Bookmark Coffee – ny kaffebar i Politikens Boghal

0
178
Bookmark Coffee

På den travle Rådhusplads kan man fra 7. februar nyde hjemmelavet bagværk og friskbrygget kaffe fra Prolog hos Bookmark Coffee i Politikens Boghal.

 

I et kvarter præget af mainstream giganter vil Bookmark Coffee have fokus på god service og hjemmelavede lækkerier. Bookmark Coffee vil med inventar fra +Halle skabe en moderne setting og en rolig oase på det ellers travle hjørne. Lasse Askov, der er manden bag, glæder sig til at blive inspireret af det kreative bogunivers.

Bookmark Coffee

Menukortet vil både kræse om dit salte og søde behov

Til frokost kan du eksempelvis nyde et sprødt madbrød fyldt med bagte grøntsager og aromatiske urter. Et lille fun fact: Brødopskriften er den samme, som Lasse Askov serverede for den spanske dronning i efteråret, og hun bad om at få brød med hjem.

I udvalget af de hjemmebagte kager kan du blandt andet få en beskidt udgave af en brunsviger på croissantdej med orange i remoncen.

Bookmark Coffee

Feinschmecker-kaffe

Da Lasse er partner i den populære Vesterbro-kaffebar, Prolog, kommer det nok ikke som en overraskelse, at gæsterne hos Bookmark Coffee kan forvente kaffe af den højeste kvalitet, lavet med respekt for de eksklusive bønner. Uanset om du er til filterkaffe eller flat white, står personalet klar til at servicere dig ved maskinen.

En oase midt i byens kaos

”Caféområdet i boghallen er en lille oase midt i byens kaos og har et kæmpe potentiale. I en tid hvor de fleste hører lydbøger på farten, er vi spændte på at møde gæster, der tager sig tid til at udvælge den rigtige bog og gider at vende siderne selv. Det går godt i tråd med, at vi gør os umage med både produkter og service. Hos os får du ingen bake-off eller nemme løsninger, men egne opskrifter og økologiske råvarer. Jeg glæder mig til at samarbejde med boghallen og tage gæsteoplevelsen til et nyt niveau,” fortæller Lasse Askov.

Manden bag

Lasse Askov er kok og restauratør. Han driver Picnic på Glyptoteket og cateringfirmaet KOMBO, og begge har sølvmærket i økologi. Derudover er han partner i Prolog Kaffe, i den nyligt åbnede Restaurant Alf på Gl. Kongevej og den indonesiske restaurant SAJI, et stenkast væk i Studiestræde.

Åbningstider:
mandag-fredag 7.30 – 17.00
lørdag-søndag 9.00 – 17.00

Bookmark Coffee