INTERVIEW MED DEN DANSKE SANGERINDE JÆRV

0
321
jærv

Om præcis en uge står Jærv på scenen i Ideal Bar. Var du på året Uhørt Festival, ved du, hvad du kan forvente dig af insisterende synth-pop melodier og forførende vokaler. Men måske undrer du dig over, hvem denne danske sangerinde er, der har underholdt dig det sidste halve år med det geniale electropopnummer ‘I Staver’. I så fald skal du bare læse med her:

LC: Hvem er Jærv?
AG: Det er mig, Amanda Glindvad. Det er mit tekstunivers og så laver jeg musikken sammen med Mathias Pedersen Smidt, som også producerer sangene. I sangskrivningsprocessen har vi ofte en tæt ping-pong kørende, hvor vi udveksler og videreudvikler på idéer. Vi kender hinanden rigtig godt og er meget ærlige overfor hinanden i forhold til, hvad vi synes fungerer og hvad der ikke gør. På den måde vi arbejder, kommer et nummer tit til at lyde vanvittigt anderledes fra sin skitseform til den endelige udgave. Det er noget, jeg synes er vildt fedt ved processen.
Live har jeg Mathias Pedersen Smidt med på Synths, Malte Aarup-Sørensen på Trommer og Kasper Nyhus på lyddesign. 

LC: Fortæl kort om dig selv?
AG: Jeg er født i Aarhus og har boet det meste af min barndom og ungdom i Aalborg, hvorefter jeg så igen flyttede til Aarhus, da jeg var 18. Jeg har sunget og skrevet sange siden teenange-årene og spillet i forskellige bands og sammenhænge. Jeg har en kandidat i musikterapi og arbejder ved siden af Jærv som musikterapeut på et psykiatrisk afsnit med hovedsageligt skizofrenipatienter. Her hjælper jeg mennesker i dyb krise ved bl.a. at skrive sange med dem, hvorigennem det er muligt at undersøge og udtrykke svære følelser og tanker. Der er en virkelig markant forskel på Amanda-som-Jærv og Amanda-som-musikterapeut, men arbejdet har til fælles, at jeg er nær stærke følelser, der bliver udtrykket – og jeg befinder mig som person rigtig godt i situationer, hvor der er store og stærke følelser i spil. 

LC: Hvem er dine inspirationskilder?
AG: Jeg finder faktisk mest inspiration til min musik gennem de mennesker, jeg er i nærheden af. Hvis f.eks. et kærestepar, jeg kender, har en konflikt, som undrer mig, eller en gnist, der fascinerer på en særlig måde – så kan det være i mit forsøg på at prøve at forstå det, at jeg begynder at skrive en sang. Derudover så er jeg selvfølgelig inspireret af kunstnere, jeg ser op til – som f.eks. Björk, Kate Bush, Joni Mitchell, Sia m.fl. 

LC: Vi så din koncert på Uhørt – festivalens bedste koncert – hvordan var den oplevelse?
AG: Først og fremmest tusind tak! Det var en rigtig fed oplevelse at spille på Uhørt. Publikum var virkelig opmærksomme, og det var et godt tidspunkt på aftenen med mange mennesker. Jeg kan huske, at jeg var lidt forkølet og havde ligget syg dagene inden, men under koncerten glemte jeg alt om det og var bare indlevet i musikken og stemningen. 

LC: Nu skal du spille på Ideal Bar – hvad er din forventninger? Og hvad kan publikum forvente?
AG: Jeg forventer og håber på en aften med en intens og dejlig stemning, hvor publikum kan mærke, at musikken sætter noget i gang i dem – gerne flere forskellige følelser og stemninger. Vi har nye sange med, og jeg glæder mig virkelig til at give den, hvad jeg har. Så publikum kan uden tvivl forvente en koncert med intensitet. Duoen Vores Allesammens kommer og spiller support med deres band på aftenen. De spiller pisse godt, og jeg kan virkelig anbefale at se dem live. 

jærv

LC: Du har udgivet en EP i år, og senest singlen, Befri Mig. Hvilken slags udgivelse kan vi forvente næste gang – et album?
AG: Næste udgivelse bliver en single igen, før der kommer en ny EP!

LC: Hvad er dine planer til næste år?
AG: Min plan er at fortsætte ud af den vej, jeg er på med Jærv! Blive ved med at skrive nye sange, udgive ny EP i foråret 2017 og forhåbentligt at spille flere koncerter og festivaller sammen med mit band.

LC: Nu er vi jo et københavnermagasiner – hvor i byen går du hen, når du skal søge inspiration?
AG: Der er helt ærligt ikke bestemte steder, hvor jeg går hen for at hente inspiration – i hvert fald ikke bevidst. Men jeg ved med mig selv, at jeg bliver mest inspireret på steder, hvor der er mennesker – det kan være alle mulige forskellige steder i København f.eks. i lufthavnen eller ved søerne i myldretiden. På steder, hvor det sitrer lidt i luften af mennesker på den ene eller anden måde.

På lørdag den 22. oktober spiller Jærv koncert på Ideal Bar – og dagen efter er hun vores københavnersnude. Musikvideoen til Jærvs nye single, Befri Mig, er instrueret af Jærv og Daniel Aude – og du kan se den her:

Om singlen, der er produceret af Carsten Heller, fortæller Amanda:
“Jeg har skrevet sangen “Befri mig” sammen med Mathias, og vi har glædet os længe til at få den ud. I skabelsen af “Befri mig” har jeg haft en særlig intens her-og-nu-følelse i spil under sangskrivningen. Den er blevet til i en forelskelse, hvor man er ved at sprænges indeni af frustration, spænding og smerte samtidig med, at det hele er virkelig dejligt. Hver gang jeg synger sangen, genoplever jeg lidt af den følelse”, forklarer Amanda Glindvad.

Stadig rodfæstet i 80’ernes storladne synth-lyd, har JÆRV på den nye single “Befri mig” ladet sig inspirere af især Phil Collins’ progressive sangskrivning, der står i fin kontrast til de lidt hårdere, elektroniske, nærmest 90’er rave-inspirerede momenter der afslutter nummeret. Sammen med de akustiske trommer – indspillet af Malte Aarup-Sørensen – giver det nummeret en markant energisk drejning, der skiller sig ud fra den ellers ligefremme poplyd. På denne måde understøtter de skarpe produktioner Amanda Glindvads elegante og skarpsindige sangskrivning.