og spiritussmagninger med ÅBEN, Mikkeller og Empirical, og langbordsmiddage med Lille Bakery og Øens Have.

Derudover kan du også gå på opdagelse i festivalens mange andre lækkerier, barer og madboder; specialøl fra Åben, Mikkeller og Gamma, cocktails fra Aeris og Empirical, vin fra Vin Super Natural, og mad fra Rørt, District Tonkin, Dhaba, og DØP.

O / Day Fest finder sted på Refshaleøen fra den 11.-13 august 2022. Du kan få adgang til alle 3 dage med en partout billet for 1.200 kr. eller købe endagsbilletter til torsdag (400 kr.), fredag (600 kr.) eller lørdag (600 kr.). Billetter kan købes her.

Læs mere om festival på hjemmesiden: o-dayfest.dk