Svejk på Nørrebro Teater

0
507
Den gode soldat Svejks eventyr – om manden, der blev betragtet som idiot, men som måske snarere var genial og gennemskuende – er det nyeste stykke på Nørrebro Teater. Stykket er instrueret af Peter Schrøder og sender tankerne tilbage på Monty Python og klassisk komik. Vi tog til premieren og blev både fornøjede og forundrede.

I torsdags i sidste uge havde forestillingen Svejk premiere på Nørrebro Teater. I den bærende hovedrolle ses Rasmus Botoft, som den dumme soldat Svejk, og i birollerne er blandt andre Ulla Henningsen, Carsten Svendsen, Steen Stig Lommer og Tom Jensen.

Forestillingen er baseret på den irske dramatiker Colin Teevans dramatisering af den tjekkiske forfatter Jaroslav Haseks roman ‘Den gode soldat Svejks eventyr’ fra 1923. Haseks romanklassiker er dramatiseret og filmatiseret flere gange og oversat til mere end 60 sporg. Svejk-figuren har desuden fået en bredere kulturel betydning, blandt andet på tjekkisk med ord som svejkovina. svejkovat, svejkarna og på engelsk i form af Schweik, Schweikism og Schweikist. På begge sprog refereres der til en uheldig og enfoldig, men ressourcestærk lille mand, der er undertrykt af de højere myndigheder.

I stykket ser vi soldaten Svejk, der regnes for at være dum og ubegavet, som fortæller masser af historier og lange anekdoter, og som egentlig opleves som lidt af en jubelidiot. Alligevel formår han at gennemskue alle omkring sig og smyge sig ind og ud af situationer uden at havne i fedtefaddet.

Han bliver sendt til Østfronten i den østrig-ungarnske hær for at kæmpe i den store krig. Men hvor andre lider og dør under ydmygelserne, går den gode soldat Svejk tilsyneladende igennem alle uretfærdigheder uden en skramme. Og historien stiller spørgsmålet, om hvorvidt Svejk mon er komplet idiot eller et genialt og udspekuleret fjols?

Man kan ikke lade være med at holde af Svejk og hans mange historier. En mand med hang til smil og overskud – og altid en sjov bemærkning og historie. Han følger ikke autoriteterne blindt, men får dem tvært imod til at tvivle på, om han gør nar af dem, eller om han roser dem. Det er ikke sådan lige at vide med Svejk.

Rasmus Botoft er et oplagt valg til rollen som Svejk – ikke fordi manden er småtbegavet, bevares, men fordi han har et komisk talent ud over det sædvanlige. Han er også den eneste, udover fantastiske Carsten Svendsen, der kun har én rolle. Resten af ensemblet udfylder en række roller i stykket – blandt andre en af mine absolut yndlings-teaterskuespillere, Tom Jensen, der brillerer i rollerne som Brettschneider, Otto Katz, soldat og kok.

Skal du ind at se dette stykke, så læs op på historien forinden, for det kan være noget vanskeligt at følge med, hvis ikke man har helt styr på historien. Svejk er et folkeligt teaterstykke, der ganske sikkert vil ramme bredt og more unge som ældre – dog tror jeg, at den lidt ældre del af befolkningen særligt vil finde dette stykke interessant og morsomt.

/Louise T

Svejk nørrebro teater

Svejk  spiller frem til den 17. november.