Blogs

Da The Cure aflyste deres Roskilde-koncert i 2000

Da The Cure aflyste deres Roskilde-koncert i 2000

by 09/07/2019 0 comments
Lørdag aften i år spillede The Cure på Roskilde Festivals Orange Scene. Det har de gjorde før, men sidste gang jeg stod og ventede på dem, var i 2000. Hvor de aflyste. De skulle have spillet lige efter Pearl Jam. I stedet skete tragedien, der ikke måtte ske på Roskilde Festival.

 

Tekst af Louise Taarnhøj
Coverfoto af Peter Troest

2000

Jeg er ikke engang fyldt 20 år, men alligevel er jeg faldet hårdt for 80’er-bandet The Cures sange om knuste hjerter og ungdomsmelankoli. Jeg går fra min og vennernes lejr omkring kl. 23, og The Cure skal spille kl. 1. Pearl Jam er godt i gang oppe på scenen, jeg er fuld og glad og forventningsfuld. Sammen med vennerne om at have en fest.

Vi stiller os ca. midt på plænen og prøver at følge med i koncerten via storskærmene. Inden længe virker det som om, der er noget galt. Forsanger i Pearl Jam Eddie Vedder beder publikum om at gå fem skridt tilbage. Folk skubber og maser åbenbart for meget helt oppe foran, og det er gået for vidt. Der går lidt tid, og Eddie Vedder gentager. Det er umuligt for os at se, hvordan de forreste rækker reagerer, men vi ved overhovedet ikke, at der er et større problem, end man kan forestille sig.

Pludselig ser jeg, at Eddie Vedder sætter sig på hug på scenen og kigger ud mod publikum. Det ser næsten ud som om, han græder – hvilket jeg senere hen lærer, at han rent faktisk gjorde. Det, han kan se, som vi ikke kan se, er, at tumulten foran scenen får hevet folk ned på jorden, hvor de bliver trampet på. Historierne siger, at der ligger op til tre lag personer, som bliver trampet på, fordi dem, der stadig står op, ikke kan røre sig eller komme væk. Der er kaos, og det er blevet rigtig alvorligt.

Hvad er det sket?

Musikken er stoppet, koncerten er afbrudt, og vi ved stadig ikke, hvor alvorligt det er. Vi kan bare forstå på de rygter, der allerede florerer blandt publikum, at mange mennesker er blevet alvorligt kvæstet. Ingen af os tænker længere på The Cure og den koncert, vi er kommet for at se. Det er blevet mørkt, og vi er forvirrede og utålmodige.

Da en scenevagt fortæller, at resten af koncerten ikke bliver afviklet, lyder det protester fra publikum. Folk ved ikke, hvad der er sket, og for mange er Pearl Jam hele billetten værd.

Der begynder at gå rygter om, at flere er døde. Panikken breder sig langsomt, og vi bliver bange. Hvordan kan det ske? Jeg har været på Roskilde Festival fire gange på dette tidspunkt – som 15-årig, 16-årig, 17-årig og nu som 19-årig. Jeg har aldrig været bange, altid følt mig tryg og i gode hænder – både hos mine venner, men også hos festivalen.

5 people have died

Den daværende festivalleder Leif Skov går på scenen lidt i kl. 1, samtidig med, at et skilt med aflysning af The Cure kommer på storskærmene. Det støvregner, det er køligt, jeg hører flere græde, mens han siger:

“5 people have died.” Det er faktisk det eneste, jeg kan huske klart, at han siger. Og jeg bryder sammen, sammen med resten af de mennesker, der står foran Orange Scene og kigger lamslået på hinanden. Leif Skov beder alle om at holde et minuts stilhed for dem, der er blevet kvæstet, og vi står alle sammen og kigger op mod den slukkede scene, de tændte lygter henover festivalpladsen, støvregnen. Jeg frygter, at jeg har venner eller bekendte blandt de kvæstede, eller værre endnu, blandt de dræbte.

I virkeligheden er der hele ni personer, alle unge mænd mellem 17 og 26 år gamle, der er blevet dræbt foran Orange Scene under Pearl Jam-koncerten. Tre danskere, tre svenskere, en tysker, en hollænder og en australier. Det ved vi bare ikke på nuværende tidspunkt. Men fem personer er også i sig selv mange, nok til, at vi er lammede, ramt af en ubeskrivelig sorg over, at vores festival har mistet ni unge mænd på grund af – ingen! Hvem er skyld i det her? Det virker meningsløst og ubegribeligt. Vi er alle 100.000 mennesker på festivalen berørte af ulykken.

I stilhed går vi tilbage til vores lejr. Musikken fortsætter på få andre scener. Mange tager hjem. Festivalen er for altid forandret.

Pearl Jam udtaler i en pressemeddelelse dagen efter:

“Det forekommer at være en hændelig ulykke, men alt skete så modbydeligt hurtigt. Når man siger ja til at spille ved en festival af denne størrelse og med det renommé, er det umuligt at forestille sig et så hjerteskærende scenarie. Vores liv vil aldrig blive de samme, men vi ved, at det er ingenting sammenlignet med den sorg, som familie og venner til de berørte oplever. Det er så tragisk…der er ingen ord.”

2019

Der var efterfølgende en stor og langtrukken undersøgelse af ulykken for at se, om der kunne placeres et ansvar. Man kom frem til, at det var et sammentræf af ulykkelige omstændigheder. Ingen kunne stilles til ansvar. En DR-dokumentar antydede nogle år senere, at der var for lang kommandovej, for lang tid før ambulancerne ankom, og for dårlig kommunikation mellem scenevagterne og beredskabet. Men altså; undersøgelsen viste, at ingen har det endelige ansvar.

En del nye sikkerhedsforanstaltninger er senere hen blevet taget på festivalen, så man kan undgå en lignende ulykke i fremtiden. Blandt andet er det slet ikke muligt for så mange mennesker at samles foran Orange Scene mere, da man skal have et specielt armbånd til ‘pit’-området; et indhegnet område helt oppe ved scenen.

I dag er der en mindelund lige ved siden af Orange Scene, hvor der er plantet ni træer i en cirkel til minde om de ni omkomne. Roskilde Festival har for mig altid været et trygt frirum, hvor der for det meste har været respekt mellem gæsterne. Den respekt er blevet  forstærket efter ulykken, og på den måde lever de omkomnes minde videre – ved, at vi, der stadig besøger festivalen, behandler hinanden godt og hjælper hinanden.

En stor, hvid sten står også i mindelunden. På stenen står der, How fragile we are. Hvert år ligger der blomster ved stenen og ved træerne. Jeg tror ikke, at nogen, der var på Roskilde Festival i 2000 nogensinde vil glemme den oplevelse. Aldrig. Musik skal åbne os op og ryste os sammen. I stedet maste den livet ud af ni unge mennesker.

Jeg har altid haft stor respekt for daværende festivalchef, Leif Skov, som havde det tunge job at gå skridtene op på Orange Scene og overlevere den værste nyhed i festival-Danmarks historie. Det må havde været så ufatteligt svært og hjerteskærende.

Det vigtigste, vi kan gøre, er at blive ved med at feste sammen på Roskilde-måden, hvor vi passer på hinanden og har respekt for hinanden.

Længe leve musikken og de ni unge mænds minde.

/Louise T

Selvom sangen intet med ulykken har at gøre, så tænker jeg altid på ofrene, når jeg hører Sirens med Pearl Jam:

Hear the sirens covering distance in the night
The sound, echoing closer, will they come for me, next time?

It’s a fragile thing, this life we lead,
If I think too much, I can’t get over
When by the grace, by which we live
Our lives with death over our shoulders
Want you to know, that should I go,
I always loved you, held you high above too
I studied your face, the fear goes away

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.