Om et par uger stikker jeg af i en campingvogn sammen med én af mine venner. Ja, sådan skal sommeren fejres i år. Men for at samle inspiration til den forestående ferie, smuttede jeg af sted til Trailerpark Festival i Copenhagen Skatepark – for første gang nogensinde. Og her er mine plus- og minuslister til festivalen. Det var så lidt.
Jeg ved ikke, hvordan det er muligt, at alle festivaler på en eller anden måde formår at være deres helt egen… Jeg besøger mange festivaler hvert år, og det er forskellige oplevelser, jeg får på dem alle. På godt og ondt. For der er naturligvis fordele og ulemper ved dem alle sammen – man kan ikke få alt, hvad man peger på, det har jeg efterhånden lært.
I denne weekend har jeg været på Trailerpark Festival, mens Maria her fra LoveCopenhagen har taget sig af Vanguard Festival (jeg har sjældent ønsket mig så højt at kunne være to steder på én gang – nogle gange er det tæt på at lykkes mig, men altså ikke denne weekend). Trailerpark Festival har eksisteret i 9 år, og jeg har kun været der 1 år – i år. Jeg føler mig i den grad taget med storm.
Lad os starte med fordelene:
Jeg bor lige ved siden af, så det der med hurtigt lige at smutte hjem efter en ekstra trøje, et magasin, man lige skal vise den søde fyr, et kamera, en computer, en læbestift, en pose peanuts – det er så dejligt nemt.
Jeg gider ikke mange fester i træk, så tre dage er perfekt for mig, selvom jeg faktisk ikke rigtigt festede torsdag – havde besluttede mig for at starte fredagen med morgenløb, og måske er jeg i virkeligheden også blevet gammel, men jeg føler mig både fed, lad og deprimeret, når jeg har festet i mere end tre dage, og det selvom jeg meget sjældent får tømmermænd. Tre dage = perfekt.
Jeg ELSKER streetart og installationskunst – de kan få mit hjerte til at banke lidt hurtigere, hvilket de gjorde til Trailerpark.
Min indre prinsesse holder meget af discokugler og konfetti – to ting, der kontinuerligt dukker op i mine drømme. Der er noget romantisk og barnligt og meget, meget lykkeligt over discokugler, og det gør det dermed meget svært at være sur i lyset af en sådan kugle, for slet ikke at tale om midt i en konfetti-regn.
Trailerpark er både indendørs og udendørs, og derfor behøver jeg ikke at bekymre mig om mit hår, når jeg tager til Trailerpark. Ja, bare indrøm det – du er ligeså bange for at se tåbelig ud med afrohår, bare fordi det blev regnvådt og nu er tørret i de vildeste uregerlige krøller. Not nice. Jeg går indenfor, når det regner, og det synes jeg selv er en smart regel. Som kan praktiseres på Trailerpark. Win.
Jeg vil gerne overraskes med ny musik, men jeg vil også gerne opleve kunstnere, som jeg kender og måske har set før. Trailerpark opfylder dette ønske. De går ikke efter laveste fællesnævner, som man ofte gør på Skanderborg (undskyld, jeg har faktisk aldrig været på Skanderborg og hører kun gode ting om den festival), og de er heller ikke så øvelokalefikserede som Uhørt (og det skal ikke lyde som en sviner, Uhørt er en dejlig festival, mere om den i næste uge). Jeg kan se Saint Cava og straks gå i gang med at undre mig over, hvem de mon er – og så kan jeg se Nonsens og med det samme føle mig som en del af det faste slæng på Club Zenzyg i Danish Dynamite. Og så kan jeg forelske mig i både Lord Siva, Silvana Imam, Oh Land og Eloq. Det er mere kærlighed, end jeg længe har følt – og jeg har lige været på Roskilde. Siger ikke så lidt.
Der er masser af muligheder for at ‘komme op i højden’ til koncerterne – det er derfor din egen skyld, hvis du slet intet kan se under hele koncerten. Det er vigtigt for sådan en som mig, der ikke er synderligt høj. Derudover er der masser af plads foran Royal Stage, og på Soundvenue Stage har du mulighed for at stille dig op på betonklodserne, og så kan du også se det hele.
Der er burgere, der er meximad, der er is med alkohol, og der er øl. Alt sammen serveret af det sødeste og venligste personale, jeg har oplevet til en festival. No kidding. Det samme kan siges om vagterne, som jeg er helt ked af, jeg bare skal gå forbi. Jeg har lyst til at invitere dem indenfor til en øl, en snak og en dans, så søde er de.
Men der er også nogle ting, som Trailerpark kan lave om på:
Jeg manglede lidt en kop kaffe, og jeg er ret kræsen, når det kommer til, hvad jeg hælder i mig. Jeg kunne ikke finde en god kop kaffe.
App’en skal udvikles noget mere – måske kan Trailerpark finde inspiration hos Roskilde Festival, som har verdens bedste festivals-app. En lille funktion, som at man får notifikationer et kvarter før, ens yndlingsband går på scenen – det kunne være fedt. Lige nu er app’en også så langsom, at jeg ikke bruger den.
Jeg kunne ikke være med på I/O, men jeg har hørt så vanvittigt mange gode ting – godt initiativ. Dog havde jeg lidt svært ved at navigere rundt i programmet online inden festivalen, da jeg skulle danne mig et overblik over, hvad jeg egentlig ville gå glip af. Det er godt beskrevet i det program, jeg fik i hånden fredag aften, da det hele var overstået… Det kunne man måske lægge online inden festivalen?
Så er der ikke flere kritikpunkter. Jo, jeg synes ærlig talt, at der er for mange mennesker på festivalen, som er optagede. Det gør det umådeligt svært at navigere i udvalget. Men når nu I er så mange kunstnere, kan I så ikke udvikle en form for kendetegn til de personer, der er ledige? Lidt lige som en taxa, hvor skiltet lyser. Måske en lysende butterfly? Eller blinkende snørrebånd i deres Adidas-sneakers? Eller forskelligfarvede armbånd: Ledig og glad: grøn. ledig og søgende: gul, optaget: rød – og: optaget, men søgende: lilla. Bare en tanke.
/Louise
