ANDERS MATTHESEN – SHHH

Anders Matthesen efterlyser i sit nye show mindre støj og færre mennesker, der råber i munden på hinanden. Som sædvanlig inddrager han sig selv som medvirkende til det, der er galt – men han rammer også alle os andre, der konstant føler trang til at dele hver en bid af livet med hele verden på de sociale medier og blogs. Louise anmelder:

Foto: Daniel Schriver, Soundvenue

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan anmelde Anders Matthesens nye og syvende onemanshow. Han har aldrig skuffet mig, på trods af mine altid meget høje forventninger, og det tog mig ikke mange øjeblikke at investere i billetter til det første show i Falkoner Salen sidste tirsdag, da de blev sat til salg i april måned. Jeg er med andre ord allerede på Anders Matthesens side fra start. På den anden side er jeg den helt rette, for showet handler om mig: Om de mennesker, der råber højt, deler for meget på de sociale medier, viderebringer mere eller mindre holdbare vandrehistorier, som var det den rene sandhed, og bidrager til den stigende støj, verden hver dag fyldes af.

’Shhh’ er et klassisk stand-up show, men med et gennemgående tema – nemlig den stigende mængde af støj i verden: Støj fra børn, voksne, telefoner, maskiner, iPads, trafik, YouTube, sociale medier, nyheder, rygter, sladder, apps, reklamer, vejrudsigter, maskiner, dyr – og naturligvis støjen fra én selv.

Alibisnak og mangel på nærvær

Showet sætter fingeren på mange af tidens aktuelle tendenser. Det postfaktuelle samfund, vores mangel på nærvær på grund af afhængighed af sociale medier og ikke mindst vores alibisnak. Det er vigtige dilemmaer at tage op, og som rammer plet. Man kan ikke andet end at føle sig ramt, når man et par sekunder inden showstart med et lettelsens suk når at se, at der heldigvis er nok netforbindelse i salen, så man kan nå at få uploadet et billede til Facebook, så vennerne kan se, hvor sjovt man har det.

Jeg er konstant online, du kan altid få fat på mig, og jeg tjekker min mobil ca. hver 10. minutter. Og der er ikke noget mere stressende, end når den ikke virker, eller batteriet løber tør. Når jeg rejser, bliver jeg irriteret, når der ikke er wifi på hotellet, og jeg opdaterer både Snapchat og Instagram – og gerne nærværende blog – dagligt. Samtidig får jeg ca. 50 nyhedsmails om dagen, abonnerer på 18 podcasts, lytter til et par lydbøger, læser 2-3 bøger samtidig, følger med i et par tv-serier på Netflix og HBO, ser DR TV på nettet og render til talrige events, som glade københavnere hver uge arrangerer for kulturradikale mennesker som mig. Og jeg er stresset, men jeg kan ikke lade være med at løbe stærkt og have gang i 1000 ting på én gang og deltage i debatter, jeg ikke burde deltage i, for jeg lider af FOMO, og det er så slemt, at jeg ind imellem ikke kan holde ud at høre på bilstøj fra gaden. Jeg skal have ro. Og så flygter jeg til Island, kun for at returnere til det samme hamsterhjul ugen efter.

Er jeg overhovedet til stede på noget tidspunkt? Giver jeg nogensinde nogen min udelte opmærksomhed? Hvad gør det ved mig, at jeg hele tiden står mit i et inferno af støj?

Os ordentlige mennesker er jo enige om, at man skal holde sig opdateret. Det skal man jo, det er en borgerpligt. Men hvad nu, hvis al den information, der flyder frit, er fyldt med fejl og ikke er til at stole på? Der er ikke noget, vi skal, har Anders Matthesen sagt i et af sine tidligere shows. Der er valg, og så er der konsekvenser af disse, men der er ikke noget, vi skal.

Er du kritisk over for din kilde?

En ting, jeg tager med mig fra showet er at huske at spørge endnu oftere, hvor folk har deres viden fra. Hvor er det dog vigtigt i en tid, hvor vi samler ting op hist og pist, og tror på alt, hvad vi læser, så længe det passer ind i vores verdens billede. Alt for ofte baserer vi vores fakta på overskrifter, løse bider af info fra Facebook eller én eller anden, der er ’ret sikker’ på, at det er sådan, det er. Det er ikke kun journalister, der bør faktatjekke og forholde sig kildekritisk og se sagen fra mindst to sider, før vi er tilfredse – det bør vi alle sammen.

Anders Matthesen tager også fat i sproget, og hvordan vi bruger det uden at tænke over, hvad vi siger. Han har ordet i sin magt, og derfor er det en fornøjelse at lytte til ham – han får sine pointer igennem på en elegant og let flabet måde, så det aldrig igen bliver det samme at sige ‘ka’ du ha’ en god dag?’ eller ‘velbekomme’, når man passerer et bord med folk i gang med et måltid.

Men er det så sjovt?

Forestil dig en række af mennesker, der sidder ned i Falkoner Salen. Rækken bølger frem og tilbage, fordi folk griner og bevæger sig forover og bagover. Så sjovt var det. Dog er der sket en hel del med Anders Matthesen siden sidste show; han er blevet mere lun og virker knap så vred, som han eksempelvis var i halvdelen af ‘Tal for dig selv’. Om det er børnene, konen eller blot det faktum, at han er blevet ældre, der har gjort ham mildere, er svært at sige, men det klæder ham, for han bliver aldrig tandløs. Der er stadig jokes, der for nogle vil være på eller over grænsen.

Shhh er ikke tomme kalorier og billige grin, det er det modsatte, og sådan er det for mig altid med Anders Matthesen (jf. min selvudnævnte inhabilitet i begyndelsen af anmeldelsen). Det er derfor, jeg kan invitere venner, familie eller kæreste, der ikke nødvendigvis er til stand-up, med ind at se det, og efterfølgende opleve glæden i deres øjne, deres skuldre, der er sænkede, bekymringerne, der er forduftet fra deres blikke. Jeg fristes til at kalde showet et foredrag, men det er også at stramme den, for det lyder tørt, og det er Anders Matthesen ikke – unapologetically dressed med skarpe, morsomme pointer og vigtige budskaber, som de fleste af os bør tænke over.

Jeg kan mærke tankemylderet på den gode måde, idérigdom og kreativitet, når jeg taler med folk om noget, der betyder noget; vi diskuterer, fjerner os fra hinanden for kun derefter at nærme os hinanden, bliver klogere, mere åbne og søgende. Det er sådan, jeg helst vil have det, og det er sådan, jeg fik det efter Shhh. Latter og eftertænksomhed. Det værste ved showet er, at nu går der jo flere år, før man kan få en førstegangsoplevelse med et nyt show. Tak.

/Louise