HYG! UDFORDRER DEN TRADITIONELLE JUL PÅ TEATER FÅR302

0
282
Hvordan ser din drømmejul ud, hvis du helt selv måtte sætte rammerne? Det spørgsmål stiller kunstkollektivet Familien hver aften op mod jul i performancestykket HYG! på Teater Får302. Her bliver aftenens gæstestjerne spurgt ind til sine drømme for juleaften, hvorefter publikum får lov til at iscenesætte den. Ditte var bogstavelig talt med, da Søren på 71 fra Bryggen fik sin drømmejul sat op på det intime teater i Nyhavn, hvilket bød på alt fra Tina Turner til en hjemløs.

Det er mange års siden, at jeg har været på Teater Får302 i Nyhavn. Sidst jeg var der, var det en både syret men også virkelig sjov oplevelse, da vi som publikum blev til en del af stykket. Det samme gentog sig under performancestykket HYG!, som netop nu og frem til den 19. december kan opleves på Teater Får302.

Hver aften får en på forhånd udvalgt gæst lov til at fortælle om, hvordan hendes eller hans drømmejul kunne se ud; om det skal være på en bountystrand, med pizza på bordet i stedte for and eller noget helt helt andet. Alt er tilladt, og efter fortællingen er det så op til publikum at iscenesætte dennes drømmejul. Med andre ord; du skal være frisk på lidt af hvert, når du møder op. Hvis du har det bedst med at sidde på din nummerede plads under et teaterstykke, hader at møde nye mennesker og selv fremsige en replik eller to – så bliv væk. Eller på den anden side; overvej, om det måske ikke var på tide at få rusket lidt op og prøve noget nyt for en gangs skyld? For det er både sjovt og syret at få lov til at være med i HYG! Jeg fandt det i hvert fald underholdende at høre om Søren fra Bryggens drømmejul for derefter at spille hans datter Trine, mens andre fik roller som fx Tina Turner og en hjemløs. Hvad du kommer til at opleve, kan jeg ikke sige med sikkerhed, da stykket for hver aften vil være noget helt nyt alt afhængig af aftenens gæst.

Så er du frisk på at høre, hvordan juleaften også kunne være og måske få lidt ny inspiration til din egen (jeg overvejer at overtale min egen familie til at ligge på gulvet en halv time efter middagen og glo op i loftet, hvilket en af publikummerne fra min aftens forestilling fortalte, at de gjorde hjemme hos hans familie) så smut ned i hyggelige Nyhavn og se HYG!

HYG! spiller til og med den 19. december på Teater Får302 i Toldbodgade 6, København K. Pris: 140 kr.

/Ditte

Herunder kan du se min og min veninde Annes umiddelbare reaktion på stykket:

 

Vi var inviteret ind og se HYG! af Teater Får302