Det er tirsdag eftermiddag, klokken er 16.30, og Rasmus Rinhack byder indenfor i sit atelier i en kælder på Nørrebro, lige bagved det nedlagte ungdomshus. Det er virkelig indbegrebet af en kreativ hule med skitser og tegninger og kruseduller fra gulv til loft, hvilket gør mig nysgerrig på hvem, manden bag det hele er.
Privat bor Rasmus Rinhack på Heinesgade på Nørrebro, han er 29 år, bor sammen med konen, deres ene barn og så venter de nr. 2.
Rasmus har boet mange steder i København, så som Amager, Vesterbro, Sydhavn og nu Nørrebro, han føler sig mest velkommen, og hvor de fedeste og hyggeligste folk bor, hvilket er medvirkende til, ifølge ham, at gøre området helt unikt. Rasmus tilføjer med et smil, at det gælder om at nyde området, før han ender i et parcelhus i Brønshøj som en sat og gammel mand.
Rasmus beskriver sig selv som manisk, og ekstrem ambitiøs, hvilket gør ham afhængig af at udarbejde projekter nat og dag, som fylder en semi-fast kalender med udstillinger på galleri Wolfsen, Oksholm og Bredgade Kunsthandel. Især de spontane projekter gør Rasmus glad, hvor fjolleri med talentet viser ukendte resultater, som ikke skal forveksles med useriøsitet, da alle projekter har sine formål og viser, hvad Rasmus står for som person.
Umiddelbart inspirerer København ikke Rasmus – han kunne lige så godt bo i en hytte i Jylland – betydende at Rasmus ikke rører ved et karakterunivers skabt igennem direkte kontakt til byens mange forskellige kvarterer. Det er nærmere forskellen mellem det menneskelige og det materialistiske, der spejles over i billederne, hvilket kan kræve en fordybelse i billederne, før det bliver tydeligt for modtageren.
Rasmus har en nørdet tilgang til kunsten, men ønsker ikke bevidst at være dyb i sine værker og bevæge folk. Han vil gerne skabe refleksion hos sine modtagere og få folk til at bruge tid på at studere værkerne nærmere. Bogen ‘Fra Atomubåd til Galej’, udgivet i start 70erne, er et fagligt opslagsværk, som Rasmus har læst fra side 1 af, han har nøje studeret de ingeniør-udførte tegninger, som er meget detaljerede ned til mindste del.
Bogen er købt for 4 kr. i en boghandel på Guldbergsgade og har skabt inspiration for de seneste værker, der alle faktisk er så udførlige, at tegningerne er fuldt funktionsdygtige og suger én ind i et univers, som er meget imponerende, og især de store værker, som måler 80×80, giver en enorm autoritet, og det er svært ikke at blive betaget og studere det længe.
Yndlingsværket, som Rasmus selv holder rigtig meget af, er nu solgt til en engelsk kunstsamler fra London. Værket forestiller et gammelt italiensk stålskib, tegnet i flere perspektiver, og midt på dækket står en stor transportkasse. Der er noget forsigtigt men også super potent over billedet, som faktisk var en spontan følelse, hvor billedet bare måtte udarbejdes, og det blev præcis, som Rasmus havde forestillet sig det.
Om 5 år er Rasmus forsat aktiv i sit atelier på Nørrebro. Men større atelier og en fast udstillingskalender, som kan sikre et fornuftigt indtjeningsgrundlag, er også på ønskelisten. Ellers kunne udstillinger på museum og store projekter også være at finde om 5 år, når Rasmus ser ud i fremtiden i krystalkuglen.
Rasmus synes, at han er en god kunstner, men nævner, at han intet begreb har om grafisk design og bearbejdelse af projekter og fortæller samtidig om et samarbejde med BUPL om udarbejdelse af en flyer, hvor han havde meget svært ved at samarbejde om andres ideer og konceptuelle ide til et færdigt produkt. Rasmus indrømmer, at han er elendig til at formidle budskaber og især tænke kommercielt.
Slutteligt fortæller Rasmu,s at han er rødhåret og ikke spor interessant, men er almindelig med stor passion for egen kunst, når spørgsmålet går på, hvad folk burde vide om ham. Rasmus giver mig til sidst et tip om, at jeg skal besøge Sonny Sandeep Singh, som arbejder med fotokunst. Dette vil jeg selvfølgelig undersøge som emne til næste interview.
/Louis Lewinsky