CAFE VENLIGBO I ENGHAVEPARKEN

1
396

Sidste weekend åbnede en spritny café i Enghaveparken – Café Venligbo. Et frivillig-projekt startet af en gruppe ihærdige og venlige mennesker, der gerne vil gøre noget godt for flygtninge i området. Caféen har åben hver dag indtil den 20. september, og så er der billigt kaffe og kage!

Café Venligbo

I en tid, hvor tonen omkring flygtninge er temmelig hård, kan mange få lyst til at gå i den modsatte retning og vise, at ikke alle deler holdningen om lukkede grænser og et os-selv-nok-Danmark. For noget tid siden startede en gruppe vendelboere en Facebookgruppe – Venligboerne – og den gruppe har spredt sig til resten af landet. København har også fået sin egen gruppe, og i den ‘undergruppe’ har en lille flok stablet en café på benene.

IMG_3283

Det tog en uge for ca. 15 mennesker at bygge caféen i en container, ejet af Områdefornyelsen på Vesterbro. Containeren har fået en lille bar med alt, hvad der dertil hører. Alt sammen bygget af venligboere, både danskere og nytilkomne. Alle arbejder frivilligt, og mangler man noget, slår man det op i Facebook-gruppen – og vupti! Løsningen er nær, da talrige mennesker står klar til at hjælpe.

IMG_3282

Jeg har selv meldt mig som frivillig i caféen, hvor man får vagter af to timer ad gangen – det kan de fleste være med på. Foran caféen er der borde og bænke, hvor man kan slå sig ned og få en sludder med naboen, et spil backgammon eller bare en stille stund i solen (eller i regnen). Det er også muligt at komme forbi og ‘bytte sprog’ – hvis man taler arabisk men gerne vil øve sit danske, eller hvis man studerer arabisk og gerne vil øve dette sprog – eller andre sprog, naturligvis. Mulighederne er mange!

Caféen har åbent hver dag mellem kl. 14-20 – i weekenden måske lidt tidligere, og hvis du gerne vil støtte projektet, kan du enten dukke op og købe en kop kaffe, eller du kan melde dig som frivillig og få vagter i caféen. Se mere her! 

IMG_3281

Jeg er stolt af, at vi i Danmark og i København har plads til denne slags tiltag, fuldstændig båret frem af ildsjæle, som knokler for at få andre til at føle sig velkomne. Hold op, hvor har vi brug for den slags initiativer i denne tid. Vi har jo ikke nok i os selv, vi vil gerne hinanden. Også dem, som ikke lige ligner os selv, og som måske ikke er så heldige som os.

Kom og hyg dig i Café Venligbo – der er altid plads til én til.

/Louise

IMG_3280

IMG_3279

1 COMMENT

Comments are closed.