Mette Christina König | Københavnersnuden #18

0
375

Dagens søndags-interview er med vores allesammens søde yndlingsfarmor, Mette Christina König, der har den populære kreablog Farmorfabrikken.

Mette elsker alt, der har med hækling, syning og strikning at gøre – ikke mindst ved vi, at hun omkring juletid (og sikkert hele året) eeelsker at strikke julekugler. Hun har altid gang i alverdens store og små kreaprojekter – og hvis du sidder fast med dit eget krea-projekt, er der helt sikkert hjælp og inspiration at hente hos Farmor Mette:

Mette_Farmorfabrikken dk_Foto af Asger Simonsen
Mette_Farmorfabrikken dk_Foto af Asger Simonsen

LC: Hvor bor du?
MCK: Solstriben – i én af de lejligheder, der ligger som store gule Duplo-lego-klodser langs Metroen på stykket mellem DR-byen og Sundby Station.

LC: Hvor går du tur?
MCK: Amager Fælled er min store, smukke forhave og HF Sundbyvester, Københavns hyggeligste haveforening, er min baghave. Jeg kommer derfor sjældent uden for matriklen.

LC: Hvor drikker du kaffe?
MCK:
Mit arbejde ligger på Kultorvet, så jeg nupper ofte en god kop morgen-mokka med fra Baresso på Købmagergade og mødes med veninderne til en fyraftenskaffe hos Riccos på Fiolstræde.

LC: Hvor spiser du?
MCK:
Jeg er så heldig, at jeg har en mand, der er lidt af en gourmetkok på hobbyplan og glad for at handle i Torvehallerne – så oftest spiser jeg hjemme. Men når vi tager ud, tager vi gerne på Sticks’n’Sushi på Nansensgade eller Adendum og Cafe Alma på Islands Brygge.

LC: Hvor fester du?
MCK:
Jeg er svært begejstret for både cocktails og håndbajere. Og jeg har drukket mange af slagsen på henholdsvis cocktailbaren The Union og Rosengårdens Bodega. Det er desværre ved at være år siden, at jeg har været ude og lufte danseskoene …

LC: Hvor inspireres du?
MCK:
Mine venner og kolleger er gode til bruge byen, så jeg lytter gerne til, hvor de har været, og hvad de har set eller hørt. En gang imellem ryger Politikens I BYEN også med hjem …

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
MCK:
Åh … hvordan kan man svare på det? Jeg synes, vi bor i den fineste by! Især når den smider sin tunge, grå vinterjakke og springer i sin lyse, grønne sommerkjole. Så har jeg MANGE yndlingssteder. Men jeg må indrømme, at jeg altid bliver lidt bevæget, når jeg cykler over enten én af broerne til Christianshavn eller Islands Brygge og ser byen stå ved kanten af vandet. Og det gør jeg alligevel hver dag …

LC: Hvornår har du sidst følt dig forelsket i København?
MCK:
I dag. Da jeg på vej hjem købte en buket friske blomster på Kultorvet hos den udendørs blomsterhandler, som står ved det gamle avishus. Bagefter smuttede jeg forbi garnbutikken Uldstedet i Vendersgade for at købe garn til strikkede julekugler. Og inden jeg hoppede på metroen hjem, smuttede to Summerbird-flødeboller fra Torvehallerne ned i min taske. Og vupti, sådan blev en helt almindelig hverdag i hamsterhjulet peppet lidt op.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
MCK:
Da jeg for over 8 år siden var på min første date med Martin, som i dag er min mand. Vi mødtes en sommerdag på Halmtorvet – og derfra slentrede vi i timevis gennem det halve af København. Med små pitstop på cafeer, værtshuse, voldene ved Christianshavn og endda i Tivoli. Jeg fortryder sådan, at jeg dengang ikke købte det foto, hvor vi sidder med højt hår, åben mund og skriger forkrampede af grin i rutsjebanen.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
MCK:
YouHeShe-butikken i Nordvest er en gemt guldgrube og byens fedeste tøjbutik, som efterlader dig med følelsen af at have shoppet i SoHo, New York.

Tusind tak, Mette, fordi du ville dele lidt af dit København med os <3