The Copenhagen Companion – din guide til byen

0
424
The Copenhagen Companion er en ny og anderledes guidebog på engelsk til København. En bog, der beder dig om dine tanker om dine oplevelser, og som guider dig væk fra de traditionelle turistfælder og hen til de mere interessante og skjulte perler. Og så er den naturligvis lige som meget til københavnerne som til turisterne.

 

Vi har modtaget bogen gratis til anmeldelse

 

Jeg har en ting for guidebøger. Mest fordi der er så meget historisk og politisk info i dem, og så er de spækket med fakta. Men faktisk også fordi, jeg efterhånden ved, at de skrives af folk, der bruger oceaner af tid på at få netop denne by eller dette land ind under huden. Faktisk bruger nogle af forfatterne hele livet på at lære et nyt land at kende så godt som deres eget moderland. Det er da meget fascinerende.

Vi ved også godt, at rejsebureauerne ikke har så mange penge til at kunne undersøge de skjulte steder i de lande og byer, som de sender turisterne til. Og selvom internettet er fyldt med guides, der kan opdateres løbende, i modsætning til den statiske guidebog, så er en trykt bog med sider, man kan bladre i og skrive noter i og sætte post it notes i, langt at foretrække. Synes jeg.

For en måneds tid siden fik jeg en ny slags guidebog ind af døren. The Copenhagen Companion, hedder den, og med den fik jeg et brev fra forfatteren Astrid Heise-Fjeldgren, der blandt andet skrev:

“En del lokale københavnere er godt trætte af de mange turister, og det er virkelig ærgerligt, for turister skulle gerne berige vores by, ikke ødelægge den for os og hinanden. Denne guidebog er også et forsøg på at få lokket turisterne lidt væk fra de mest fladttrådte stier og skamfotograferede seværdigheder.”

Guidebogen starter ud med at spørge ejeren: What did you expect?

Hvad havde du forventet dig af København, da du kom hertil? Det er første side ud af mange, hvor du kan skrive dine tanker ned om rejsen. Et andet sted spørges der om, hvad du helst gerne vil spørge lokale om? Hvad vil du gerne vide om byens borgere?

Når nu, der er en guidebog, er der naturligvis også anbefalinger til seværdigheder i byen, men det er ikke dem, du plejer at anbefale til turister, der stopper dig på gaden. Tværtimod er det tip til steder, som jeg ikke engang selv vidste fandtes. Og så er der turene, som er tegnet ind på et kort. Her kan du følge den stiplede linje og få en god gåtur rundt i byens grønne områder, ved vandet eller noget helt tredje.

Jeg gad virkelig godt, at der fandtes en lignende guide til andre europæiske storbyer, for selvom denne bog ikke har fakta og historik, som andre guidebøger plejer at have, så får denne bog dig til at reflektere over dine oplevelser, den får dig ud til nogle andre steder, end du normalt ville tage hen, og så er der god mulighed også for at tænke over, hvad man kan tale med andre turister/københavnere om.

På den måde har forfatteren af The Copenhagen Companion jo ret – turister skal være berigelse, og det kan de blive, hvis vi taler med dem og hinanden.

Bogen kan købes i udvalgte boghandlere og koster 139 kr.

Lyt til spillelisten The Copenhagen Companion, mens du slentre gennem byen!

/Louise T.