SHAKESPEARE FESTIVAL PÅ HAMLETS SLOT

0
398
I år fejrer Shakespeare Festival 200-års jubilæum: En Danmarksbegivenhed, som i 1816 grundlagde verdens ældste Shakespeare-tradition på Hamlets slot, Kronborg. Under dette års festival kan du opleve spektakulære og overraskende Shakespeare-fortolkninger under åben himmel – heriblandt teaterstykket “Measure for Measure”, som Ditte fik den våde fornøjelse af at være til premieren på.

Tilbage i 2009 så jeg Jude Law give den som Hamlet oppe på Kronborg Slot, og i går tog jeg igen turen derop i anledning af dette års Shakespeare Festival, der løber frem til den 21. august. Med det unikke dobbelte jubilæumsår (400 året for Shakespeares død) er Shakespeare Festival i år udvidet til tre uger med nogle af de bedste og mest aktuelle internationale Shakespeare-produktioner, der alle er blevet håndplukket til jubilæet. Har du aldrig set Shakespeare opført under åben himmel på Kronborg, vil jeg klart anbefale dig turen derop – det er nemlig helt unikt og autentisk at sidde midt i slotsgården under, som det også er tilfældet med forestillingerne på Grønnegårds Teatret og i Operahedeland – bare husk en ekstra trøje og et par tæpper til at varme dig med, når først mørket og duggen falder. Og en paraply. Det kan nemlig gå hen og blive en våd fornøjelse i det danske sommervejr.

BLÆST IGANG

Jeg har tidligere oplevet “Hamlet” i forskellige opsætninger, så det var med stor appetit efter at opleve en, for mit vedkommen, ny Shakespeare fortælling, at jeg satte mig tilrette under Helsingørs grålige himmel mandag aften. Her var der premiere på “Measure for Measure” (på dansk “Lige for Lige”), der er produceret af Cheek by Jowl i samarbejde med Pushkin teatret fra Moskva og instrueret af den engelske og anerkendte Shakespeareinstruktør Declan Donnellan – en moderne iscenesættelse af Shakespeares sorteste komedie om retfærdighed, magt og kærlighed. Forestillingen blev bogstaveligt talt blæst igang af Drabantgarden Hillerød med en helt nykomponeret Shakespeare-fanfare. På Shakespeares tid stod der nemlig en trompeter på teatrets tag og gav et ordensligt blæs, så ingen i byen var i tvivl om, at nu gik teaterforestillingen i gang. Og under dette års festival, er blæse-tradition blevet genoplivet – og det virkede fantastisk godt. Så var vi igang!

MODERNE OG VÅD KRITIK AF RUSLAND

“Measure for Measure” foregik på russisk med danske og engelske overtekster og det tog mig godt og vel et kvarters tid før, at jeg havde vænnet mig til både sproget og humoren – men så sad den ellers også lige i skabet med russiske karikaturer. Kort fortalt handler stykket om hertugen af Wien, som sætter sin stedfortræder Angelo til at håndhæve loven og stramme op på byens moral, mens han selv er bortrejst. Forklædt som munk vender han tilbage for at se, hvordan Angelo klarer sin opgave. I Cheek by Jowl og Pushkin teatrets fortolkning er Shakespeares historie blevet til en moderne og mørk komedie, der portrætterer Ruslands interne kampe mellem befolkningen og politikerne i en kulisse, der drager paralleller til Sovejunionens kommunisme. Humoren og alvoren går op i en højere enhed i “Measure for Measure”, som jeg dog aldrig fik slutningen med på. For midt i det hele begyndte det at regne, og det stoppede ikke, selvom vi tog en pause og søgte i ly i slottes vinkælder. Sådan er det, når man vil opleve under åben himmel i den danske sommer. Det er charme og forbandelse på samme tid. Men selvom jeg ikke fik slutningen med, så var jeg glad, da jeg gik derfra; beriget med en ny historie fra Shakespeares hånd og et nyt bekendtskab med russisk teater, som jeg var faldet pladask for ligesom dråberne fra himlen, der plaskede ned i slottes store voldgrav, da jeg forlod Kronborg.

MEASURE FOR MEASURE by Shakespeare, , Writer - William Shakespeare, Director - Declan Donnellan, Designer - Nick Ormerod, Lighting - Sergei Skornetsky, Paris, 2015, Credit: Johan Persson/
MEASURE FOR MEASURE. Foto: Johan Persson

 

Det danske sommervejr, kan vi ikke gøre noget ved. Det er lidt en chance, som man må tage, hvis man vil opleve kunsten udenfor. Til gengæld er det en autentisk og unik oplevelse, som venter dig, hvis du tager til Shakespeare Festival, hvor du frem til den 21. august kan opleve alt fra teater til opera, musik, dans og film i de imponerende og historiske rammer, der nok skal gøre indtryk på dig – ligesom de mange nyfortolkninger af Shakespeare, som helt sikkert vil have ligeså meget på hjertet, som den verdenskendte forfatter havde det for 400 år siden.

/ Ditte

 

HVAD: Shakespeare Festival 2016 HVOR: Kronborg Slot HVORNÅR: t.o.m. 21. august PRIS: 250 – 600 kr.

 

 

Psst!

Før hver forestilling er der gratis Shakespeare-intro, hvor den anerkendte skuespiller Angela Heath-Larsen på indlevende og underholdende vis, fortæller om Shakespeare-traditionen på Kronborg Slot samt giver en spændende intro til aftenens kompagni og forestilling. Det foregår ved indgangen til slotsgården kl. 19.30-19.50.

 

 

SE HELE SHAKESPEARE FESTIVALS PROGRAM HER:

 

MEASURE FOR MEASURE med Cheek by Jowl and Pushkin Theatre, Moscow (UK/RUS) 1. – 7. august 2016

GIULIO CESARE med Societas Raffaello Sanzio (IT) 4. – 6. august 2016

HAMLET: WHO’S THERE? med Flute Theatre (UK) 8. – 9. august

THE TWO GENTLEMEN OF VERONA med Shakespeare’s Globe (UK) 10. – 14. august 2016

HAMLET Open Air Cinema med Laurence Olivier (UK) 15. august 2016

HAMLET IN ABSENTIA med Nordic Opera (DK/SE) 16. – 20 august 2016

SHAKESPEARE IN CONCERT med Frans Rasmussen & Guests (DK/SE) 21. august 2016

 

Summary in English: 

Shakespeare Festival at Hamlet’s Castle is a major Danish event and the world’s oldest tradition of performing Shakespeare, which started in 1816 at Hamlet’s Castle, Kronborg. It is a proud tradition celebrating its 200 years anniversary right now in Helsingør, where you can experience spectacular and startling, world-class interpretations of Shakespeare, staged and performed by some of the most widely acclaimed artists and theatre companies of their time. Ditte went to the premiere for ‘Measure for Measure’ and can only recommend that you take the trip to Hamlet’s Castle as well (remember to bring an extra sweater and a blanket because when darkness falls, it can get a bit cold).
Shakespeare Festival at Hamlet’s Castle will continue to the August 21, 2016.