Restaurant Mark: Ny luksusbistro på Axeltorv

0
655
køkkenet i restaurant mark

Mandag den 9. maj åbner restaurant Mark på Axeltorv i hjertet af København. Bag restauranten står Madkastellet, som står klar med et menukort med alt det gode fra landet omkring os. Mark er en moderne bistro med almanakkøkken, og nu har de slået dørene op for en ny, stor og totalt istandsat restaurant på Axeltorv.

 

INVITERET | Af Louise Bro

 

 

Almanakkøkken og bistrostil

I bunden af Axelborg på Axeltorv 3 har Restaurant Mark nu slået dørene op i nyrenoverede lokaler til en menu, der giver dig alt det bedste fra alt det, der vokser, gror, dyrkes, høstes og hentes op af havet i det danske land. Restauranten drives af Madkastellet, og maden på Restaurant Mark er moderne bistrostil baseret på franske køkkenteknikker.

restaurant mark på axeltorv

Køkkenet er et almanakkøkken, hvilket vil sige, at man følger sæsonerne og henter grønt, fisk, kød og andre varer lige på det tidspunkt, de er allerbedst. Selv om hovedparten af råvarerne er danske, og menuen tager udgangspunkt i danske madtraditioner, er retterne altid opdaterede, nyfortolkede og måske serveret i globale gevandter – hvis det er det, der får det bedste ud af dem. Restaurant Mark handler om stoltheden ved mad. Glæden ved at finde og give råvarerne det kærlighedskys, der får dem til at smage. Og servere dem med samme omhu og dedikation, som de er vokset, groet, høstet, passet og plejet.

 

Erfarne folk i huset

Bag komfuret står en solid kraft i form af Køkkenchefen Bendix Sixhøj Laursen, der bl.a. har erfaring som køkkenchef på Restaurant Radio, souschef og assisterende køkkenchef på Søllerød Kro samt ansættelser på Bistro Boheme og Ruths hotel. Bendix får særdeles kompetent hjælp på Front og House-fronten af sommelier Gin Isabel Martín Haugaard, der har en fortid fra steder som Helene Badehotel, Hotel Sanders, Gastronomisk Innovation og NIMB.

køkkenet i restaurant mark

Det gode fra Danmark – fra morgen til aften

Mark har både åbent til morgen, middag og aften. Til morgenmad kan droppe ind på vej til jobbet, til et morgenmøde eller slappe af i weekenden. Her står menuen bl.a. på friskbagte croissanter, økologisk yoghurt med ristet nøddegranola, øllebrød med rabarber og flødeskum, arme riddere, surdejsbrød, omelet med vesterhavsost og meget mere. Til frokost kan du nyde alt fra østers og kammuslinger til frilandsgris og krebinet af unghane. Der er virkelig noget for enhver smag – fra morgen til aften.

hamachi tun på restaurant mark
Hamachi yellow fin tuna carpaccio med brændt citron, shisho, verbena og olivenolie

 

Perfekt tilsmagt menu

Vi var inviteret forbi til at prøvesmage menuen, og der var ingen skuffelse at spore hos os. Det hele var super delikat, og bød også på nogle uventede overraskelser. Til forret fik vi Tatar med tørret torskerogn, peberrod, havesyre, radiser og sennepsfrø, Hamachi yellow fin tuna carpaccio med brændt citron, shisho, verbena og olivenolie, og Snegletoast med lagret Thybo, hvidløg, persille og grillet brød. Og når Mark siger, at maden er fra det danske land, så mener de det – udover lokalt grønt, så er sneglene eksempelvis hentet lidt udenfor Roskilde.

Hovedretten stod på Stegt kulmule med glaserede nye kartofler, løg, løvstikke, ørredrogn og røget fiskehoved sauce, og Glaseret, svampefarseret morkel med grøn asparges og fermenteret svampesauce med tang. Og sidst men ikke mindst dessert, som var Lun rabarberkage med creme anglaise og geranium/creme fraiche is og chokoladekage med is. Og hvis du ikke er til det søde, så er der også en bredt udvalg af danske oste til dessert.

Menuen var der ikke en finger at sætte på. Det hele var perfekt tilsmagt, en fryd for øjet og smage, der behagede alle dele af ganen. Restaurant Mark har også et bredt udvalg af vine, og det er måske her, hvor det franske islæt viser sig bedst, da de udover et par vine fra Østrig og Spanien primært er franske. Hvis man blot har lyst til en drink, et glas vin eller en øl, så er baren også åben med lækre barsnacks og små retter. Og når vejret er til det, kan man trække udenfor i solen og slappe af med udsigt til byens liv, Cirkusbygningen og Palads.

restaurant mark på axeltorv

Restuarant Mark ligger på Axeltorv 3, og har åben til morgenmad, frokost og aftensmad – fra 7.30-24. Find menuen her og se mere af de lækre mad på @restaurant_mark og @madkastellet.

LoveCopenhagen var inviteret til at teste menuen på Restaurant Mark inden åbningen uden beregning for maden.  

Restaurant Mark
Axeltorv 3, 1609 KBH V