En afstikker fra storbyen til Bornholm er lidt som at få vasket sjælen – især når turen kombineres med et smut på Wonderfestiwall. Jeg synes, det er på tide, at Skanderborg dropper titlen som Danmarks smukkeste festival og giver den videre til bornholmernes fuldstændig mageløse én af slagsen. Men heldigvis er det ikke kun omgivelserne, der gør Wonderfestiwall en rejse værd. Den kan også meget andet.
Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg havde forventet. Måske havde jeg forventet en større festival, flere mennesker, mindre fleksibilitet, flere muligheder og dermed også mange flere umulige valg at træffe. Intet var, som ventet, og det er kun godt, når man som jeg godt kan lide at blive overrasket. Det var lidt som at ankomme til et sammenskudsgilde og frygte, at ingen rigtig har gidet at tage sig sammen – for så at opleve, at alle bare er gået totalt all-in og givet den max gas på alle tangenter.
TORSDAG
Torsdag var på mange måder den bedste dag på festivalen – forventningerne til sommerbraget ved Hammershus blev endelig forløst til tonerne af Eclectic Moniker, der fik lov at åbne festivalen på den ‘store’ scene. Jeg er meget glad for Eclectic Moniker, og da en mand kom hen og gav en øl med ordene: “Jeg købte fem øl, men skulle kun bruge fire, så du får den sidste,” og solen samtidig sendte varme stråler ned over calypso-drengene på scenen, kunne det mærkes helt ned i maven, hvor god denne weekend ville blive. Eclectic Moniker blev efterfulgt af Cancer, som gav én af festivalens bedste og mest intense koncerter. Jeg har set dem før, og de kræver noget af lytteren, men hvis man gider at give musikken sin udelte opmærksomhed, får man virkelig meget igen. Jeg gjorde i hvert fald.
Torsdagens bedste koncert blev dog leveret af Minds of 99, som fik mig til både at danse, grine, hive efter vejret af begejstring og sågar fælde en lille tåre. Jeg er så forelsket i det band og så dem også åbne Orange Scene på Roskilde Festival, men denne koncert var mere intim, naturligvis, og de fik skruet helt op for min 80-fascination, som de dyrker på deres helt egen måde. ‘Hurtige Hænder’ er så godt et nummer, at det næsten er svært at lytte til uden at få galoperende hjertebanken og en umiddelbar fornemmelse af lykke. Ja, det er overvældende for en følsom musikelsker som mig, og det er derfor, at Minds of 99 virkelig gør noget godt for mig live. Har du ikke oplevet dem på scenen endnu, skal du virkelig unde dig selv det.
Min første festivalsdag blev på smukkeste vis rundet af af svenske Elliphant, som jeg nu er lidt forelsket i. Wauw, hun er lækker, og en fantastisk performer. Ikke mange var mødt op i teltet til hendes koncert, men os, der var der, dansede og festede med Elliphant, og vi gør det gerne igen. (jeg har ingen billeder af hende, det var sent, og jeg havde travlt med at feste, danse og være beruset. Beklager)
FREDAG
Der er én kæmpe latterlig ting ved festivaler, og det er, at tømmermænd og telt slet slet ikke kan sammen – som om, de bokser mod hinanden inde i hovedet. Du vågner, stadig småfuld, svedende i et totalt indelukket telt og vælter ud på luftmadrassen for at få en lille time i skyggen. Men det er for sent, for alle de smøger, du røg i går, og som gjorde dig så lykkelig, de straffer dig nu, hvor du langsomt er ved at blive ædru, og en kraftig hovedpine sætter sig resolut lige oveni panden på dig. Og der sidder den og banker løs, mens du prøver at sove, bare en lille smule. Det kan du ikke, så du står op, finder noget mad, drikker noget vand og forsøger at overbevise dig selv om, at det hjalp da lidt. Men det gjorde det ikke. Der er ikke nogen vej uden om. Du må på den igen. Alle dine veje fører til ølbaren.
Min hovedpine forsvandt under Kentaur, hvis forsanger havde festivalens smukkeste stemme – og så var han bare glad, når han snakkede med publikum. Han adresserede også et enme, jeg selv har tænkt over. Han sagde: “Hej med jer, Wonderfesti….wall… Wonderfesti – wall?? Siger I det? Wall? Wonderfestiwall?” Ja, det siger de, og jo, jeg kan godt lægge to og to sammen og spotte ordspillet, men det ligger umådeligt dårligt i munden. Jeg skal ikke kunne sige, om det var det, han mente, men det var sjovt, og da han så efterfølgende tog publikum med på en meget skøn og uforudsigelig rejse med sin følsomme musik, så var alt andet ligegyldigt, også festivalsnavne og den slags.
Det var ikke fredag, der skulle byde på de største musikalske oplevelser, selvom Marie Key og Rangleklods jo altid gør det godt – men jeg har set dem begge flere gange i år, så der var ikke noget nyt under solen her (jo, måske Marie Keys koreografi). Fredagens mest sanselige oplevelse var en tur op på Hammershus – det smukkeste sted, jeg har oplevet denne sommer. Jeg troede faktisk, at det var på UNESCOs Verdensarvsliste, men det er det altså ikke, fortæller Google mig. Det burde det være, og jeg vil klart anbefale alle at tage en tur på klipperne, som man siger. Det er rart at komme lidt væk fra fest og larm, nyde stilheden og blive rusket lidt igennem af blæsten på toppen af ruinen.
LØRDAG
Når man kommer til 3. dagen på en festival, kan der ske én af to ting: Enten har du vænnet din krop til alkohol, smøger og nul søvn og dermed helt klar på endnu en festlig dag – eller også har du nået dit max og ønsker inderst inde, at det hele snart var slut. Jeg ville have tilhørt den sidste gruppe – jeg er bare ikke gearet til fest flere dage i træk, især ikke når jeg ynder at invitere min indre lille festryger med, så bliver tømmermændene simpelthen for stor en pris at betale. Derfor sov jeg faktisk hos min nabos forældre (min nabo på Vesterbro, som var så sød at skaffe mig og min fotograf husly under hele Bornholmerturen), og derfor var jeg KLAR, da jeg ramte festivalen lørdag kl. 12. Klar til at være vild i dag, syg i morgen.
Faste læsere af bloggen har hilst på Vildt Smith, da Hvid Mayn var vores københavnersnude for et halvt år siden (der kommer mere om disse drenge inden for den næste måned), og de gav en vanvittig fed koncert om eftermiddagen på den lille scene. Der var fuldstændig proppet med feststemte mennesker, og publikum er naturligvis meget vigtige for, at en koncert kan lykkes – gider de ikke at være en del af festen, er det meget svært for nogen overhovedet at have en fest. Vild Smiths publikum var dog på, og det var Vild Smith selv i den grad også. Aldrig har jeg set tre smukke unge mænd hoppe og danse SÅ vildt på en lørdag eftermiddag. De lagde en solid bund for resten af aftenen – så meget, at Vinnie Who, der spillede lige bagefter på den store scene, blegnede og lignede et pause-act, og dét selvom Vinnie Who er aldeles dygtig og skarp. Det er bare svært at falde ned igen efter en vild koncert – eller det er ikke svært, man har bare ikke lyst til det. Lidt som at blive kaldt indenfor om aftenen af mor og far, mens man lige er i gang med den sjoveste leg med vennerne fra vejen. Øv. Jeg havde lyst til at hoppe videre, og det må man vist ikke til pæne koncerter. Jeg har oplevet Vinnie Who før, og det kan være en kæmpefest, men det blev lidt for meget af en dinnerparty på terrassen for mig denne lørdag.
Til gengæld blev jeg voldsomt positivt overrasket over De Eneste To. Jeg synes, deres musik kan være en anelse kedelig, men den står jeg vist næsten alene med – i hvert fald var De Eneste To et af de navne, der blev nævnt flest gange, når jeg snakkede med forskellige gæster på festivalen om, hvem de glædede sig mest til at se. De Eneste To har mange mange bornholmske fans. Man kan ikke fornægte, at Simon Kvamm kan det der med at fortælle historier, så man lytter – lidt på samme måde som med Marie Key. Og når de samtidig bruger en kæmpe lysavis som bagtæppe med små, sjove beskeder, der kombineres med lyden af en iPhone-besked, der bliver sendt – OG når de bruger det gamle, velkendte, men stadig festlige trick med at bede folk om at sætte sig ned for bagefter at springe op og hoppe og danse – ja, så er der vist ingen risiko for, at publikum ikke morer sig. Det ville i hvert fald være vores egen skyld.
Dog blev det Reptile Youth, der løb med sejren for lørdagens bedste koncert. Der var noget fandenivoldsk, manisk og magisk over forsanger Mads Damsgaard Kristiansen, der som en Jesus-figur trådte ud på publikum, som holdt hans fødder og ankler, mens han sang et helt vers. Nuvel, det lyder lige lovligt bibelsk, men det var også en næsten guddommelig oplevelse.
Hvis jeg skal opsummere Wonderfestiwall, så er det en lille, charmerende festival i en overkommelig størrelse med to scener, et meget alsidigt musikprogram, der nok skal glæde et meget bredt publikum, masser af gymnasieelever (‘hele Rønne Gymnasium er her’, som én af gæsterne fortalte), udmærket mad, uden dog at komme i nærheden af de andre festivaler, jeg har gæstet i år, billige øl og de smukkeste omgivelser. Wonderfestiwall er bestemt en rejse værd, så kan man lægge sin sommerferie lidt sent og slå den sammen med måske en enkelt dag på festival, så er man garanteret en fed ferie. Vejret er jo altid med bornholmerne, tilsyneladende.
/Louise
