Sørens og Umahros safter

3
404

Jeg var til et event hos Peoples Press i går morges, hvor den stod på sunde safter og mad og mennesker. People’s Press udkommer nemlig med to flotte madbøger: Første er af Søren Ejlersen og Umahro Cadogan, der sammen har lavet den lækre opskriftsbog, Safter. Anden bog er ‘Mad & Mennesker’ af James Price og Søren Rye Pedersen.

Alle fire dygtige herrer var mødt op på denne halvgrå tirsdag morgen for at fortælle om frugt og grønt og mad og mennesker. Morgenen startede med tre forskellige smagsprøver fra Søren E. og Umahros bog, sammen med et lille foredrag om, hvad saft kan gøre for os – og hvorfor vi skal lave mere – og speciel – saft.

Min yndlingssmagsprøve var en grøn saft, som var mere virkningsfuld end en dobbelt espresso, og så smagte den også langt bedre. En meget inspirerende mundfuld. Nu har jeg haft en saftpresser stående i mit køkken i fire måneder uden at bruge den. Men det kom jeg til i går. Mere om det senere..

Anden del af arrangementet tilbragte vi sammen med James og Søren R. P. Der blev fortalt om Sørens værste måltid nogensinde – kærnemælkssuppe med ris og stegt flæsk – og om James’ nougatindkøb i Sverige som barn, og hvordan det gik til, at de søde sager, som skulle nydes til jul, kun holdt en halv nat i James’ lille komode. Er der noget, jeg har tilfælles med Hr. Price, så er det værdsættelsen af søde sager!

Bogen er en rejse gennem deres liv, set gennem det mad, de har spist. Og det er to vidt forskellige liv. Søren fortalte, at han til at starte med blankt afviste at skrive bogen, da forlaget kontaktede ham, for han ved intet om mad, det interesserer ham ikke. Men nu hvor bogen er skrevet, har han kun én ærgrelse; nemlig at han ikke kan skrive den igen, så god en oplevelse var det. Jeg glæder mig virkelig meget til at læse den.

Tilbage til safterne. Jeg har længe været fan af Søren Ejlersen og er også ved at få øjnene op for Umahro. To herrer, som formidler vigtige og brugbare budskaber, der er til at forstå. – Selvom jeg på en eller anden måde også bliver fascineret, når Søren E. begynder at tale kokkesprog, som for mig er lige så uforståeligt, som.. et sprog, jeg ikke forstår…  (for eksempel undrede jeg mig over, at han begyndte at snakke om at komme en stor strimmel askebark i birkesaften…?)

Bogen er fyldt med virkelig flotte billeder, opskrifter og brugbar info om råvarer, deres virkning, og hvordan vi kan bruge dem i vores safter og smoothies. Og Umahro fremhævede afsnittede om ‘Vilde safter’, som indeholder safter, der mildest talt lyder rimelig sære – saft med ramsløg, skvadderkål, rødgran eller mælkebøtte? Tja, hvorfor ikke?

Da jeg kom hjem efter arbejde, besluttede jeg mig for at indvie den nye saftbog – og den gamle slowjuicer. Jeg kastede mig over ‘de nemme’ – dem alle kan lave, og alle kan lide. Jeg skulle bruge gulerødder, æbler, citron (som blev en skrællet lime – kan man få økologisk lime nogen steder??) og ingefær. Resultat: Jeg kommer til at bruge min juicemaster HVER DAG fremover! WOW, hvor smager det godt. Jeg er allerede frisk på at gå videre til en juice med spinat, som jeg lavede her til morgen.

Og til de dage, hvor jeg ikke selv gider at lave den lækre saft, må jeg lige finde Københavns perfekte sted at købe mig til en sund slurk flydende grøntsager… stay tuned..

/Louise

PS. Jeg læste i bogen, at man ikke behøver at smide frugtkødet ud – pulpen – man kan lave små brød/kager af det. Det gjorde jeg, og med et virkelig godt resultat. Bare bland æg, lidt mel, olie, salt, hørfrø og vand i. Eller det er min fortolkning, det var, hvad jeg lige havde i køkkenet, og det gik fint. Prøv dig frem. Det smager overraskende godt, sådan noget frugtkød 😉

Søren og Umahro skærer, presser og fortæller.

Pure joy! Jeg kan desværre ikke huske, hvad der var i, men jeg tror, det var noget med spinat og ingefær. Den smagte i hvert fald VOLDSOMT godt.

Hr. Ryge Pedersen og Hr. Price
Mmm.. masser af de smukke grøntsager
Flere smukke grøntsager
Umahro signerer og signerer
Jeg kaster mig ud i min første hjemmelavede juice
… det går fremad…
Slurp – et glas fyldt med friskhed
Den smukkeste opskriftsbog længe. Jeg havde engang en kæreste, som læste kogebøger som godnatlæsning. Det forstår jeg først nu – denne her skal da med på mit natbord!

3 COMMENTS

  1. Ville lige fortælle, at man sagtens kan få økologisk lime (Brugsen og Irma), men jeg kan IKKE anbefale at juice lime med skal på – det smager hæsligt 🙂 Har også prøvet at juice mandarin med skal, absolut heller ikke et hit. Tror kun, det er citronen af citrusfrugterne, der kan klare den behandling. Happy juicing fra Stinna, der sidder med en halv liter grøn juice til morgenmad 😉

  2. Hej Stinna. Tak for tips. Søren fortalte, at der er masser af olier i skallen på citrusfrugterne, men måske skal man bare nøjes med en lille strimmel?? 🙂 En af fordelene ved slowjuiceren er netop, at man ikke behøver at skrælle grøntsagerne og frugterne. Hmm.. jeg tror måske bare, at jeg holder mig til citronskallen.
    Happy juicing til dig også! 🙂

    • Er slet ikke i tvivl om, at der er masser af olier i – det kan man godt smage 😀 Det kan godt være, at de er lidt mere lækre i smp mængder – jeg har juicet hel mandarin og lime, da jeg forsøgte i henholdsvis centrifugal juicer og slow juicer. Må lige prøve med en lille bitte smule næste gang, jeg har lime i huset 😉

Comments are closed.