DET SPRINGENDE PUNKT PÅ SORTE HEST

0
443
Fik du ikke set Det Springende Punkt på Sorte Hest sidste sæson? Så vil vi på det kraftigste anbefale dig at gøre det nu, hvor Karen-Lise Mynster igen står alene på den lille og intime scene. Her sætter hun fokus på processen at blive digter samt forblive et empatisk menneske gennem brudstykker af Inger Christensens mange fantastiske digte – smukt fortolket gennem ord, billeder og musik. Og nej, du behøver ikke have læst litteraturvidenskab for at få noget ud af stykket, hvis temaer alle kan realtere til.

Fredag aften var Louise og jeg inviteret til premiere på Det Springende Punkt på Sorte Hest – en forestilling, som jeg personlig var ked af at være gået slip af sidste sæson, da jeg sætter utrolig stor pris på både skuespilleren Karen-Lise Mynster og digteren Inger Christensen, der for mig er en af de dygtigste lyrikere, som Danmark har haft. Du behøver dog ikke have forkærlighed for hverken systemdigtning eller andre krumspring i den litterære genre, for at få en god aften på Sorte Hest. For selvom forestillingen var en fortættet fortælling af (mange) ord, billeder og musik (scenografien var imponerende!), så var den alligevel utrolig tilgængelig gennem sine tematikker som vanskelig kærlighed, menneskets liv og ikke mindst menneskets verden – temaer, som vi alle kan forholde os til.

En menneskelig historie

I Det Springende Punkt fortælles historien om en kvindelig digter, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor patienterne er utrolig visionære og kan se en langt mere kærlig verden end den fungerende. Gennem brudstykker af Inger Christensen digte Det, Lys, Græs og Alfabet følges hendes kamp for at bevare poesiens dimension i verden, så hun kan blive ved med at udvikle sig og verden kan gøre det samme – gennem ord og menneskelige handlinger. Det lyder måske lidt højtragende. Men tro mig; det er det ikke. Det er virkelig smukt og Karen-Lise Mynsters sublime skuespil med finurlig humor og fandenivoldsk intensitet er helt fortryllende. Hun bærere på alle måde forestillingen og er både interessant og underholdende at se på. Desuden understreger forestillingen, hvad det er, ord på papir kan; nemlig kort og præcist beskrive den komplekse verden, som vi alle prøver at finde os tilrette i, overleve i og ikke mindst elske i.

Vil du derfor se et af Danmarks helt stort skuespillertalenter udfolde sig og noget af det smukkeste lyrik, der nogensinde er skrevet her i landet, så tag et smut forbi det lille teater på Vesterbrogade.

Det Springende Punkt spiller på Teatret ved Sorte Hest til den 18. april 2015.

/Ditte

Herunder kan du se vores umiddelbare reaktion på Det Springende Punkt: