Skydebanehaven

2
377

Ja, man skulle ikke tro det, hvis man ikke lige vidste det, men inde bag en stor, rød mur midt på Istedgade ligger der en lille perle af en have. Ikke lang tid efter, jeg flyttede til Vesterbro i 2005, opdagede jeg haven, og jeg har siden gjort det til en vane at besøge den et par gange om måneden. Om vinteren er der stille, kun børnene i den ene ende af haven bryder stilheden, som ellers nydes af både hjemløse og studerende, der sidder på bænkene i den anden ende af haven. Om sommeren er her solbadende par, studinder på tæpper, børnefamilier på skovtur, og børn der leger i det store springvand og på den herlige legeplads.

På AOK skriver de således om havens historie:

“Skydebanehaven var tidligere Skydeselskabets øvebane. Skydeselskabet var en loge, hvor skydegale skydebrødre af det bedre borgerskab dystede i at træffe træpapegøjer sat på pæle.

Skydebrødrenes dødsensfarlige aktiviteter midt i et tætbefolket boligkvarterblev afskærmet af en meget høj mur bagerst i parken. Den blev opført i 1887 for at beskytte folk på Istedgade mod kuglerne inde fra skydebanen og for at beskytte byens bedre borgerskab for synet af datidens vesterbroske slumbeboelse.”

Jeg bruger haven til afslapning, til at komme ordentlig i gang med en ny bog, og til at lytte til nye sangidéer på diktafonen. Og så er den perfekt at svinge forbi på vej hjem fra arbejde med et tæppe og et par øl i tasken – og helst i et lille selskab af et par veninder eller kæresten.

Du finder Skydebanen forenden af Skydebanegade, der er én af de mange gader, der krydser Istedgade. Der er også en indgang via Absolonsgade lige ved Vesterbro Torv.

/Louise

2 COMMENTS

  1. >Det er min barndoms legeplads, og den betyder noget helt særligt for mig. Det er virkelig en lille oase, lige midt i storbyen.Tak fordi du bragte nostalgien frem ;-)Det er et herligt sted!KhKarina

Comments are closed.