Blogs

Betty Bitschlap / Anders Bilberg | Københavnersnuden #242

Betty Bitschlap / Anders Bilberg | Københavnersnuden #242

by 11/08/2019 0 comments
Ugens Københavnersnude er Anders Bilberg, der med sit alias Betty Bitschlap er aktuel til Pride Week næste uge. Han er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole, Det Danske Musicalakademi i Fredericia i 2015 og har derefter arbejdet et par år som performer på krydstogtskibe rundt omkring fra Afrika til Rusland. Det var hér, han første gang optrådte som sin dragkarakter Betty Bitschlap. Han har lavet både tv, reklamer, teater, live shows og har netop spillet titelrollen i The Rocky Horror Show på Aarhus Teater. Senere på året skal han medvirke i Dance of the Vampires på Det Ny Teater – men først viser han os sit København lige her.

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket? 
AB: Der er virkelig gang i den! Jeg udgiver min første single, ”Hot Dog”, gennem mit Drag Queen alter ego, Betty Bitschlap, med dertilhørende musikvideo den 9. august, hvor jeg også holder et releaseevent på GAY Copenhagen Nighclub (det er gratis, du er velkommen!). Så arbejder jeg på shows til Copenhagen Pride, hvor jeg både skal optræde fredag den 16. august til Drag Night og så dagen efter d. 17., med en slags releasekoncert med den nye musik, dansere, kostumeskift, visuals og hele pivtøjet. Jeg står selv for alt, er min egen producer, manager, stylist, makeup artist, vocal coach, assistent og performer, så der er altid noget at se til. Men jeg elsker det!

LC: Hvor bor du?
AB: Jeg bor i en hyggelig lille andelslejlighed lige mellem Blågårdsgade og søerne. Nogle af mine venner har boet her engang, og jeg har altid gerne ville bo i netop denne forening! Placeringen er så skøn, og vi har det dejligste naboskab. Det betyder alt.

LC: Hvor går du tur?
AB: Jeg går enten rundt om søerne, ellers så stikker jeg over på Assistens Kirkegården.

LC: Hvor drikker du kaffe?
AB: Minas kaffebar på Nørrebrogade sælger ALLE KAFFER TIL 15 kr! Det er helt perfekt, og så laver de altså også bare virkelig god kaffe. Ellers så har min veninde og co. sangskriver, Anne Bech Hald, der bor i Carlsbergbyen, lige købt en espressomaskine, så jeg regner med, at der skrives en masse hjemme i hendes køkken!

LC: Hvor spiser du?
AB: Jeg ELSKER Restaurant Høst på Nørre Farimagsgade, hvis det skal være lidt ekstra. Man får 5-8 retter, overraskelser, vin der passer til maden, og det er virkelig ikke en slem pris. Og så skifter de menu hver måned, så man kan altid komme igen og igen og igen! Så er der også Dido Durum House på Nørrebrogade – deres hjemmelavede brød og falafel kombineret med hummus og rødkål er bare en killer falafelrulle!

LC: Hvor fester du?
AB: Søhesten er skøn – der får man bodega og diskotek i ét. Jeg kan godt lide, at det bliver lidt prol. GAY Copenhagen Nightclub er også skøn, der er altid musik at danse til, og jeg møder altid nogen, jeg kender. Men jeg har også haft nogle skønne ture på Chateau Motel, deres dansegulv og DJ’s rammer nogle gange lige ind i mit discohjerte.
Men jeg kan også lidt være en morfar. Jeg elsker jo allermest at spille brætspil og drikke hjemmelavede drinks, hvis jeg kan slippe af sted med det.

LC: Hvor inspireres du?
AB: Jeg elsker at gå ind i alle de små, private butikker på Blågårdsgade. De laver deres tøj selv, og der er virkelig mange inspirerende steder, typer og produkter. Det minder mig altid om, hvor vigtigt det er at forsøge at lave mit eget, danne mit eget udtryk i stedet for at forsøge at lave noget, der egentlig allerede findes. Så selvom det er økologisk bomuld, jeg kigger på, giver det mening, når vi sidder i musikstudiet.
Der begynder også at komme flere og flere vogue balls og drag queen events, og jeg er en SUCKER for queer-kultur – det er så sindssygt levende og inspirerende, når folk kommer til et sted, hvor de tør stå ved deres forskelligheder og lade det skinne igennem. Dér kan jeg virkelig mærke en energi og se æstetikker, jeg kan bruge.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
AB: Baggården til min andelslejlighed lige ved søerne er egentlig offentlig tilgængelig, men den er lidt svær at finde, hvis man ikke ved, den er der. Så det meste af tiden er der ikke ret mange mennesker, og den er virkelig stor. Her om sommeren er den fuld af blomster, træer og græs, og jeg ved ikke noget bedre end at sidde derude og drikke en kop kaffe i ro og mag samtidig med, at man er lige splat midt i byen. Men der er jo mange steder! Fest og Farver på Nørrebrogade har også altid lige det, jeg mangler til et show. Skønt!

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
AB: Jeg arbejder ret meget for tiden på musik, video, live shows osv., så jeg glemmer lidt at nyde, hvad der er omkring mig nogle gange. Men på min kærestes fødselsdag i slutningen af juli lejede vi en båd, og jeg sejlede ham rundt i kanalerne med høj solskin. Vi sluttede af på Trekroner – hvor ingen af os havde været før – og det stille vand, den varme sol, det flotte gamle fort og udsigten over København gjorde mig helt blød i knæene. Jeg har boet i udlandet og rejst verden rundt, da jeg optrådte på et krydstogtskib, men da jeg vendte hjem til København i 2017, vidste jeg bare, at dét er mit hjem.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
AB: Første gang jeg var i København som helt lille, stod jeg af toget på Vesterport Station, og det første jeg så, da vi kom op af trappen, var Palads Biograf – det smadrede mig fuldstændig! Jeg troede ikke på, at sådan en fantastisk bygning fandtes i virkeligheden, og hér måtte jeg bare bo. Jeg ser stadig helst mine film i Palads.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
AB: Tag på Café Intime tirsdag aften, der er ”open piano”. Det er lidt som en karaokeaften, det er bare med livemusik – der er mindst én pianist, nogle gange også en lille jazztrio. Der kommer de mest autentiske typer derinde, så man kan høre lidt jazz, synge en sang selv, mens man får sig et glas portvin. Jeg synes også, noget af det dejligste, hvis man skal vise byen til nogen, der ikke er herfra, er en gåtur gennem Botanisk Have, videre til Kongens Have, ned forbi Kgs. Nytorv, hvorefter man kunne have en lille cocktailpause på Ruby (Gammel Strand), inden man slutter af på restaurant HØST, hvor man drikker bobler, spiser nordisk mad og ser verden suse forbi gennem de store vinduer. Lækkert.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
AB: I Amsterdam har de den her festival, der hedder ”Milkshake” med en helt tydelig besked: den handler om respekt, frihed, kærlighed og tolerance, lige såvel som at turde tænke ud af boksen. Det tiltrækker selvfølgelig mange queer-personer. Der er de vildeste sceneshows, kostumer, musik og acts, og det er befriende at se folk turde se ud, som de nu lyster, og kvinder der tager ejerskab over deres kroppe på scenen, uden at det bliver dømt vulgært, Jeg føler stadig, København kigger med dømmende øjne på ting eller folk, der stikker for meget ud. Hvis nu det var helt 100% normalt og accepteret, at man kunne gå klædt, som man ville, tale som man ville, og have den seksualitet og kønsidentitet man ville, ville København (og verden!) få øjnene op for, hvor SINDSSYGT meget kreativitet og helt fantastiske ting, der kommer ud af folks forskelligheder. Det kunne jeg godt bruge lidt mere af! Det er jo lige meget, hvordan vi ser ud, bare vi er seje og dygtige til det, vi gør. Musiker, skraldemand, tømrer eller politiker. Og flere dygtige mandlige politikere i crop tops tak!

LC: Dit soundtrack til byen?
AB: Jeg har et blødende discohjerte! Hvis jeg kan overtale DJ’en til at spille Le Chic’s ”I want your love” eller Diana Ross’ ”Love Hangover”, er jeg helt oppe at flyve. Det går som regel ikke, når jeg er af sted som Anders, men når jeg er af sted som Betty, slipper jeg som regel af sted med lidt mere. Jeg synes også Madonna’s nye ”God Control” har noget – en glad discosang, der handler om gun control. Helt mærkeligt og lækkert på dansegulvet.

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Anders/Betty! Vi glæder os til at se dig til Pride lige om lidt. 

GOD SØNDAG! <3

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.