SMK Fridays – hvad er dit forhold til ting?

1
407

For nogle uger siden var jeg til en af de mest interessante fredagsbarer i længere tid. Statens Museum for Kunst havde nemlig udvidet åbningstiden og stablet et fantastisk program på benene for at underholde de mange kunstinteresserede københavnere.

Det hele startede med, da min ven Magnus sendte mig en Facebook-invitation, hvori der stod følgende:

“København får en klogere fredag med SMK Fridays. SMK udvider åbningstiden og slår dørene op til en række anderledes og uformelle kunstoplevelser. Aftenen byder altid på en god blanding af kunst, musik, film, art talks, forfattermøder, kunstner-DJs og fredagsbar. Der er gratis entré – og garanti for en god start på weekenden, kolde drinks og ikke mindst noget at tænke over. Vi glæder os til at se dig – og alle de venner og kollegaer, du allerhelst vil starte din weekend sammen med!”

God indledning, du har min opmærksomhed, tænkte jeg. Og da jeg læste videre, kunne jeg se, at fredagsbaren havde ‘ting’ som omdrejningspunkt. Netop ‘ting’ har jeg skænket mange tanker på det seneste. I sommer fik jeg nok af ting. Jeg syntes, at jeg havde alt for mange, så jeg gik i gang med at smide ud, give videre og sælge på loppemarkeder og den blå avis. Jeg kunne blive helt høj af at komme af med endnu en ting. På et tidspunkt lejede jeg min lejlighed ud og sov hos min veninde i en uge. Jeg havde altså kun en lille taske med de vigtigste ting med mig, og jeg fandt i løbet af den uge ud af, at jeg ikke savnede en eneste ting i min lejlighed. Faktisk følte jeg mig nærmest fri i den uge, jeg var væk fra mine ting. Og det selvom jeg altså bor ret hyggeligt, hvis jeg selv skal sige det.

Jeg var altså allerede godt interesseret i denne fredagsbars tema, da jeg læste videre i invitationen og herefter fluks klikkede ‘deltager’. Herefter inviterede jeg tre af mine (mange) interessante venner og veninder, hvorefter den intellektuelle fredagsbar kunne begynde.

For mig var der især tre indslag, der gjorde indtryk på mig:

1. Samtale Saloner.
På scenen ved det store glasparti ud til Østre Anlæg var fire høje caféborde opstillet. Nogle mennesker stod og diskuterede omkring to af bordene, og jeg gik tøvende ned ad trappen mod scenen for at se, hvad det gik ud på. Lynhurtigt var en smilende mand ved min side, og han spurgte, om jeg havde lyst til at diskutere med et fremmed menneske. Man er vel nysgerrig, så det takkede jeg ja til. Velkommen til ‘Samtale Saloner’, hvor man får en menu bestående af forret (1. emne), hovedret (2. emne) og dessert (3. emne). Jeg blev sat sammen med 45-årige Charlotte, som fortalte, at hun havde en kæmpe passion for sko. Hendes entusiasme lyste ud af øjnene på hende, den lå i hendes smil og i hendes ord, når hun beskrev, hvordan hun kunne finde på at købe et par sko, som hun absolut aldrig ville kunne gå i, men fordi hun bare MÅTTE have de smukke sko. Vores hovedret bestod af spørgsmålet: hvilken ting ville du redde ud af dit brændende hjem? Jeg vil ikke her komme ind på, hvad jeg fortalte Charlotte, det bliver mellem os, ligesom hendes svar til mig. Men det var et virkelig interessant møde med et menneske, som jeg højst sandsynligt aldrig møder igen.

2. Film: Peter Fischli og David Weiss’ Der Lauf Der Dinge (1987).
Efter Samtale Salonerne var jeg blevet væk fra mine venner, så jeg satte mig for at se kunstfilmen, Der Lauf Der Dinge, som med samme fik mig til at falde fuldstændig i staver – jeg er ret sikker på, at jeg sad med åben mund og blinkede et minimalt antal gange med øjnene, indtil vennerne var retur. Filmen var en 30 minutters lang kædereaktion, hvor en hverdagstings bevægelse skaber fremdrift og som en dominoeffekt sætter gang i det næste. Og det næste. Og det næste. Både imponerende og underligt og hypnotiserende og sjovt. Og meget nørdet.

3. The Friday Collection.
Museet skriver: “Tag en lille ting (max 15x15x15 cm.) med, som du har lyst til at donere til vores fælles samling The Friday Collection. En ting fx fra din vindueskarm eller håndtaske, der har en historie. Sammen med vores huskunstner opstiller vi The Friday Collection på hylder i panoramavinduerne ud mod Øster Anlæg.  På en lille mærkat kan du fortælle lidt om tingen og dens historie.” Der var nogle ret fine ting, som fik mig til at smile, grine og få en lille tåre i øjet. De forskellige ting var som små indblik i fremmede menneskers privatliv.

Da jeg sammen med vennerne gik fra fredagsbaren kl. 22.00 følte jeg mig både rørt, glad og beriget. Statens Museum for Kunst er et smukt sted, og på en aften som denne var det som om, at verden blev mindre, og vi kom tættere på hinanden. Og på et mere festligt niveau, så havde jeg det som om, jeg havde været på rejse til London eller New York. Der var en international stemning, som blev skabt af de flotte rammer, den dygtige DJ, de mange glade mennesker fra hele verden og de mange smukke kunstværker.

Næste SMK Friday er den 7. februar, og jeg glæder mig.

/Louise

PS. På et tidspunkt havde jeg lige fem minutter med Magnus, som arbejder på Statens, og som er en af drivkræfterne bag eventet. Der var så mange folk, som kom og gik, som hyggede sig, og som var helt opslugt af hinanden og den indholdsrige fredagsbar, som de var en del af, at jeg blev helt rørt. Det er sgu godt skruet sammen, Magnus. Det er så sejt, og jeg er så glad for, at København er blevet beriget med dette super fede tiltag. TAK!

SMK 1 SMK 2 SMK 3 SMK 4 SMK 5 SMK 6 SMK 7 SMK 8 SMK 9

1 COMMENT

Comments are closed.