DA ROSKILDE FESTIVAL STJAL MIT HJERTE

Årets Roskilde Festival er netop overstået, og jeg har ramt min lejlighed i København, hvor jeg allerede savner festivalens slæbende dagtempo, fællesskabet, musikken og evnen til få os alle sammen til at være til stede lige nu og her og glemme i morgen. Årets festival handlede om mere end musik, og specielt én oplevelse har sat sig fast som en sommerforelskelse kommet ud af det blå.

Roskilde Festival 2016 har været en del anderledes end de foregående år. Min kæreste og jeg gik fra hinanden søndagen inden, hvilket naturligt satte et lille præg på festivalen (det var et godt brud, som var noget tid undervejs, hvor begge parter var enige), og så fik jeg en trist besked fra en veninde, som knuste mit hjerte. Livet er skrøbeligt og kort, og intet varer evigt, hverken sorg eller glæde. Jeg tænker på jer.

Nyt arbejde

Selvom jeg de sidste tre år har arbejdet på festivalen, blandt andet for Orange TV, så er jeg fra i år blevet en del af festivalens interne kommunikationsteam, der skriver artikler til sitet Roskildenyt.dk. Hver dag har vi holdt redaktionsmøder for at kunne dække, hvad der sker blandt de frivillige på festivalen, så der har været travlt, også i musikdagene (vi er der fra lørdag-søndag ugen efter). Jeg har skrevet fire historier, som vil udkomme i løbet af de næste par uger, blandt andet en historie om Bæst og Manfreds restaurant i Artist Village – en lille del af festivalen, som er forbeholdt artisterne og deres crew – og om 50 politikere, der blev kørt ind på festivalen for at møde gæsterne til én-til-én samtaler.

Genialt kunstprojekt

Men det, der virkelig fangede min opmærksomhed, var The Yes Men og Edward Snowden-eventet. Søndag så jeg det billede, som hang 11 forskellige steder i Rising City og Countdown, og som skabte en decideret shitstorm på nettet.

Mit newsfeed på Facebook var fyldt med diskussioner om Roskilde Festivals datapolitik, og samtlige dagblade og formiddagsaviser havde også bragt nyheden. Folk var vrede, og jo vredere de blev, jo federe syntes jeg, at setuppet var – selvom jeg lige som alle andre ikke kunne være helt sikker på, hvad der egentlig foregik.

Vi var i Intern Kommunikation ikke blevet informeret om, hvad der foregik. Det var yderst hemmeligt og kun noget, ledelsen, the Yes Men, Snowden og kuratorgruppen på festivalen kendte til. Men jeg var ikke i tvivl om, at der var tale om en provokation op til Snowden-eventet. Et kunstprojekt lavet til at få os op i det røde felt, så vi var klar til at gå følelsesladet ind i en debat om overvågning. Hvis ikke det bliver konkretiseret, er det svært at sætte sig op til en egentlig debat, især når emnet er så kompliceret.

Jeg var så heldig at få lov at tale med kuratoren bag eventet, Daniel Toke Hansen, om hele processen – om hvorfor de valgte at trække afsløringen så lang tid, om hvordan festivalen selv syntes, at det var gået. Den artikel kommer online om nogle dage, og jeg lover at dele linket her også.

Billedreportage fra #rf16

I morgen kommer en reportage af festivalsoplevelserne, som har båret præg af at være med bag kulisserne – men selvfølgelig også ude på pladsen, i sol, regn og blæst, til lyden af hiphop, metal og country og med talrige økologiske madoplevelser og øl i kroppen.

/Louise