Toby Ernest | Københavnersnuden #453

0
1454
Toby Ernest Københavnersnuden
Foto af Dennis Morton

Ugens Københavnersnude er artisten Toby Ernest (Tobias Buch-Andersen), som bl.a. er kendt fra gruppen, The Late Great Fitzcarraldos og fra samarbejder med navne som Coco O, Laid Back, Kasper Bjørke, Scratch Massive og Rumpistol. Toby er lige vendt tilbage til København, efter han i 12 år har været bosat i USA. Her har han brugt den seneste tid på at skrive sit solodebutalbum Camino Real, der udkom den 14. april, og som musikalsk rummer varme californiske toner. Mød hans København her.

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Toby Ernest: Jeg har netop udgivet mit debutalbum og forbereder releasefest og koncert, som kommer til at foregå på Jolene i Kødbyen d. 20. april.

Det bliver en smuk kulmination på flere års arbejde i Los Angeles, hvor jeg har indspillet musikken og været bosiddende i 12 år indtil sidste sommer. Så det føles som en slags musikalsk hjemkomst og begyndelse på et nyt kapitel i mit liv. 

Derudover nyder jeg også at samarbejde med nye og gamle musikalske bekendtskaber her i Danmark nu, hvor jeg er flyttet hjem. Blandt andet samarbejder jeg med Laid Back og Christian Ki (Ki!) for tiden, og så har jeg planlagt nogle sessions med Niels Bagge aka Vinnie Who senere i april.  

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Toby Ernest: Lige overfor Ørstedsparken i Nansensgade-kvarteret. 

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Toby Ernest: I Ørstedsparken, Botanisk Have, Østre Fælled og Kastellet og ellers elsker jeg også at gå tur langs kanalerne i naturen ved Christiania. 

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Toby Ernest: Mest hjemme eller i studiet, men ellers i Torvehallerne ved Coffee Collective. 

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Toby Ernest: Jeg er ret vild med frokost på den lille hyggelige cafe i Ørstedsparken, Flindt & Ørsted. Og ellers er jeg også glad for Mahalle i Nansensgade. Men jeg er stadig ny i byen efter så mange år i Los Angeles, så lærer nye steder at kende hele tiden, og det nyder jeg virkelig, for København har udviklet sig ret fantastisk på den kulinariske side de år, jeg har været væk. 

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Toby Ernest: Oftest privat hos venner, men ellers har jeg været en del på Hotel Cecil siden min hjemkomst, når min ven Christian d’Or dj’er fx, og jeg har også været lidt på Himmeriget.

Men i princippet hvor som helst der er søde venner, eller spændende nye mennesker, og god musik frem for alt selvfølgelig:)

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Toby Ernest: På gåture eller cykel, oftest når jeg er i bevægelse sjovt nok. Det kan både være i naturen eller med en masse mennesker farende forbi. Jeg har også følt mig ekstra inspireret af årstiderne, som jeg har savnet ret meget, mens jeg var væk. En konstant skinnede sol fra skyfri himmel, nærmest året rundt, får tiden til at stå stille på en lidt udynamisk måde, så det skiftende vejr, mørke og lys, har været spændende at genopleve.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Toby Ernest: Uha den er svær. Jeg tror jeg må sige naturområdet ude ved Christiania. Jeg elsker de skæve og farverige huse og stemningen af landsbyhygge blandet med følelsen af, at der er plads til alle og en anderledes mangfoldighed og rummelighed, som varmer mit hjerte og sind.  

Foto af Dennis Morton

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Toby Ernest: I Sydhavnen i går, hvor jeg for første gang var på besøg i haveforeningerne ude ved Karens Minde og gik tur på Sydhavnstippen med får og alpakaer. Det havde et strejf af det, jeg også elsker ved Christiania, det farverige og hjemmebyggede blandet med den der lidt vilde vesten stemning, som findes langs kanalen ved “Lorterenden”, også kendt som Guldkysten derude. 

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Toby Ernest: Måske mere mit stærkeste minde… men en kold vinternat for mange år siden gik jeg tur på Christianshavn sent om natten og hørte nogen råbe “Hjælp!”. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne ned for at se hvorfra det kom, og måtte henover flere forskellige både for så endelig at finde frem til en robåd, hvor der ved siden af stak en spjættende hånd op. 

Vandet må have været tæt på frysepunktet der midt i februar, og jeg nåede lige akkurat at gribe mandens hånd, inden han sank ned i kanalen. Han var spritstiv og var faldet overbords, mens hans prøvede at lægge jollen til i sin beduggede tilstand. 

Jeg fik hjælp af et par italienske turister, da jeg ikke selv kunne trække ham op af vandet, og han fortalte så efterfølgende, hvordan han havde set sit liv passeret revy og, at jeg havde reddet hans liv, da han netop havde givet slip i samme øjeblik jeg greb hans hånd. 

Et rent lykketræf at jeg nåede at gribe ham, men en stærk og smuk oplevelse jeg aldrig vil glemme. 

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Toby Ernest: Tag en picnickurv med ud i Dyrehaven og din yndlingsperson under armen til en tur i naturen og se de vilde dådyr og solen gå ned over Bellevue. 

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Toby Ernest: Flere “skæve” og farverige steder a la Christiania, Guldkysten og Nokken. 
 

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Toby Ernest: C.V. Jørgensen “Bellevue”.

Der er noget ærkedansk og københavnsk over denne 70’er klassiker for mig. Den er groovy og varm, og bringer et nostalgisk smil frem hos mig hver gang jeg hører den. “Rul ham en joint, stik mig lidt pot”, ja tak!😎

 

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os Toby!