DNA-test hos Copenhagen Health Club

1
414
For en måned siden fik jeg lov at prøve Copenhagen Health Clubs DNA-test, hvor man får scannet fire hårstrå, så man derudfra kan se, hvordan det står til med éns sundhed. Jeg lever forholdsvist sundt, og alligevel var jeg ret overrasket over nogle af resultaterne.

Reklame. Undersøgelse modtaget gratis til test.

Af Louise Taarnhøj

For en måned siden fik jeg hevet fire hår ud af min nakke, scannet dem og sendt dem til Tyskland. Ja, det lyder mærkværdigt, men sundhedsklinikken, Copenhagen Health Club, som ligger midt i byen inde ved Storkespringvandet, tilbyder denne nyere form for DNA-test, hvor man kan se, hvordan det egentlig står til med ens sundhed.

Jeg lever overvejende sundt. Jeg spiser morgenmad, frokost og aftensmad hver dag. Jeg spiser tre-fire mellemmåltider. Jeg får masser af frugt og grønt, og det er for det meste økologisk. Jeg drikker maks fire kopper kaffe om dagen. Jeg spiser sjældent junkfood og heller ikke særligt tit kød. Min fordøjelse fungerer fint. Jeg træner fem gange om ugen. Jeg bruger neutra vaskemiddel og opvaskemiddel. Jeg sover godt om natten. Jeg er ofte glad.

Så helt galt kan det ikke stå til med mig da?

OK. Jeg har også nogle skavanker. Jeg får løbeskader hvert år, og de varer gerne tre-fire måneder. Jeg drikker lidt for meget alkohol – med alle de events og fester, kommer jeg hurtigt over 7 genstande om ugen. Jeg spiser nok også lidt for ofte dessert, og jeg har en stor svaghed for saltede nødder og chips. Jeg har også ind imellem ondt i maven efter et måltid. Jeg bruger makeup hver dag og også parfume. Jeg vasker ikke mit nye tøj, før jeg bruger det første gang.

Hmm. Der er nok noget at tage fat på, selvom jeg overordnet set synes, jeg klarer det meget godt. Der skal jo også være plads til at leve. Samtidig synes jeg også, at sundhed er vigtigt, og det er langt hen ad vejen vores eget ansvar. Er der noget, jeg kan justere på, så lad mig vide, hvilke knapper jeg skal skrue på.

Testen foregik således, at Lene Jensen, som er uddannet ernæringsekspert, startede med et kort interview om, hvordan jeg havde det, og hvordan min livstil var. Derefter snuppede hun fire hårstrå fra min nakke, lagde dem i en form for scanner, som sendte informationer om mit hår til Tyskland, hvor de blev analyseret. Efter 20 minutter var resultatet klar. Og Lene kunne begynde at fortælle, hvor sund jeg egentlig er.

I mit skema stod der, at jeg har fire fokusområder at arbejde særligt med:
1. Binyresystemet
2. Fordøjelsessystemet
3. Afgiftningssystem
4. Proteinsyntesen
Binyre system

Binyrerne producerer hormoner som cortisol, adrenalin, pregnenolon, aldosteron, progesteron, østrogen, testosteron og DHEA. Binyrerne er en del af et større kirtelsystem i kroppen, som er med til at regulere bl.a. væskebalancen, blodsukkeret, kønshormonerne, kamp- og flugtreaktionerne, immunforsvar m.m.

Der findes mange forskellige stadier af binyretræthed, lige fra en mild træthed til den værste form, hvor man knapt kan gå fem skridt (forstadie til kronisk træthedssyndrom). Man kan svinge mellem de forskellige stadier igennem livet, men man kan heldigvis også blive helt rask.

Når jeg slår ud på binyrerne, er det fordi, mine binyrer er trætte, og det kan være grundet fysisk eller mental stress, som har stået på i flere måneder, år, eller at jeg har været udsat for noget traumatiserende. Når binyrerne er trætte (udbrændte) og ikke længere kan producere den mængde hormoner, de skal, vil det udmønte sig i en lang række meget forskellige symptomer, fx træthed, lændesmerter, angstanfald, fødevareintolerancer, udtørrede slimhinder, nedsat sexlyst, eksem, urinsyregigt, candisvamp, væskeophobninger, søvnproblemer, nedsat stresstærskel, ledsmerter, infektioner – og det kan derfor være svært for en læge at finde frem til en diagnose.

Fordøjelsessystemet

Når fordøjelsessystemet ikke fungerer optimalt, kan man have vanskeligt ved at fordøje og omsætte sin mad, hvilket har betydning for optagelsen af mikro- og makronæringsstoffer, og man kommer altså nemmere i underskud. Man kan også have tendens til oppustet mave, forstoppelse, diarre, og ens generelle velbefindende vil måske være påvirket, idet det påvirker både fysik og psyke.

Afgiftningssystemet

Kroppen bruger flere veje til at udskille sine affaldsstoffer. Gennem det normale stofskifte samt via tarmen, lymfe, lunger, hud. Men hvis fordøjelsen er belastet og ikke fungerer optimalt, kan andre veje (lagring i fedtvæv) vælges for at sikre kroppens pH-balance, og at væv, muskler og organer ikke svækkes ad ophobede affaldsstoffer.

Mange mennesker er ikke klar over, at hjernen indeholder betydelige mængder af fedt, og at nervecellerne er omgivet af en membran, som består af fedt. Mange gifte er fedtopløselige og kan derfor samle sig i fedtvævet og i cellemembranerne, blandt andet i hjernen.
Symptomerne på et dårligt fungerende afgiftningssystem er blandt andet træthed, glemsomhed, hovedpine, allergier, bumser, ledsmerter, overfølsomhed, øget slimproduktion, svækket immunforsvar mv.

Proteinsyntesen

Proteinsyntesen er opskriften på, hvordan cellen laver et stk. protein. Når proteinsyntesen halter, vil man have svært ved at reparere, genopbygge og danne nye proteiner, og dette kan bl.a. have indflydelse på hormonbalancen. Hormoner dannes af proteiner og en sund tarm og har derfor stor indflydelse på binyrerne.

Disse fire hovedpunkter skal jeg altså have styr på. Som sagt føler jeg ikke, at jeg har så meget at skulle arbejde med, men rapporten har alligevel givet mig et wakeupcall. Faktisk var det mest punktet med binyrerne, som slog mig hårdest. Jeg har presset mig selv rigtig meget, da jeg i seks år var selvstændig – men jeg følte ikke, at jeg pressede mig selv. Jeg har også oplevet det, mange vil kalde traumatiserende, og jeg har også inden for den seneste årrække fået knust mit hjerte. Alt det kan have indflydelse på mit helbred, og det er faktisk lidt overraskende, synes jeg. For det har jo intet at gøre med mad og motion – men om sind. Det er virkelig vigtigt!

Disse mineraler og fedtsyrer mangler jeg

Heldigvis var der også noget positivt i rapporten. Bevares, det er faktisk kun de dårlige, jeg nævner her, for rapporten er lang; 33 sider. Det så eksempelvis rigtig fint ud i hjerte-kar-support indikatorerne, hvor jeg lå helt i bund (hvilket er godt). Jeg mangler kun vitamin K og magnesium, som jeg tog i forvejen, og som jeg bliver ved med at tage.

Men jeg mangler svovl. Svovl øger hjernens koncentration og funktion, hjælper led, styrker knogler, afbalancerer hormoner, fremmer sund muskelmasse, helbreder huden og forebygger infektioner. Så det starter jeg min dag med at indtage nu, i pilleform.

Jeg manglede også en del fedtsyrer – selvom jeg egentlig synes, at jeg får ret meget avocado, olivenolie, fisk og nødder i hverdagen.

Fedt er et nødvendigt næringsstof for kroppen, både som energikilde og som depot for opbevaring af energi. Hvis ikke kroppen får forsyninger af de essentielle fedtstoffer, kan der ske alvorlig skade på forskellige systemer i kroppen; cellemembraner, hjerne, hjerte, nervesystem og hormoner vil simpelthen ikke fungere.

Hvis din hud er blød, smidig og fløjlsagtig, så er det et tegn på, at du får nok af de essentielle fedtstoffer. Er din hud derimod tør og ru, har du brug for flere essentielle fedtstoffer.

Grunden til, at du kan bruge huden som indikator på, om du får nok af de essentielle fedtstoffer, er fordi din hjerne, din lever og dit hjerte også har brug for de essentielle fedtsyrer, og de har første prioritet. Så hvis din hud mangler de essentielle fedtsyrer, har du i virkeligheden et problem med dit helbred.

Du kan selvfølgelig leve med en tør hud, det er måske ikke så pænt, men du kan leve med det. Naturen er så viseligt indrettet, at huden får til sidst, så når din hud er blød, smidig og fløjlsagtig, så ved du, at din krop får det, den har brug for.

Disse antioxidanter mangler jeg

Så er der antioxidanterne – hvor jeg også manglede en del, blandt andet zink, alfa-liponsyre, carotenoider og sulforafan.

Antioxidanter er livsvigtige for menneskekroppen. Vi kan simpelthen ikke opretholde livet, hvis ikke vores organisme indeholdt stoffer som antioxidanter, der hurtigt og effektivt kan uskadeliggøre de frie radikaler. Frie radikaler kan ændre kroppens arveanlæg, så de begynder at opføre sig anderledes. Antioxidanternes primære arbejde er ikke at udskille affaldsstoffer. Et svækket antioxidantforsvar øger risikoen for alvorlig sygdom.

Det mest skræmmende i denne del af rapporten var indholdet af kemikalier og kulbrinter i min krop, som kunne stamme fra hårfarvning, makeup, luftforurening og ikkeøkologiske fødevarer. Her har jeg besluttet at skifte frisør til en økologisk frisør, skifte min makeup ud med kun økologiske produkter og gå nogle flere ture i skoven, hvilket jeg har læst godt kan gøre en forskel. Og så har jeg købt en del planter til min lejlighed, for det skulle også hjælpe med at rense luften – tro det eller ej, de grønne planter kan rent faktisk hjælpe med at rense luften i et rum. Og økologi køber jeg allerede en del af.

Jeg har en del bakterier og parasitter i kroppen!

Jeg syntes også, det var interessant med bakterier og parasitter, som jeg har en del af. Nyere forskning viser, at vores hjerne nr. 2 sidder i tarmene, hvorfor denne har stor indflydelse på vores helbred. Det vurderes, at 90% af de fleste sygdomme, skyldes en ubalance i mikrobiologien. 80% af immunforsvaret og dit lykkehormon, serotonin, dannes i tarmene, og derfor kan din sindstilstand kan være påvirket ved en dårlig fungerende tarm.

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor en ubalance opstår, men en livsstil med for meget stress, nedtrykthed, forkert kostkombination, medicin, kaffe, koffein, sukker, miljømæssige faktorer, varmehandlet fødevarer, hvor de gode bakterier er fjernet, kan desværre hjælpe en ubalance stærkt på vej.

Jeg er derfor blevet anbefalet at gå på en 15 dages Bruttrunk-kur, som er en alkoholfri specialdrik med syreresistente mælkesyrebakterier, lavet på økologisk fuldkornsbrød og vand. Brottrunk indeholder B12-vitamin, der medvirker til, at dit immunsystem virker normalt. Og derefter er jeg gået over til et mavesyreresistent mælkesyretilskud fx Maxiflor fra Natur Drogeriet.

Det skal jeg undgå at spise

I disse tre måneder, inden jeg skal til undersøgelse igen, skal jeg undgå at indtage sild, dadler, papaya, mandler, kokosnød, jordnødder, lucerne, rosenkål, spinat og tomater. Det er ikke fordi, jeg ikke kan tåle disse fødevarer, men der er indikationer på, at min krop har fået for meget, og at fordøjelsessystemet og immunforsvaret vil derfor reagere negativ på disse fødevarer. Det kan også være, fordi kroppen ikke danner nok enzymer til at kunne nedbryde disse fødevarer, hvorfor det provokerer mit fordøjelsessystem og immunforsvar. Det er jo ikke fordi, det er usunde fødevarer, men lige nu gør de bare ikke noget godt for mig.

Hvordan har jeg det så nu?

En måned inde i forløbet kan jeg ikke mærke den helt store forskel. Jo, måske sover jeg endnu bedre, end jeg plejede, og jeg synes, at min krop er stærkere, end den plejer at være. Derudover føles det som om, mit hår er tykkere og stærkere.

Jeg har snydt lidt, for jeg er kommet til at spise peanuts, og jeg har glemt at tage nogle af mine tilskud, som eksempelvis jern og olie – særligt olien har jeg meget, meget, meget svært ved at sluge. Det er simpelthen den klammeste konsistent, at jeg er ved at knække mig, når jeg drikke den lille spiseskefuld. Og jeg kan ikke blande det i en smoothie, for smagen er for kraftig.

De kommende to måneder vil jeg ikke snyde overhovedet. Det vigtigste i sådanne situationer er, at vi selv lægge energi i det. Hvis ikke vi gør det, kan det jo være lige meget. Derfor er en sund livsstil slet ikke så simpel, som det tit gøres til. Det er SÅ svært at overholde regler og leve på en bestemt måde, end man er vant til. Men det er det værd. Jeg skal bare have brudt nogle af mine dårlige vaner, og det tager jo tid.

/Louise T.

 

1 COMMENT

Comments are closed.