Chad T. Charlton | Københavnersnuden #14

0
337

Dagens søndagsinterview er med en nær ven af bloggen, nemlig canadiske Chad T. Charlton. Chad har boet i København i over 10 år, og kalder efterhånden den danske hovedstad for ‘hjemme’. Når han ikke hamrer løs på trommerne i rockbandet Forever Still, langer han drinks over disken på Hotel Mariott. Eller producerer musik for blandt andre Gung Ho Society. Eller rejser Europa rundt og udforsker storbyerne. Eller fotograferer til bryllupper. Manden har mange talenter – og holdninger. Her er hans holdninger til København.

Chad T. Charlton

LC: Hvor bor du?
CTC: Jeg bor i Valby, to minutter fra stationen og 30 sekunder fra Valby Langgade 🙂

LC: Hvor går du tur?
CTC: Jeg elsker, at jeg bor så tæt på både Frederiksberg Have og Søndermarken. Jeg nyder virkelig en lang gåtur gennem en af de haver.

LC: Hvor drikker du kaffe?
CTC: Jeg drikker ikke vildt meget kaffe – ca. et par kopper om dagen. Hvor jeg drikker min kaffe er underordnet for mig, sammenlignet med, hvornår jeg drikker kaffe. Det handler om timing for mig, og jeg går faktisk ikke så meget op i, hvor det foregår henne. Hvis det er god kaffe, lavet på kvalitetsbønner og på en god maskine, kan det være hvor som helst. Stedets stemning er bare et ekstra plus. Men jeg indrømmer, at jeg elsker en Caramel Macchiatto fra Starbucks.

LC: Hvor spiser du?
CTC: Når det kommer til at spise ude, elsker jeg at afprøve nye steder. For nogle uger siden prøvede jeg en gourmet hotdog (The Bulldog) fra Andersen Bakery (mmmmm). Og så prøvede jeg en 10-retters menu fra de meget innovative kokke hos Amass. Min mave er glad, når der er alsidighed og eksperimenter på menuen. København har så meget at byde på, når det kommer til god mad. Når jeg er sulten-i-en-fart, tager jeg på Café Phenix i Valby og spiser en Mexi Burger.

LC: Hvor fester du?
CTC: Jeg bruger meget tid på mit band, Forever Still, og derfor er det ofte som om, at festerne følger efter, hvad end vi laver 🙂 Efter en lang øver kan en flaske rom jo pludselig dukke op ud af det blå. Og der er intet bedre end at slutte en aften efter en koncert i selskab med tætte venner og en kold øl. Jeg har dog opdaget, at jeg fester mere, når jeg rejser, end når jeg er hjemme. Min kalender er altid proppet, når jeg er hjemme, og så er det tit federe at udforske nattelivet i Europas storbyer end i lille København, som jeg efterhånden kender så godt. Berlin er min yndlings-festby.

LC: Hvor inspireres du?
CTC: Når jeg er i Indre By, er jeg ofte inspireret. Jeg tror, at det drejer sig om de mennesker, som befinder sig her. Men inspiration er mange ting for mig – en dag er det en travl gade på Nørrebro, og dagen efter er det stilheden ved havet, hvor man bare stirrer ud i ingenting.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
CTC: Det er et svært spørgsmål – lidt ligesom ‘hvad er din yndlingssang?’ Det er måske en smule underligt, men et af mine yndlingssteder i byen er en lille gade, Slutterigade. Den er så ‘old school’ charmerende, hvor gadelamperne kan fortælle historier fra fortiden.

LC: Hvornår har du sidst følt dig forelsket i København?
CTC: Hele den sidste tid har jeg følt mig forelsket i København – byen og jeg har haft vores øjeblikke. Det er lige fra en shoppingtur og at afprøve en ny cocktailbar eller en ny restaurant til at spille en koncert i hjertet af København og bevæge mig hjem igen tidlig morgen gennem Københavns stille gader. Igen handler det om, hvem du er sammen med, og i den sidste tid har jeg haft helt fantastisk selskab.

LC: Hvad er dit bedste minde fra København?
CTC: Jeg elsker at udforske en by eller et nyt område – tidspunktet før du rent faktisk ved, hvor du er, og hvad du vil. Derfor elskede jeg det, da jeg kom hertil for første gang, og jeg bare turnerede rundt i et par dage for at finde ud af, hvordan byen hang sammen. Jeg tror også på den velkendte og uopslidelige kliché: the best is yet to come.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
CTC: For det første skal det være varmt i byen. Stå tidligt op, køb en kop kaffe og noget friskbagt morgenbrød og hook op med nogle af dine venner inde i byen. Tag jeres cykler og cykl ud til stranden. Spis en hotdog og drik nogle øl, tag en svømmetur i havet, nyd solen og tag tilbage til byen. Spis middag på Mash – en stor, saftig bøf – og tag til en fed koncert på Vega. Slut aftenen af med et par lækre drinks i nærheden – og måske en lille kebab.

Chad, tak for at dele lidt af dit København med os denne søndag!