Simone Moelle | Københavnersnuden #320

0
491
Velkommen til Ugens Københavnersnude: Simone Moelle. Simone er 32 år og bor på Islands Brygge med sin mand. De blev gift efter kun otte måneder, da de havde brug for et visum til USA for at kunne komme på eventyr og udleve nogle fælles drømme i mulighedernes land. Den mulighed blev så ikke til noget, men til gengæld har de siden da rejst verden tynd, indtil Simon for to år siden blev selvstændig. Sidste år trådte hun ud af sin første virksomhed og har fra januar 2021 drevet sit eget Social Media Management bureau, So Social, hvor hun har tre ansatte. Mød hendes København her.

Simone Moelle

LC: Hvad har du gang i for tiden?
Simone Moelle: Jeg har lige startet ny virksomhed OG købt lejlighed på samme tid, så jeg har masser at se til med begge foretagender. At søsætte to så store livsbegivenheder på samme tid kan bestemt ikke anbefales for ens stressniveau 😉

LC: Hvor bor du?
Simone Moelle: Jeg er lige flyttet til Islands Brygge, og jeg elsker det! Også selvom alt er lukket ned, og jeg endnu ikke kan opleve mit nye ‘hood’ i fuld flor.

LC: Hvor går du tur?
Simone Moelle: Jeg går primært tur ved Islands Brygge havnekaj samt på Amager Fælled. Islands Brygge er helt fantastisk placeret i forhold til muligheden for at gå ture. Du har by, natur og vand lige udenfor døren.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Simone Moelle: Lige pt. drikker jeg primært min kaffe derhjemme, men jeg glæder mig til, at byen åbner op, så jeg kan udforske alle de gode kaffesteder på Bryggen. Indtil videre er det kun Il Buco, der har åbent, men de laver til gengæld også en fantastisk kaffe, så dem støtter jeg så meget som muligt.

LC: Hvor spiser du?
Simone Moelle: Jeg elsker mad og er fan er al slags mad fra alle verdenshjørner! Jeg tager derfor sjældent det samme sted ofte, men er jeg i tvivl om, hvor jeg vil hen, plejer jeg at søge mod Kødbyen. Jeg elsker fx. Gorilla og Mangal.

LC: Hvor fester du?
Simone Moelle: Jeg elsker privatfester, men når jeg er i byen i København, går jeg for det meste på cocktailbarer. 1105, Curfew og Lidkoeb er mine favoritter!

LC: Hvor inspireres du?
Simone Moelle: Jeg elsker at gå en tur ned gennem Strøget i alle dens sidegader. Det er lidt en kliché, men jeg synes, at København er fyldt med inspirerende mennesker, madsteder og interiørbutikker. Indre by er en smeltedigel af det hele, så skal jeg have et quick fix, søger jeg som regel mod indre by.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Simone Moelle: Jeg må nok sige, at Islands Brygge er blevet min favorit, og jeg forstår, hvorfor bryggeboerne er så glade for området! Som tidligere “amagerkaner” har jeg tit grint lidt af den stolthed, der er forbundet ved at sige, at man bor på Islands Brygge og ikke Amager, selvom det er samme postnummer… Men I get it…. Her er magisk! Location, de små nichebutikker samt lækre spisesteder – det er perfekt! Når det så er sagt, så synes jeg, at alle Københavns bydele kan noget forskelligt!

Simone Moelle

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Simone Moelle: Jeg vil hellere sige “hvornår” har jeg sidst følt mig forelsket i København, for det står ret klart! Det var ved sidste genåbning, hvor byen på magisk vis kom til live igen. Det var i foråret sidste år, og det var som om, at alt bare var ekstra smukt, fuglene sang ekstra flot, og folk bare var ekstra glade! Jeg glæder mig til, at det sker igen!

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Simone Moelle: Da min mand og jeg startede med at date, var han lige flyttet til København fra Irland. Vi brugte derfor byen på en helt anden måde, og hans begejstring over helt små ting ved København smittede ekstra meget af på mig. Jeg har derfor et utal af minder om lune sommeraftener, hvor vi legede turister i København i en hvidvinsbrandert. Det var fantastisk!

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Simone Moelle: Jeg plejer at anbefale alle – lige meget om man er lokal eller ej – at tage en tur i Tivoli. Der er så charmerende, og over årene er der også kommet nogle glimrende spisesteder! Jeg elsker fx. Nimb, som også har nogle rigtig gode cocktails og english tea arrangementer.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den
ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Simone Moelle: Den er virkelig svær, for jeg elsker København. Men det kunne dog være fedt med foodhalls og madmarkeder, hvor det ikke koster det samme som at tage en tur i Irma. En burrito-bar som dem, man finder på den amerikanske vestkyst, og flere cocktailbarer, hvor man kan danse.

LC: Dit soundtrack til byen?
Simone Moelle: Jeg er en af de der typer, der lytter til min “Discover Weekly” på Spotify, og dermed skifter mellem et utal af sange og artister. Jeg har dog fået af vide, at jeg har en drøngod “Chill House” playliste, så den får I her:

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Simone!

Følg Simone Moelle på Instagram her.

GOD SØNDAG!