Litteraturanmelder og debattør Katherine Diez‘ altid morsomme og interessante opslag på Instagram er efterhånden blevet helt uundværlige daglige pauser, ligesom vi slubrer de velskrevne anmeldelser i Berlingske i os. Vi elsker folk, der elsker sprog, og som behandler det godt, derfor er vi stolte af at have Diez som ugens Københavnersnude.
LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
KD: Ikke FOR meget, men det er tæt på, at jeg ikke selv kan følge med. Ud over at dyrke mine litterære udskejelser i Berlingske har jeg oplevet et intenst boom i flere mediers interesse for mig. Kan man sige det uden at lyde som et megalomanisk røvhul? For det er jeg altså ikke. Lige nu sidder jeg f.eks. og forbereder noget så sympatisk som et foredrag, jeg skal holde om Tove Ditlevsen på Ishøj Bibliotek.
LC: Hvor bor du?
KD: Apropos Tove Ditlevsen så bor jeg på Vesterbro. Selvom det er lidt mere mondænt i dag, end det var i 1920’erne, og det er blevet beslaglagt af først en bysanering og senere de økologiske børnefamilier, så har det stadig lidt af den dér arbejderklassecharme, det havde i svunden tid. Det kan jeg godt li’. Jeg elsker at bo i gamle lejligheder. Min sjæl ville hurtigt blive kvalt i den dér nye Sydhavnen-brutalisme.
LC: Hvor går du tur?
KD: Over hele København. Vesterbro, hvor jeg bor, Søerne, Frederiksberg Have, Esplanaden. Min kæreste prøver tit at lokke mig med ud til Amager Fælled, men det siger mig ikke noget. Jeg vil være inde i byen eller i parker og anlagte haver, hvor jeg kan mærke kulturen. På den måde er jeg virkelig ikke et naturmenneske. For mig tager den sig bedst ud fra et togvindue eller på et guldaldermaleri.
LC: Hvor drikker du kaffe?
KD: Mest derhjemme, fordi kaffepriserne i byen er til grin. Men jeg arbejder produktivt på caféer, så det kan selvfølgelig ikke undgås at betale 50 kr. for en latte indimellem. Om sommeren elsker jeg at cykle ud til Den Franske Café ved Sortedam Dossering, som salige Mads Holger også holdt af at frekventere. Ellers sidder man virkelig godt i de bløde sæder hos Bistro Royal. Det smører min hjerne at kunne kigge ud på mylderet på Kgs. Nytorv.
LC: Hvor spiser du?
KD: Min kæreste er en fremragende kok hjemme i vores lille bykøkken, men hvis jeg kunne, spiste jeg ude og drak champagne hver aften. Jeg har et perverst dekadent gen. Ja, jeg er vel egentlig bare det, man kalder ‘hedonist’. Og det, tror jeg faktisk, er sundt at være, så længe man ikke helt fornægter virkeligheden. Hvilket jeg helt klart også gør, så bare glem det. Jeg er på ingen måde rig, men har alligevel et vanvittigt mad- og drikkeforbrug og ødsler det meste af min oldemors arv væk på Pastis i Gothersgade.
LC: Hvor fester du?
KD: For det meste fester jeg i forbindelse med en eller anden teater- eller operapremiere eller en bogudgivelse – kors i skuret, hvor jeg lyder opblæst, men sådan er det bare. Ellers elsker jeg en elegant cocktailbar som Ruby i Nybrogade, hvor voksne mennesker kan nyde lækker musik og tale med hinanden på én og samme gang. Men der er nu altså intet som en god, indspist branchefest i det private, hvor mange af gæsterne kender hinanden.
LC: Hvor inspireres du?
KD: Det kommer selvfølgelig an på til hvad. Jeg bruger timevis på at læse hver dag – aviser såvel som online nyhedsmedier og selvfølgelig bøger. Der finder jeg min inspiration til selv at skrive. Jeg vil også gerne sige, at København inspirerer mig, men jeg tror, at ‘stimulerer’ er mere korrekt. På samme måde som det stimulerer mig at læse et digt af August Schade. Jeg kan genkende hans forelskelse til byen og føler den helt ned i maven, når jeg cykler. Fra Nørrebro og rundt i Indre By og videre til Christianshavn. Åh.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
KD: Er det nogensinde lykkedes nogen at svare på det? Jeg har lyst til at citere en gammel, fantastisk Ove Sprogøe-parodiering på den gamle overborgmester, Egon Weidekamp, men det er der nok ikke plads til her. Lige dele poetisk og morsomt opremser han, hvad han elsker ved samtlige bydele. Han og jeg må bare konstatere, at København er vidunderlig – hvis man ser bort fra det konstante, uskønne byggerod.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
KD: Nu. Hele tiden. Når jeg sidder i mit lille køkken og kan høre den gamle, sure Vesterbro-kælling råbe nede i gården. Når jeg er til en kunstfernisering i Store Kongensgade og tænker “kun i København”. Når jeg om sommeren sejler rundt i havnen og har Skuespilhuset til min ene side og Operaen til min anden. Når jeg sidder på min venindes bænk på Nørrebrogade og drikker en øl og græder over mænd, vi hader at elske.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
KD: Jeg vil aldrig glemme et særligt måneskinsstævnemøde med en mand, jeg var dødeligt forelsket i. Vi kyssede midt på “Kyssebroen” under en majfuldmåne på steroider og slentrede hånd i hånd op ad Gothersgade og frem og tilbage langs søerne. Det var ufatteligt romantisk, meget Schade. Jeg tror, der gik flere timer, før jeg holdt op med at ryste. Da vi endelig var gået hver til sit, og jeg var kommet hjem, sendte han mig et digt af Strunge fra samlingen “Popsange”: ‘Skal vi ikke gå hjem til dig?’
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
KD: Tag i Operaen. Det koster så meget mindre, end så mange tror. Oplev en ballet på Gamle Scene. Se en absurd, moderne klassiker på Teatret ved Sorte Hest. Besøg Den Hirschsprungske Samling. Pak en picnickurv eller en termokande med varm chokolade (alt efter årstiden) og gå på opdagelse på Vestre Kirkegård. Det er altså ikke for sjov, at det er Skandinaviens største kirkegård. En ubeskrivelig eventyrpark, man bare gerne vil fare vild i, mens man leder efter Tove Ditlevsen, Herman Bang og Thorvald Stauning.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
KD: Ornamentering ville pynte gevaldigt på alt det hæslige lort, der bliver bygget i dag. Jeg ville ønske, man stadig opførte nyklassicistisk arkitektur. Æstetik skaber lykkelige mennesker. Det er et faktum. Tænk, hvis man så let som ingenting kunne huse en rehabiliteret gadejunkie i en smuk ejendom i Griffenfeldtgade i stedet for et eller andet sygt betonslum i Mogadishu Street. (Københavnere ved, at det er én og samme gade.)
LC: Dit soundtrack til byen?
KD: Jeg lytter som regel til P1, P2 eller Radio24syv, når jeg svæver gennem byen, men hvis jeg skal vælge et bestemt track … “Take Five” af Dave Brubeck. Hvis hele København – fra Griffenfeldsgade til Gammel Kongevej – var musik, ville den være third-stream-jazz.
Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Katherine!
GOD SØNDAG!