Ugens Københavnersnude er sangerinde og sangskriver, Signe Svendsen. Signe har senest udgivet albummet “Hvem vil ikke elskes igen” under sit eget pladeselskab, Lydia Gramphone. Albummet har hun turneret med det sidste år, og nu er hun klar til årets sidste koncert i DRs Studie 2 den 6. december, hvor hun får selskab af strygekvartetten Who Killed Bambi og hendes faste band som backing.
LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Signe Svendsen: Jeg skal spille min sidste koncert i år i DR Koncerthusets Studie 2 d. 6. december. Det bliver en ret særlig aften, hvor jeg har inviteret strygerensemblet Who Killed Bambi med på scenen og lejet et kæmpe bagtæppe i guld. Ren tryllestøv til mine blå blå sange, jeg glæder mig meget.
LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Signe Svendsen: Jeg bor i Espergærde, men havde alle mine 20’ere i København. Mest Vesterbro og Enghavevej før det blev mondænt.
LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Signe Svendsen: Når jeg er i København, går jeg tur på Vesterbro og Frederiksberg. Mit hjerte hører til i den bydel, og jeg kender alle hjørnerne og de gode steder.
LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Signe Svendsen: Sort Kaffe og Vinyl. Jeg havde min seneste pladereception dér. Kan virkelig godt li’ deres mørke interiør og ja kaffen self!
LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Signe Svendsen: Jeg kan faktisk godt li’ Viggo’s på Værnedamsvej, fordi det er sådan et allemandssted. Helt uprætentiøst. Hvis jeg skal spise fint, vælger jeg Circolo på Gl. Kongevej. Sublimt italiensk og det ligner virkelig ikke et sted i DK, når du kommer ind. Elsker de smukke gule gardiner og de røgfarvede spejle. Maden er vidunderlig.
LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Signe Svendsen: Jeg er musiker og har mange weekender, hvor jeg er på arbejde og ja, fester kan være en del af det at turnere. Så det bliver ikke til gå i byen-aftener. Jeg går til koncerter, når jeg har fri. DET er en fest, og jeg elsker Vega som venue.
LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Signe Svendsen: På gaden, på Glyppen, i metroen – alle steder.
LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Signe Svendsen: Jeg elsker mange steder, men hvis jeg f.eks skal bruge et sted, hvor jeg kan arbejde, vælger jeg Thiemers Bogmagasin i Tullinsgade. Kombien af boghandel og cafe og samlingssted er virkelig god.
LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Signe Svendsen: Da jeg indspillede plade (på Gl Kongevej) og havde min cykel med i toget hver morgen. At cykle i København er vildt, men også fantastisk.
LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Signe Svendsen: Jeg boede som sagt på Enghavevej og mine bedste venner boede på Mysundegade, Flensborggade og Valdemarsgade. Jeg kan huske lange aftener, hvor vi spillede kort og drak rødvin. Jeg kan huske nætter med så meget sne i gaderne på Vesterbro, at der blev helt stille. Kastanjetræet på Enghaveplads. Der er så mange gode minder…
LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Signe Svendsen: Jeg ville starte med en let dinner på BEAT på Enghaveplads og så ville jeg tjekke ind i Vega og se en koncert. Slutte af på Pio Vin i Bagerstræde til en afterburner.
LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Signe Svendsen: Bilerne skal meget mere ud af byen, det kunne skabe rum for mere natur.
LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Signe Svendsen: Thåstrøm, Peter Sommer, Kira Skov, Phoebe Bridgers….og jeg kunne blive ved.
Se mere om Signe Svendsen på @signe_svendsen – og hvis du gerne vil opleve hende live, kan du finde billetter til koncerten i DR Koncerthuset den 6. december samt andre kommende koncerter HER.
Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Signe!