Stephanie Caruana | Københavnersnuden #318

Stephanie Caruana | Københavnersnuden #318

by 07/03/2021

Ugens Københavnersnude, Stephanie Caruana, er en kvinde med mange titler: forfatter, filmkritiker, journalist og formand for de skønlitterære medlemmer af Dansk Forfatterforening. Hun debuterede med den anmelderroste spændingsroman ‘Smerten Selv’ på Rosinante i 2013. Hun har skrevet for blandt andre Berlingske, Magasinet KBH og ALT for damerne, og underviser i at skrive krimi og erotika. Desuden står hun for salonerne ‘Krimi og cocktails’ i Litteraturhuset Vandkunsten. Født i USA, opvokset i København, med enkelt afstikker til Århus, dengang de stadig skrev byens navn med bolle-å. Mød hendes København her.


LC: Hvad har du gang i for tiden?
Stephanie: Jeg er endelig ved at komme ud af min vinterdvale, hvor alt er lidt lukket i mig selv; som forfatter og freelancer har corona og nedlukning trukket flere tænder ud, end jeg lige troede, så det har lidt været et spørgsmål om simpelthen at køre på og tro på, at energien og ideerne kom igen. Men nu begynder der et par interessante samarbejder, nogle ting begynder på ny, og jeg kan ikke sige ret meget andet, end at jeg glæder mig til at komme i gang med det.

LC: Hvor bor du?
Stephanie: På Amager. Jeg er vokset op på ydre Østerbro i firserne, og det var der ærligt talt ikke meget 2100 Spelt over dengang. Den der gourmetficering og kuratering af alting var slet ikke begyndt dengang. Byen var meget opdelt; vi kom måske inde på Strøget og ellers ikke andre steder end vort eget kvarter. Amager? Der kom jeg slet ikke.

For mig var det bare en helt anden verden, hvor der var hele det der Klub 47 slæng og ‘Amager er nummer et!’; sådan en bydelsstolthed, der var lidt for vild. Jeg flyttede hjemmefra til Vesterbro i ’93 og kan huske, hvor latterligt jeg syntes, det var at Bang & Jensen ville lave udeservering et par år senere (hvem ville sidde i bilos på Istedgade med kaffe?!), Kødbyen var lukket land, og alt var ret skodagtigt, men lejligheder var billige (fordi der f.eks. hverken var varmt vand eller bad).

Jeg har boet på Nørrebro og kom så til Amager og må indrømme, at jo, Amager er faktisk dejlig. Et komplet rodsammen af alment byggeri, villaer, haveforeninger og lidt af hvert. Vi har stort set ingen hipstere, der bliver bare aldrig rigtig smart hér, til gengæld har vi masser af originaler, masser af himmel, og man er tæt på alt. På mange måder minder det lidt om firserne her endnu. På den gode måde.

Stephanie Caruana

LC. Hvor går du tur?
Stephanie: Jeg cykler mere, end jeg går, men når det så er sagt, så har jeg mine ruter, som jeg elsker, og som snildt kunne gåes, hvis man gad. Jeg elsker de nye, åndssvage havnebroer, som ingen egentligt savnede, men som er så vidunderlige. Turen fra over Christianshavn eller Islands Brygge, langs vandet og så vips, over en af dem og så rundt i City. De giver mig glæde.

Derudover holder jeg meget af Kongens Have og Ørstedsparken, de ligger så perfekt. Kastellet er til gengæld mærkelig og bar, det er lidt den performative gåtur, hvor folk pro-me-ne-rer. Har Kastellet i virkeligheden overtaget Søernes rolle?

I øvrigt: Folk, der bor i København K og ikke ved, hvor noget ligger, fordi de ‘aldrig kommer nede i Borgergade’, skal simpelthen have en kærlig dummeflad og have frataget deres K-privilegier. Det er simpelthen krukket og dumt.  Jeg er ret god til at finde rundt, kender de skæve gader, den hurtige eller sjove rute og ved, hvor ting er. Som barn af firserne tog man ind og gjorde byen til sin egen. Man valgte ud og blev moden til visse steder; gik i Roger, ikke Deres. Jeg kan stadig få det sådan. Jeg blev så forarget, da en jeg holder af, foreslog Café Norden. Undskyld, men der går man ikke hen, når man endelig er blevet voksen og dannet nok til at gå på Café Europa! Sådan ER det bare.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Stephanie: Mange steder, når der altså er åbent. Men allerhelst hos Café Bådklubben, Kaffebaren på Hauser Plads eller hvor som helst, hvor jeg lige kan hoppe ind og arbejde lidt, mens jeg drikker den, gerne i indre by. Og Europa, naturligvis.

LC: Hvor spiser du?
Stephanie: Jeg er freelancejournalist, men desværre ikke madanmelder, så jeg spiser stort set aldrig ude på grund af pengene. Jeg ville virkelig gerne være mere forfinet madmæssigt, men stik mig noget kød og nogle kulhydrater, der er lavet med kærlighed, så er jeg lykkelig. Jeg spiser gerne streetfood (åh, jeg savner altså Papirøen!) eller hos Gorm’s.

Min datter på 14 hader iøvrigt deres pizzaer, og det er lidt min skyld, for jeg ville gerne være sådan en cool og smart mor, da børnene var små og ville spise på Gorms i Torvehallerne en aften, og der gik ulvetime i den og skuffede børn, der syntes, bunden var for tynd og sprød, alle endte med at græde. Så nu tager jeg dem ikke rigtigt ud at spise mere, de utaknemmelige møgunger. Derimod er vi alle lykkelige for La Perla, der er lige-ud-af-landevejen italiensk og bare ordentligt. Min kæreste er til gengæld et madøre, der lige køber østers og Sashi-bøffer og bikser noget helt forrygende sammen.

LC: Hvor fester du?
Stephanie Jeg er 46, så jeg fester ikke rigtig mere! Kun privat hos venner, og når jeg selv holder noget. Det er som regel bare noget med at drikke champagne og have nogle virkelig gode samtaler. Når jeg en sjælden gang rammer en bar, så tænker jeg altid, at folk er frygteligt unge. Med mindre jeg er på vinbar eller hos Kirsten på K-bar. Jeg kan lide steder, hvor man kan drikke sig i hegnet på en dannet måde. Bortset fra det, så savner jeg steder som Bananrepublikken og Barcelona for tyve år siden, hvor man kunne vælte ind, danse lidt på et lillebitte dansegulv og have det skægt, uden at der gik klub i den. Okay, jeg ER gammel.

Stephanie Caruana

LC: Hvor inspireres du?
Stephanie: Kunsthal Charlottenborg, Den Frie, Galleri Tom Christoffersen, Thorvaldsens og Glyptoteket, alle mulige små bikse og skæve hjørner i byen. Nørgaard på Strøget. Mine øjne skal have farver og strukturer, have lov at vandre. Jeg bliver inspireret af kunst, litteratur og film, og der er ikke noget bedre end at begynde dagen med en pressevisning i Grandteatret og slutte en lang dag med en fernisering eller en oplæsning. Åh gud, jeg savner det, når jeg skriver det her! Snart igen.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Stephanie: Alle steder har en charme, det handler om kontekst. Jeg har været lykkelig i Field’s, jeg har følt mig set i Nordhavn. Men jeg holder meget af Strandgade og Wilders Plads om sommeren, Kongens Have året rundt og min egen lejlighed, når jeg har været meget social. At komme hjem og mærke, at her er dejligt at være.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Stephanie: Lige nu. Og lidt, da jeg i fredags fik et blik og et nik fra Søren Ulrik Thomsen, da han kom ud af Irma. Det føltes meget dejligt. Og meget bedre end engang, vi smilede til hinanden på Kongens Nytorv, og han så fik øje på mit Jussi Adler-Olsen net på sin vej videre. Jeg har skammet mig voldsomt over den episode, men føler nu lidt, at jeg er blevet tilgivet. Bortset fra det, så elsker jeg, at København er så lille, at folk bare er her. Og rigtige ‘snuder gør ikke rigtig noget ud af det, bare fordi et genialt menneske lige tilfældigvis er der.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Stephanie: Da mine venner og min søster havde arrangeret en surprise-fødselsdag for mig for nogle år siden, og min amerikanske storebror var en endnu større overraskelse. Han blev i en uge, og jeg kunne vise ham byen. Det var en fabelagtig og magisk aften. Og bittersødt, fordi han døde et år senere. Et andet minde, som stadig er igang med at blive dannet, er min lille salon, hvor mine venner og jeg mødes og drikker champagne i det fri. Vi har gjort det omtrent hver anden uge siden 2015, og jeg ved aldrig, hvem der dukker op — men der er samtaler, der begyndt dér, der stadig kører.

Stephanie Caruana

LC: Den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Stephanie: De der danse-cocktailbarer. Spontane voksenfester, flere orgier. Og den der spejlko fra Papirøen, hvor blev den af?

LC: Dit soundtrack til byen?
Stephanie: Det kommer virkelig an på dagsform og sted. Men jeg er lidt retro og mener, at  henholdsvis soul og New Wave passer til alt. Jeg får gerne et flip og hører kun en enkelt kunstner i en lang periode. Jeg elsker Back II Life Show på Mixcloud, Cocteau Twins, Christine & The Queens, Talk Talk, Bronski Beat, Visage og Vivaldi, men helst i Max Richters nyfortolkning. Jeg lavede en playliste til min roman, der foregår i København — den er her.

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Stephanie – og ja, hvor blev den spejlko fra Papirøen egentlig af?

Du kan finde Stephanie Caruanas bøger her, og læse mere om hendes arbejde her.

GOD SØNDAG AFTEN!

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.