I dag udkommer Man Skulle Nok Have Været Der af Thomas Korsgaard. Det er sidste del af trilogien, der startede med Korsgaards debutroman, Hvis der skulle komme et menneske forbi fra 2018. Tue er flyttet til København, men har svært ved at få livet, økonomien og kærligheden til at hænge sammen. Er der håb for Tue?
Af Louise Taarnhøj
Tue bærer alle sine ting ned til storskrald. Udlejeren på Frederiksberg har smidt ham ud, og han har ingen steder at tage hen. At vende tilbage til Skive og familien med den voldelige far er utænkeligt. Med sig har han en sportstaske med tøj, en computer og en lille palme. Om dagen sælger han avisabonnementer på gaden, og om natten sniger han sig til at sove i et af avisens baglokaler. Her møder han Victoria, som tilbyder, at han kan overnatte på sofaen hos hende og hendes mor, en succesfuld arkitekt. Det bliver et møde med en helt anden slags hjem, end Tue er vant til, og han tager i dén grad deres herskabslejlighed i besiddelse. Snart er Tue dog på gaden igen, hvor han flakker rundt og må søge ly tilfældige steder og hos tvivlsomme typer.
En rå og humoristisk roman om at befinde sig uden for alle fællesskaber og hele tiden være bange for at blive opdaget. En fortælling om den totale rodløshed og om til sidst at finde hjem.
Svært ikke at blive rørt
Sidste bind i Thomas Korsgaards trilogi udkommer i dag. Og jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg læste den ud i ét, selvom jeg svor, at jeg ville dele den op i mindre bidder, så jeg kunne sprede nydelsen så langt som muligt.
Korsgaards historie er nemlig sådan en, du dykker ned i, som opsluger dig, så du glemmer alt omkring dig. Jeg har således vandret gennem Københavns gader sammen med Tue, overnattet sammen med ham på kontoret i Politikens Hus, været til nytårsfest i en fin herskabslejlighed sammen med ham, givet op og rejst mig sammen med ham.
Den sidste roman her er tragikomisk og faktisk på en måde sjovere end de to tidligere romaner, som godt kunne tage pusten fra mig med beskrivelserne af de hjælpeløse forældre. Efter at være smidt ud af sin lejlighed bliver Tue hjemløs i starten af romanen og må overnatte på sit arbejde, Politiken, hvor han er avissælger.
Herefter får hans kollega Victoria ondt af ham og tilbyder ham at låne en sofa hjemme hos hende og hendes mor – som viser sig at være en kendt og succesfuld arkitekt.
Det er virkelig et clash mellem samfundsklasser, der sker her i lejligheden. Tue forsøger at passe ind, men falder hele tiden ved sidsen af. Og der er flere episoder i løbet af romanen, hvor Tue bor her og forsøger at opføre sig som en del af familien, som jeg næsten ikke kan holde ud at læse.
Særligt et julearrangement gav mig tårer i øjnene – og der er flere af denne slags scener, som sætter sig. Igen; jeg føler, at jeg har været der selv, som medpassager ved siden af Tue.
Hvad føler Tue?
Det, jeg måske godt kunne tænke mig at høre lidt mere om, er, hvordan Tue egentlig har det. Altså, han er på flere tidspunkter virkelig langt ude, så hvordan er han påvirket af det? På den måde minder han faktisk lidt om en ekskæreste, der var så lukket i sine følelser og tanker, at jeg nærmest tolkede ham som apatisk. Men det er Tue (eller min eks) ikke.
Det er altså gennem tre romaner, at vi har fulgt 26-årige Tue, som man fra start af har spekuleret i skulle være selvbiografisk. Om det passer, må du læse nummer for at finde ud af.
God læselyst!