Claus Høxbroe: Morgenen arbejder på en ny sol. Digtsamling

0
308
I 2010, vores fødselsår, lavede vi en byvandring på Nørrebro. Her ledte vi tre grupper af 20 mennesker rundt til vores yndlingssteder i bydelen, hvor begge os stiftere har boet. På et af stoppestederne havde vi fået digter Claus Høxbroe til at stå og citere nogle af sine digte om København. Det startede en stor forelskelse i forfatternes fine udgivelser – og nu er der kommet en ny til samlingen, Morgenen arbejder på en ny sol. I aften læser han højt af sin nye digtsamling på Tranquebar Rejseboghandel i Borgergade i København.

Claus Høxbroes nye beat-digtsamling, Morgenen arbejder på en ny sol, er skrevet på landevejen, i en række forskellige lande og byer, men også på en indre rejse, en bevidsthed om sindets mørke baggård, men så sandelig også solsiden.

Budapest, Riga, Malmø, Helsingborg, København, Miami, Key West, Havana, Trinidad og Santiago er bare nogle af byerne, der har sat sine aftryk på digtsamlingen. Med ‘Morgenen arbejder på en ny sol’ tager Høxbroe læseren med på roadtrip gennem Florida, fra Miami til Key West og retur, samt på en rundrejse på Cuba, gennem Københavns gader, afstikkere til Sverige, Riga og Budapest, og ikke mindst ind på en række hotelværelser, hvor Høxbroe konstant søger hen for at finde skriften.

Den nye udgivelse har både meget korte, humoristiske og rørende digte på to linjer, men også længere digte, som rammer lige ned i nutidens og hverdagens finurligheder og almindeligheder. Eksempelvis elsker jeg digtet om Farvel 5A, som på kærlig vis beskriver det smukke i trivialiteterne, men også det lettere irriterende. Jeg kom i hvert fald helt til at elske de små ting, der er så almindelige, at vi slet ikke lægger mærke til dem. Og så elsker jeg, at han kalder den for fattigrøvenes limousine.

Claus Høxbroe læser op af sine digte fra den nye udgivelse i dag kl. 19 i Tranquebar Rejseboghandel i Borgergade 14. Jeg anbefaler på det kraftigeste at tage af sted.

/Louise T