Blogs

Hønen & Ægget: Fransk bistrostil møder Østerbro

Hønen & Ægget: Fransk bistrostil møder Østerbro

by 13/11/2019
Hønen & Ægget er et uformelt, hyggeligt spisested midt på Øster Farimagsgade. Som navnet på det lille charmerende sted antyder, så er køkkenets livretter fjerkræ og æg, men menukortet byder også på meget mere end det. Vi var inviteret forbi for at smage deres tatar, og vi blev så nysgerrige på resten af menukortet, at det er ikke er sidste gang, vi kigger forbi.

 

INVITERET. Det hyggelige spisested Hønen & Ægget på Øster Farimagsgade syner måske ikke af meget udefra, men indenfor venter lækker mad, gode vine, og en super hyggelig og uformel stemning. Rå murstensvægge og en hyggelig indretning, hvor fransk bistrostil møder Østerbro med kakkelborde og finurlige tegninger på væggen. De har åbent fra morgen til aften med et menukort, der derfor også strækker sig fra morgenmad til frokost og aftensmad. Til morgenmaden finder du små, lette retter som blødkogt æg, spejlæg, æggekage, oste og yoghurt, og til frokost kan du sætte tænderne i fish’n’chips, eggs Benedict, hønsesalat, toast mm. Fælles for alle retterne er, at de er lavet af friske råvarer, som så vidt muligt er økologiske. Menuen skifter med årstiden, men nogle af retterne er vist efterhånden blevet klassikere, så de forsvinder nok ikke lige foreløbigt, og hvis du primært spiser vegetarisk, så kan du også finde lækre retter uden kød.

 

En tatar du skal prøve  

Det er ikke nogen hemmelighed, at flere af medlemmerne af  team-LoveCopenhagen har en stor svaghed for tatar – og altid er på jagt efter byens bedste. En fredag aften var vi inviteret til at prøvesmage den franske bistroklassiker på Hønen & Ægget, som nu officielt er føjet til vores liste over de bedste af slagsen i København. Den var nemlig super delikat! Helt klassisk med kapers, frisk karse og en solgul æggeblomme i midten – serveret med hjemmelavet brød, grøn salat og sprøde fritter, selvfølgelig. Men denne her tatar er nu så lækker, at du faktisk godt kunne undvære fritterne, den smelter på tungen, og med lidt hjemmebagt brød og et godt glas vin, så er du rimelig godt kørende.

 

Vi stoppede ikke her… 

Vi blev som sagt meget begejstrede, da vi så menukortet, som bl.a. også bød på ovnstegt kylling med citron, og en klassisk chevre chaud salat. Men denne fredag var det nu deres jomfruhummer med grillet citron, spread og brød, der fristede, og den kan absolut også anbefales! Jomfruhummeren er perfekt, hvis du har lyst til en mere let ret, men det skal måske lige nævnes, at hvis appetitten er stor, så skal du gå efter tatar eller den ovnstegte kylling. Og hvis du ligesom os sætter pris på lidt grønt til maden, så kan du med fordel bestille en af de lækre sides på kortet, som deres padrons med parmesan og citron eller bare en grøn salat, som helt sikkert vil være prikken over i’et til den lækre jomfruhummer.

Hønen & Ægget, Catharina LoveCopenhagen

Uanset om du nøjes med en hovedret eller supplerer med lidt sides, så er det ikke noget, der vælter budgettet, hovedretterne koster mellem 95 kr. og 195 kr. og du kan også vælge at prøve 3 serveringer for 250 kr. eller 7 serveringer for 300 kr. Det er jo altid genialt for på den måde, er du sikker på at prøve lidt fra menukortet.

Hønen & Ægget har også en ganske fint udvalg af drikkevarer, og du kan finde alt fra sodavand, øl og drinks til et skønt og overskueligt vinkort, hvor ingen af vinene vil ruinere dig. Vi prøvede en fransk biodynamisk Côtes du Rhône, som var let og smagfuld sammen med både tatar og jomfruhummer. Generelt er det vores indtryk, at Hønen & Ægget serverer måltider uden alt for meget pjat – lavet på ordentlige råvarer. Vi havde en fantastisk aften, og kan kun anbefale dig at besøge stedet!

/LoveCopenhagen

CM, LoveCopenhagen, Hønen & Ægget

LoveCopenhagen var inviteret til at anmelde aften-menuen på Hønen & Ægget uden beregning for maden. 

Hønen & Ægget
Øster Farimagsgade 16
2100 København Ø

www.hoenenogaegget.dk

 

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.