Fisketorvet løfter sløret for deres nye madunivers KAJEN

0
87
Illustration af KAJEN. Fotocredit: Fisketorvet

Åbningen af Fisketorvets ambitiøse madunivers, som har fået navnet KAJEN, nærmer sig hastigt. Den 18. april vil Københavns havnefront blive forvandlet til et sandt paradis for madentusiaster, når KAJEN åbner sine 39 forskellige madkoncepter og spisesteder.

 

Af Louise Bro

Shopping centret Fisketorvet har siden 2018 arbejdet på deres nye, store madunivers, som har fået navnet KAJEN. Nu løftes sløret for nogle af de 39 forskellige madkoncepter og spisesteder, du vil kunne se frem til at besøge, når KAJEN åbner den 18. april

Med en imponerende størrelse på 6.500 kvadratmeter og fire etager er KAJEN en hyldest til mangfoldigheden af smagsoplevelser. Her vil du kunne udforske alt fra street food til casual dining samt nyde udsigten over havnen fra en eksklusiv tagterrasse.

39 forskellige madkoncepter

Når KAJEN åbner den 18. april, vil du både se velkendte favoritter som Kung Fu Street Food, Sunset Boulevard og Rosso Pomodoro. Men KAJEN byder også på nye og innovative madoplevelser, herunder hele fem koncepter fra den anerkendte gastronomiske iværksætter Torben Klitbo, heriblandt Killer Kebab samt det spændende nye danske koncept, Aquavit.

“Vi er rigtig glade for, udover alle de mange andre stærke koncepter og entreprenører, at vi nu også kan byde Torben Klitbo velkommen til KAJEN med hans velrenommerede madkoncepter, og vi ser frem til at præsentere Aquavit. Det er en stor ære for os at integrere dette skræddersyede danske koncept i KAJENs portefølje,” siger Helle Garcia Korndal, Head of Commercial Management på Fisketorvet, og fortsætter:

”Vi forventer, at Aquavit, der som KAJEN leder tankerne på vandet og danske traditioner, vil bidrage til en autentisk og hyggelig atmosfære, hvor besøgende kan nyde klassisk dansk mad til rimelige priser, herunder pariserbøf, smørrebrød og måske med en lille snaps til, hvis man er til det.”

En verden af mad på fire etager

Med en vision om at blive et samlingspunkt for både lokale og turister vil KAJEN udnytte sin spektakulære havnefrontsbeliggenhed fuldt ud. Derfor kan du snart se frem til hele fire etager, som fyldes med 39 spændende madkoncepter og spisesteder. Senere åbner KAJEN også op for adgang til en eksklusiv tagterrasse, hvor gæsterne kan nyde panoramaudsigten over havnen.

“Vores mål med KAJEN er at skabe et sted, hvor mad, beliggenhed og atmosfære smelter sammen og opfylder vores gæsters alsidige behov. Bag kulisserne har vi samarbejdet tæt med en masse dygtige kokke og restauratører for at skabe den bedste kombination af madkoncepter på hver etage,” siger Helle Garcia Korndal.

Festlig Åbningsdag på KAJEN

Fisketorvets nye madunivers, KAJEN, åbner dørene den torsdag 18. april kl. 11.00 med smagsprøver og specielle åbningstilbud. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen og vær klar til at opleve Københavns nyeste kulinariske destination