Jeg tror ikke, at det er nogen hemmelighed, at min favorit cocktail-bar i øjeblikket er Lidkoeb på Vesterbrogade. De drenge (og piger) mixer altså nogle af byens svedigste drinks og har tilmed også et fantastisk vinkort. Så ’what’s not to like’! Desuden er omgivelserne noget så hyggelige – og ikke mindst nu, hvor gårdhaven er åben med kulørte lamper og bål i de små mexicanske ovne.
I går (tirsdag) havde de besøg fra Sverige i form af Liquid Management All Stars-holdet, der serverede gratis cocktails i gården, mens Rødder-holdet havde tændt op i grillen og serverede glad (og også gratis) gris! Hvor overskudsagtigt af jer alle sammen!
Jeg smagte en gin-drink, der var vildt god. Jeg kan ikke huske, hvad der var i andet end sort te, som man også tydeligt kunne smage. Hvis ikke det var fordi, det lige præcis var på en tirsdag, arrangementet løb af stablen, så ville jeg også vildt gerne have smagt de andre drinks: whisky-sjusser, cocktails med røg (!) og så videre …
Maden var en rugbrødschip med rødbedetartar, det var spelt (tror jeg) på gulerodspuré med persille og så var det grillet gris med løg. MUMS – det smagte godt. Rødder står bag en lang række pop-up-restauranter rundt omkring i København – faktisk havde de deres seneste arrangement på netop Lidkoeb i mandags. Kun grim hovedpine holdt mig hjemme fra det arrangement! Hvis I vil se mere og have besked om næste Rødder-restaurant, så smut ind på deres facebook-side her, og ’like’ dem! Det kan kun anbefales.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mere! Alt er sagt. Det var et fantastisk arrangement! Tak. Til Liquid Management, til Rødder og til Lidkoeb. I er seje! / Anne