Nana Rashid | Københavnersnuden #486

0
67
Nana Rashid_godkendt
Nana Rashid

Nana Rashid er et dansk jazzstjerneskud med rødder i Oman og Zanzibar. Med et nyt take på det klassiske jazzgreb synger Rashid sig ind i samtidens dilemmaer i et på én gang intenst og beroligende univers. I 2023 udgav hun sit anmelderroste debutalbum Music For Betty og modtog prisen for Årets Nye Jazznavn ved DMA Jazz. 20. februar spiller hun i DR’s Studie 2 i forbindelse med Vinterjazz. Mød hendes København her.

 

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Nana Rashid (NR): Jeg er igang med at forberede min første koncert i DR’s Koncerthus, Studie 2, her den 20. februar som en del af Vinterjazz. Jeg kan huske, vi spillede på Enghave Plads sidste år under Vinterjazz. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi skulle spille i så fin en sal eller for så mange mennesker kun et år efter. Så derfor gør vi lidt ekstra ud af koncerten og glæder os bare alle sammen enormt meget.

LC: Hvor bor du?
Nana Rashid (NR): Jeg bor på Vesterbro. Jeg elsker Vesterbro, det er som en lille landsby, hvor de lokale faktisk hilser på hinanden i Netto. Det er ret hyggeligt!

LC: Hvor går du tur?
NR: Jeg går mest på Amagerfælled og langs kanalen ved Nokken. At krydse Brygge Broen til fods og så komme over i noget, der minder om vild natur kan virkelig tømme mit hoved for tanker.

LC: Hvor drikker du kaffe?
NR: Jeg har de sidste to år drukket det meste af min kaffe på Sort Kaffe og Vinyl. Der er ikke mange kaffebarer tilbage i København, hvor det faktisk er ejeren, der står bag baren. Christian er denne her ildsjæl, som har skabt en lille oase (du kan læse Christians snude-interview her, red). Det er et sted hele Vesterbro skatter, hvor folk hilser på hinanden og får en sludder.

LC: Hvor spiser du?
NR: Altså jeg spiser faktisk ikke så meget ude mere. Vi har været så meget rundt det seneste år, at jeg virkelig har syntes, det er rart at lave mad selv. Men Je t´aime er et af mine yndlingssteder, som jeg vender tilbage til igen og igen. God gedigen fransk bistromad, og så er det de dejligste mennesker, der ejer den og arbejder der.

LC: Hvor fester du?
NR: Jeg fester faktisk ikke så meget, for det kan min stemme ikke rigtig holde til, men jeg elsker at gå til koncerter. Og jeg har fået den arbejdsskade, at jeg bedst kan lide sid-ned koncerter, hvor det bare handler om musikken, og her er Brorsons Kirke, DR’s Koncerthus, Hotel Cecil og Jazzcup nogle af de steder, jeg besøger mest. Men altså lige for at vende tilbage til Enghave Plads 9, så er det jo et dejligt sted at gå på bar.

LC: Hvor inspireres du?
NR: Virkelig mange steder. Jeg inspireres mest af kunst, andre mennesker og deres tanker. Og der er København jo et sandt slaraffenland.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
NR: Uden for min lejlighed – det er ultimativt mit yndlingssted. Men lige nu er mit andet hjem virkelig Sort Kaffe og Vinyl, og det har det været et godt stykke tid. 

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
NR: Jeg bliver tit genforelsket i København – faktisk hver gang, jeg forlader byen og kommer tilbage. Men særligt når jeg cykler langs søerne i solskin.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
NR: Det er svært at sige. Jeg har virkelig mange, men jeg kan godt lide min hverdag og sådan, som mit liv er lige nu, så måske vil jeg gemme det som et minde 🙂

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
NR: Hmm det er svært, synes jeg – der er simpelthen for mange gode ting… Jeg tror simpelthen ikke, jeg kan vælge en.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
NR: Jeg synes, at det kunne være godt, hvis vi kunne være mere opmærksomme på hinanden i byrummet – det gælder også mig selv.

LC: Dit soundtrack til byen?
NR: Der er flere, men lige nu har jeg lyttet rigtig meget til det nyeste Jakob Bro-album “Strands” og så til en norsk tubaist, der hedder Daniel Herskedals ”Call for Winter” – meget passende til årstiden. 

 

Tusind tak, Nana, fordi du ville dele dit København med os. 

Du kan følge Nana Rashid og lytte til hendes musik her. 

GOD SØNDAG!