Freja Kirk | Københavnersnuden #12

0
541
Ugens københavnersnude er én af LoveCopenhagens yndlingssangerinder, nemlig Freja Kirk, som vi tidligere har skrevet en koncertanmeldelse af. I 2014 udkom hun med sit debutalbum, Monophobia – og lige siden har hun turneret rundt i det danske land og fornøjet publikum med sin smukke stemme. Vi er meget glade for, at hun vil dele sit København med os og med jer:

LC: Hvor bor du?
FK: På Nørrebro i København

LC:  Hvor går du tur?
FK: Klassikeren er søerne om aftenen eller i efterårssol – det elsker jeg virkelig. Men der er intet som at gå tur gennem København K fredag eller lørdag aften, hvor der er fuld gang i den – bare gå og slentre og observere.

LC: Hvor drikker du kaffe?
FK: Alle steder. Jeg prøver at finde Københavns bedste kaffe, hvilket er virkelig svært med det store udbud – der er så meget godt! En af mine favoritter er dog Clarke’s nede i Elmegade..

LC: Hvor spiser du?
FK: Jeg elsker også her at prøve nye steder af og ikke låse mig fast på steder, for så føler jeg, at det bliver rutinepræget og kedeligt. Jeg har selvfølgelig min klare favorit, som jeg ikke kan afsløre – den skulle nødigt blive overrendt, men Wascator på Nørrebro er også meget højt på listen!

LC: Hvor fester du?
FK: Jeg er mest hende, der står i baren og chiller med en øl på en cocktailbar eller lignende – medmindre vi er helt ude på de sidste nattetimer, så kan jeg godt tvinges ud i en dans, og så snakker vi helt sikkert Sunday.

LC: Hvor inspireres du?
FK: Jeg inspireres helt klart af mennesker, så det er virkelig overalt, hvor der er folk. Det kan gøre mig så glad og så trist at observere, hvad folk gør, hvad deres rutine er, om de er alene, om de er ensomme, om de griner eller græder osv.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
FK: Aah, den er svær.. Der er virkelig mange fede steder, jeg kunne nævne mange her. Det sted, jeg slapper mest af, og hvor der er flest minder, er ude i mit barndomshjem i et hus helt ude i Sydhavnen. Direkte ud til en park og vand – det er nok det tætteste man kommer på et yndlingssted for mig.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
FK: I morges, i min lejlighed – i min kæreste.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
FK: Uden tøven at stå på Viften sidste måned (18. oktober) og spille for en fyldt sal – VILD følelse!

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
FK: På en søndag (hvor jeg slapper af som den eneste dag i en hektisk uge!): at tage på Strandmøllekroen og spise Københavns bedste frokost og dessert, efterfulgt af en dukkert i vinterkolde Øresund, gåtur i Dyrehaven med pigen i mit liv i mine arm, hente take away på Sticks & Sushi og hjem og nyde hinanden!

LC: Dit perfekte soundtrack til København?
FK: Frank Ocean – Channel orange!

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Freja!

GOD SØNDAG!