Ugens Københavnersnude er komponist og pianist, Simon Toldam. Han startede sin første trio som 9-årig og har siden dannet – og været med i – mange orkestre. Simon har udgivet 17 albums og medvirket på en lang række jazzede udgivelser, og har gennem de sidste 20 år turneret i Europa, Canada, og Japan. Den 23. februar udgiver han sit 18. album “Fem Små Stykker Med Tid”. Privat bor han på Nørrebro med sin hustru og to børn, og her kan du møde hans København.
LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Simon Toldam: Jeg forbereder mig til en kommende soloklaver koncert, i forbindelse med udgivelse af albummet ’Fem Små Stykker Med Tid’. Det er min første soloklaver udgivelse, så det er superspændende landskab at befinde sig i. Og også specielt at ikke have et orkester at dele det hele med.
LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Simon Toldam: Nørrebro
LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Simon Toldam: Assistens Kirkegården. Jeg går både alene og med andre. I corona-dagene gik min hustru og jeg derinde hver aften. Jeg har en række lang række yndlingstræer og en yndlingsengel. Det er et mellemrum for mig. Og en mulighed for at følge lidt bedre med i årstiderne, det er som om, der er et mikroklima, der holder på vejret anderledes end lige udenfor murene.
LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Simon: Stefanos på hjørnet af Husumgade og Stefansgade.
LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Simon: Hjemme. Madlavning er også et mellemrum for mig. Hvis ude, så er Gården & Gaden og Ali Bageri på Nørrebro to gode bud. På Apollo Bar har jeg efter en koncert smagt de bedste østers i mit liv.
LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Simon: Indimellem efter en koncert kan det godt blive festligt. Så rundt omkring vil jeg sige.
LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Simon: På gåben, og i iskoldt vand efterfulgt af sauna ved Svanemøllen.
LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Simon: Sted kan betyde mange ting.
Koncertsted: Koncertkirken på Blågårds Plads, 5e i Kødbyen under Vinterjazz og Copenhagen Jazzfestival og Brorsons Kirke.
Andet sted: Jeg har studie i Nordvest, og området omkring Rentemestervej er herligt.
LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Simon: Det må være en tidlig tidlig lun mennesketom sol-opgangs-sommer-morgen på cykel i skjorteærmer, hjem fra en lang nat med musik under Copenhagen Jazzfestival.
LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Simon: At mine børn er født her.
LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Simon: For et par uger siden var jeg nede i Cisternerne og høre DJ Hvad. 10 graders frost udenfor og dejligt varmende 5 grader indenfor. Det er et heftigt og eventyrligt sted, der ligger lige der under os.
LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Simon: Et spillested der kan huse alle vide forgreninger af jazzen: Unge, gamle, upcoming, etablerede, indenlandske, udenlandske, mainstream, avantgarde, impro, bebop, lydkunst, hardbop, swing, fusion, samtidsmusik. Dét kunne være fedt.
LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Simon: Mads Beldrings Hør Nu Her fra pladen af samme navn.
Simon Toldam udgiver sit 18 album “Fem Små Stykker Med Tid” den 23. februar. Følg Simon på @simontoldam.
Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Simon!